Annonce
Danmark

WHO advarer: Stop med at give drenge hpv-vacciner

Verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer Danmark og alle andre lande til at droppe hpv-vaccination af drenge på grund af store forsyningsproblemer. Arkivfoto: Fred Tanneau/Scanpix
Hpv-vacciner til flere danske drenge er netop kommet på finansloven, men nu opfordrer WHO Danmark og alle andre lande til at trække i håndbremsen. På grund af store forsyningsproblemer udtaler organisation, at man bør prioritere at vaccinere unge piger først. Sundhedsministeren mener, det er forkert at hindre drenge i at få kræft-vaccinen.

Vaccine: Danmark bør stoppe med at vaccinere drenge mod hpv for nu. Sådan lyder opfordringen fra Verdenssundhedsorganisationen WHO. Organisationen anmoder nu alle lande om at holde igen med at vaccinere andre end vaccinens primære målgruppe, som er unge piger, der endnu ikke har haft seksuel debut. Det skriver Politiken.

Det sker i kølvandet på, at medicinalvirksomheden MSD, der producerer vaccinen ved navn Gardasil 9, for nyligt har meldt ud, at man ikke kan følge med den store efterspørgsel både i ind- og udland. MSD Danmark har tidligere oplyst til avisen Danmark, at vaccinen først vil være tilgængelig på det private marked igen i 2021. Kun vaccinerne til statens børnevaccinationsprogram er sikret.

Ifølge Politiken afholdt WHO's vaccinegruppe, Sage, i oktober et gruppemøde, hvor der blev udtrykt stor bekymring for de globale forsyningsproblemer, hvorfor man nu opfordrer til at indstille vaccinationen af drenge. Manglen på vacciner kan nemlig betyde, at lande med stor forekomst af livmoderhalskræft ikke kan introducere eller fastholde hpv-vaccinationsprogrammer.

- Derfor bør man prioritere vaccination af piger mellem 9 og 14 år – særligt i lavindkomstlande, hvor ni ud af ti tilfælde af livmoderhalskræft og efterfølgende død forekommer«, siger Hasan Hayatee, der er WHO-talsmand i WHO Europe, til Politiken.

Annonce

Syv korte om HPV-vaccination

1 Når børn bliver vaccineret mod HPV, er de beskyttet mod næsten 9 ud af 10 tilfælde af analkræft og kønsvorter. Piger er også beskyttet mod 9 ud af 10 tilfælde af livmorhalskræft og mod nogle tilfælde af kræft i skeden og de ydre kønsorganer.

2 HPV-vaccinationen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i januar 2009 som et tilbud til piger fra 12 til 17 år.

3 Et tilbud om HPV-vaccination til drenge blev vedtaget i forbindelse med Finansloven for 2019.

4 Siden 1. september 2019 har drenge, som fylder 12 år den 1. juli 2019 eller herefter, også kunne få den gratis behandling. Drenge, der er fyldt 12 år før 1. juli 2019, skal selv betale.

5 Det er bedst at få vaccinationen inden seksuel debut, men også voksne, seksuelt aktive kan have gavn af at blive vaccineret. Effekten af vaccination falder dog en lille smule, jo ældre man er.

6 HPV er hvert år skyld i cirka 810 tilfælde af kræft i Danmark

7 I Danmark er i alt 722.000 personer blevet vaccineret mod HPV. Kun omkring 32.000 af dem er mænd.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut

Hpv på finansloven

Opfordringen fra WHO kommer på et tidspunkt, hvor Danmark ellers netop har skruet op for fokusset på at få flere drenge hpv-vaccineret. Siden 1. september har det været gratis for drenge, som fyldte 12 år efter den 1. juli i år, at blive vaccineret.

Samtidig har regeringen med den nye finanslov netop vedtaget, at udvide adgangen for det eksisterende tilbud med gratis hpv-vaccination, så drenge, der er født i 2006 og første halvdel af 2007 også har adgang til gratis hpv-vaccination i 2020 og 2021.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mener derfor heller ikke, at Danmark bør lytte til WHO, selvom han anerkender, at manglen på vacciner er et alvorligt problem.

- Det ville være kortsigtet og forkert, hvis vi stoppede vores vaccinationsprogram af drenge. Det ville sende et meget uklogt signal til befolkningen, for nu har vi lige fået kæmpet tilliden til hpv-vaccinen op igen, efter den på et falsk grundlag blev betvivlet, fordi nogle frygtede bivirkninger. Vaccinen bliver igen tilvalg af forældrene, og det er så afgørende, at den fortsat vil blive det. En pause vil forvirre, siger ministeren til Politiken.

Mulighed for parallelimport

Avisen Danmark har tidligere afdækket, hvordan apoteker i hele landet er løbet tør for de populære vacciner, hvilket kan betyde, at især drenge, der er gået i gang med en selvbetalt behandling ikke kan blive færdige med deres vaccinationsprogram inden for de anbefalede tidsfrister.

Til avisen oplyser Lægemiddelstyrelsen dog, at der måske kan være mulighed for parallelimport af Gardasil 9, så færre bliver forhindret i at færdiggøre deres forløb.

En af dem, der trods forsyningsproblemerne har fået fingre i en ekstra sending af vaccinerne, er apoteker Danji Bhanderi, der ejer fire apoteker i Vejle-området.

- Vi har rykket grossisten for flere vacciner, og vi har netop fået ti ekstra doser. Vi er ikke interesseret i at hamstre, men vi vil gerne have, så vi kan dække dem, der har et akut behov, siger apotekeren.

Ifølge Statens Serum Institut vil det dog fortsat ikke være muligt at dække behovet for alle dem, der selv betaler for vaccinen.

Jens Hastrup Andersen på 13 år fra Esbjerg er en af de drenge, som er gået i gang med en selvbetalt hpv-behandling, som nu får svært ved at blive færdig i tide på grund af manglen på vacciner. Foto: Annett Bruhn
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Læge har gjort det før: Opdagede tegn på kræft hos fremmed i Bilka-kø

Erhverv

Hundredvis af jakker i ny pop op-butik

Annonce