Annonce
Vejle

Vuggestuen, børnehaven og SFO'en holder fortsat lukket: Nu slipper Vejles forældre måske en smule billigere

Forældrene betaler 515 kroner om måneden for, at deres barn får noget at spise i daginstitutionen. Arkivfoto: Morten Pape
Coronakrisen har lukket alle daginstitutioner. Alligevel betaler forældrene stadig flere tusinde kroner om måneden. Men ifølge et nyt forslag slipper de muligvis lidt billigere.

Vejle: Vejles forældre slipper måske lidt billigere i coronakrisen.

Langt de fleste har deres børn hjemme, og sådan fortsætter det i hvert fald frem til påske. Alligevel betaler de fortsat for deres vuggestue, børnehave eller SFO.

Med andre ord kaster de månedligt flere tusinde kroner efter en ydelse, som de i flere uger ikke får.

Det er man bevidst om i Vejle Kommune, og selvom det politiske som resten af samfundet er gået i dvale vil formand for byrådets børne- og familieudvalg Torben Elsig-Pedersen (R) undersøge, om det er muligt at betale bare en smule af beløbet tilbage - og samtidig veje den politiske stemning for det.

Selv mener han, at mødrene og fædrene bør få halvdelen af pengene til mad retur.

Annonce

Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi alle - kommunen, virksomheder såvel som borgere - må tage et stort samfundsansvar på os. Sådan kommer vi bedst igennem krisen.

Torben Elsig-Pedersen (R), formand for byrådets børne- og ungeudvalg

Færre fødevarer

- De betaler cirka 500 kroner (515 kroner ifølge kommunens hjemmeside, red.) om måneden for, at deres barn får noget at spise i daginstitutionen. Rundt regnet går halvdelen af det beløb til personalet i køkkenerne. Den udgift har vi fortsat, forklarer han.

- Men den anden halvdel til fødevarer har vi umiddelbart ikke i samme omfang som normalt. De penge kunne vi godt undersøge, om vi ikke skulle sende tilbage til forældrene, mener Torben Elsig-Pedersen.

Om det reelt lader sig gøre blandt andet i forhold til loven, vil han nu undersøge sammen med forvaltningen. I morgen mødes han virtuelt med sine udvalgskollegaer, og derefter melder han ud, om forslaget bliver til noget.

250 kroner retur

Såfremt det lykkes, kan forældrene se frem til at få omkring 250 kroner retur pr. barn for hver måned, det skal være hjemme på grund af den verdensomspændende coronavirus.

- Noget af det, der også skal undersøges, er, om det kan ske med tilbagevirkende kraft eller kun fremadrettet, tilføjer formanden for børne- og ungeudvalget.

Beløbet er småører i forhold til det beløb, mange betaler for at få deres poder passet af pædagoger og medhjælpere.

Den månedlige takst for en vuggestueplads på fuldtid er ifølge kommunens hjemmeside 3410 kroner, mens det koster lidt mindre, nemlig 2870 kroner, at have et barn i børnehave.

Fælles fodslag

De penge skal forældrene umiddelbart ikke regne med at se igen. Det samme for hele landet.

Forleden udtalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til Jyllands-Posten, at alle partier på nær Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti i lovbehandlingen har støttet, at forældrebetalingen fortsætter uændret frem til og med påske.

- Jeg er glad for, at vi har fundet en løsning frem til påske. Situationen udvikler sig hele tiden, så det tager vi i fællesskab med partierne, hvis det skulle blive aktuelt, sagde hun.

Stort samfundsansvar

I Vejle afviser udvalgsformand Torben Elsig-Pedersen ingenting, men han har umiddelbart svært ved at se, hvordan det skulle være muligt for kommunen slet ikke at opkræve forældrebetaling.

For som han påpeger er der fortsat udgifter til driften af daginstitutionerne, hvoraf langt den største post er lønninger til medarbejderne. Det koster ifølge ham flere hundrede millioner om året at drive vuggestuer, børnehaver med videre.

- Vi ville skabe et meget stort økonomisk hul i kommunekassen, og det har vi dybest set kun borgerne til at dække. Alternativt kunne det betyde ringere velfærd, og det tror jeg ikke, at mange er interesserede i, mener Torben Elsig-Pedersen.

- Vi står i en ekstraordinær situation, hvor vi alle - kommunen, virksomheder såvel som borgere - må tage et stort samfundsansvar på os. Sådan kommer vi bedst igennem krisen, tilføjer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Politiet kom først og slukkede kælderbrand

Erhverv

Nye ordrer sil Siemens Gamesa

Annonce