Vejle: Den integrerede daginstitution Havnely i Vejle er klar til at åbne igen efter et større udbrud af coronavirus.
Vuggestuen og børnehaven, der ligger tæt på Føtex ved havnen i Vejle, byder fra onsdag morgen atter børnene velkommen. Det har leder Dorritt Smed tirsdag skrevet ud til alle forældre.
Institutionen lukkede for en uge siden, efter at først tre var konstateret smittet med coronavirus. Siden testede yderligere seks positiv. Der er tale om seks børn og tre medarbejdere.
De første tre tilfælde er smittet med en variant af coronavirus. Det er uvist om de andre seks også er. Ifølge dagtilbudschef Rune Asmund Sørensen er der højst sandsynligt tale om den britiske mutation, som angiveligt ikke er mere farlig, men noget mere smitsom.
Det er samme variant, der har fået smittetallet i Kolding Kommune til at eksplodere. Lige nu er det den kommune, der er hårdest ramt i hele landet. Lige i hælene er Ishøj Kommune.