Billund: - Det går mega godt. Vi er faktisk en lille smule foran.
Så direkte lyder det fra Jacob Hindhede på spørgsmålet om, hvorvidt opføringen af Wow Park i Billund skrider frem efter planen. Jacob Hindhede ejer og driver sammen med sin bror, Aage Hindhede, Wow Park i Skjern, og nu er de i fuld gang med at opføre en tilsvarende park i den østlige ende af Billund.
Wow Park i Billund kommer til at brede sig over 28 hektar / 280.000 kvadratmeter, og håbet er, at omkring 100.000 gæster hvert år vil besøge parken.
Wow Park
.
Den nye legepark vil brede sig over 28 hektar / 280.000 kvadratmeter, og håbet er, at omkring 100.000 gæster årligt vil besøge parken.
Investeringen løber op i et større tocifret millionbeløb, og den nye park i Billund vil få 40 medarbejdere fordelt på timelønnede og fastansatte.
Måtte justere lidt
Tirsdag var der rejsegilde på projektet, hvor det undervejs blot er blevet nødvendigt medmindre justeringer i forhold til den oprindelige plan.
- Vi har jo lagt en plan efter de træer, der er i området, men når man så kommer i gang, kan der være et træ, som alligevel ikke helt duer. Det er jo levende træer, vi har med at gøre, men det er også noget, vi kan håndtere. Så justerer vi bare lidt, fortæller Jacob Hindhede.
I alt er 40-50 håndværkere i fuld sving med at grave eller bygge. Der er stadig lang vej til, at klatreparken står klar, og oppe i trætoppene kravler 17 franskmænd rundt og installerer de ting, folk skal klatre mellem i træerne.
- Det var dem, vi brugte, da vi lavede Wow Park i Skjern, så vi ved, at de laver et produkt, der holder over tid. Det er noget, der betyder meget for os, siger Jacob Hindhede.
Klar til foråret 2020
Wow Park er en slags legepark for børn og barnlige sjæle i alle aldre. I Skjern har Wow Park eksisteret siden 2013, men parken i Billund bliver større end den, de to brødre i forvejen har.
Parken kommer til at ligge i det skovområde, som befinder sig mellem Vejlevej og Koldingvej syd for Lalandia og øst for Lego Koncernens produktionsbygninger.
Hvis arbejdet fortsætter med at skride planmæssigt frem, vil det allerede om et år være muligt at svinge sig fra træ til træ.
- Planen er stadig, at vi i april kan have en slags præåbning, og så planlægger vi hovedåbningen til bededagsferien i 2020, siger Jacob Hindhede.