Annonce
Sport

Wedalas første DM-guld er i hus

Patrick Lika er blandt de fem senior-boksere, BK Wedala sender af sted til det kommende DM. Arkivfoto: Mette Mørk
BK Wedala sender fem senior-boksere i kamp, når der i weekenden bokses om danske mesterskaber.

Vejle: BK Wedalas første danske mesterskab er i hus.

Det snupper Yvonne B. Rasmussen, da ingen ønsker at møde OL-kandidaten ved det forestående DM, som afvikles i weekenden i sjællandske Jyllinge. Astrid Kronborg fra Hornslet bokser normalt i samme vægtklasse som Yvonne B. Rasmussen, men Astrid Kronborg går en vægtklasse op til DM.

Yvonne B. Rasmussen, 38 år, bliver dermed dansk mester uden kamp, og dermed skriver hun sin ottende DM-titel på sit bokse-cv, der tæller en stribe andre fine resultater i form af en EM-titel fra 2017 og en VM-bronzemedalje fra 2005.

Annonce

Wedala-boksere til DM

BK Wedala stiller med seks deltagere til weekendens danske mesterskab:

Bantamvægt (52-56 kilo)
Nesar Kunduzi

Letweltervægt (60-64 kilo)
Simon R. Nielsen

Weltervægt (64-69 kilo)
Thomas R. Nielsen

Weltervægt, kvinder (64-69 kilo)
Yvonne B. Rasmussen

Mellemvægt (69-75 kilo)
Nikki Møller Nielsen

Sværvægt (81-91 kilo)
Patrick Lika

Klubben har desuden fire boksere med ved ungdomsmesterskaberne, som afvikles sideløbende med elitens DM: Nikolai Terteryan (U19), Sebastian Terteryan (U19), Mark Jensen (U17) og Amir Ibajov (U15).

Kun de bedste er med

Leif Lund, formand for BK Wedala, både håber og tror, at der kommer yderligere mindst ét senior-mesterskab med retur til Vejle.

I al fald er Nikki Møller Nielsen favorit og førsteseedet i mellemvægt. Leif Lund anser Emil Kot fra Korsør for Wedala-bokserens værste konkurrent, og Emil Kot er da også andenseedet i vægtklassen. De to mødtes tidligere på efteråret i Hillerød Box Cup, og ved den lejlighed vandt Nikki Møller Nielsen.

- Nikki er i god form, og jeg ser ham som klassens storfavorit, siger Leif Lund.

BK Wedala stiller med yderligere fire deltage hos senior-bokserne, og Leif Lund vil på forhånd ikke afskrive én eneste af de fire.

- Alle, vi sender af sted, er i god form. Vi sender kun vores bedste boksere til DM, og rammer de dagen, kan de gå hele vejen, siger Leif Lund og fortsætter:

- Mange klubber sender nærmest revl og krat til DM, men det gør vi ikke.

BK Wedala sender ungt hold

Fraset Yvonne B. Rasmussen sender BK Wedala et hold unge boksere af sted til DM. Ældste deltager blandt mændene er 24-årige Patrick Lika, mens Nikki Møller Nielsen er 21 år, tvillingbrødrene Thomas og Simon R. Nielsen 20 år og Nesar Kunduzi 18 år.

BK Wedala har desuden fire boksere tilmeldte ungdomsmesterskaberne, som afvikles sideløbende med seniorboksernes mesterskab.

Blandt de unge har Leif Lund stor tiltro til brødrene Nikolai Terteryan og Sebastian Terteryan, som begge er U19-boksere og stiller op i henholdsvis letweltervægt og weltervægt.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fulderik tog en lur hos tandlægen

Annonce