Fredericia: Som tidligere omtalt i Fredericia Dagblad forsøger staten gennem sit ejendomsselskab at sælge 10 byggegrunde på Treldevej.
Nu er der sat pris på jorden.
De 10 tomme grunde ligger i forlængelse af grundene med tidligere tjenesteboliger, som Føringsstøtteregimentet har rådet over. De har været ejet af Forsvaret i mange år, men er i dag til overs.
Den halve snes tomme grunde, man nu kan købe, er godt 3,3 millioner kroner værd i alt ifølge seneste offentlige vurdering. Det fremgår af tingbøgerne for Treldevej 120 A og B, 122 A og B, 124 A og B, 126, 130 A og 132 A og B, som der er tale om.
Så hvis staten får de 5,6 millioner kroner, de 10 grunde er udbudt samlet til, bliver der en pæn slat til statskassen, kan det konstateres.
Lave projektejendomme...
- På Treldevej i Fredericia udbydes i dag 10 byggegrunde. De 10 byggegrunde udbydes samlet til 5.600.000 kroner og ligger i et attraktivt område ved Ryes Kaserne og de tidligere tjenesteboliger, skriver Freja Ejendomme A/S i en pressemeddelelse.
Salgschef i Freja Ejendomme, Per Kondrup udtaler:
- Disse 10 byggegrunde har en rigtig god og eftertragtet placering i området, og det kunne for eksempel være en oplagt mulighed for en lokal investor til at lave projektejendomme på grundene. Den gældende lokalplan muliggør blandt andet parcelhuse på grundene.
De er på mellem 716 og 805 kvadratmeter store. Det samlede areal til salg er på godt 7000 m2.
Det lykkedes mandag ikke Fredericia Dagblad at få yderligere kommentarer fra Freja Ejendomme A/S.
Mægler i Kolding hyret
Freja Ejendomme "udvikler og sælger statens og regionernes ejendomme". For eksempel "fængsler, fredede byhuse, sygehuse, kaserner og større udviklingsarealer".
"Freja Ejendomme A/S er et aktieselskab ejet af den danske stat. Derfor betaler vi hvert år et udbytte tilbage til staten", kan man læse på selskabet hjemmeside.
Fra pressemeddelelse- På Treldevej i Fredericia udbydes i dag 10 byggegrunde. De 10 byggegrunde udbydes samlet til 5.600.000 kroner og ligger i et attraktivt område ved Ryes Kaserne og de tidligere tjenesteboliger
Ejendomsmægler EDC Poul Erik Bech i Kolding står på vegne af Freja A/S for det praktiske omkring salget.