Annonce
Give

Zootopia rammes af brexit: Det er svært at få brillebjørnene hentet hertil

Brillebjørnene kommer fra Sydamerika, hvor deres levesteder er under voldsomt pres. De er mørke i pelsen med lyse aftegninger, der varierer fra dyr til dyr. PR-foto
En hård Brexit vil gøre det vanskeligt at få brillebjørnene fra Storbritannien til Givskud Zootopia. Det var næsten klaret, men nu er der efter en positiv TB-test igen gået ged i sagen.

Givskud: Det er ikke kun eksport af bacon og andre gode ting, der kommer i fare, når briterne måske/måske ikke forlader EU.

Selv noget så uskyldigt som sydamerikanske brillebjørne og Givskud Zootopia kan komme i klemme, når den bureaukratiske mølle for alvor begynder at male.

Zootopia kan i år fejre 50-års jubilæum og i den anledning har Vejle Kommune lovet en gave på to millioner kroner, der skal bruges til at bygge et bjørneanlæg. Her skal der placeres en truet bjørneart, nemlig den sydamerikanske brillebjørn.

Zootopia har i første omgang fået stillet et brødrepar fra en engelsk dyrepark i udsigt. Meget passende engelske bjørne, da brillebjørnene har stået model for børnehistorien om bjørnen Paddington. Men her er det, brexit giver problemer.

Hvis der udveksles dyr mellem zoologiske haver inden for EU, er der ikke de store problemer med transport og papirarbejde.

Men så snart det drejer sig om lande uden for EU, er historien en helt anden.

Annonce
Lige nu hænger importen af bjørnebrødrene desværre i en lidt tynd tråd, må vi nok sige. Vi har fuld fokus på sagen, og håber, det er muligt at få bjørnene hjem til Danmark snarest. Men vi ved ikke med sikkerhed, om det lykkedes til parkens åbning 13. april.

Ditte-Mari Sandgreen, dyrlæge Zootopia

Hjem i god tid

- Egentlig ville vi helst vente med at få bjørnene til Danmark til april, gerne så tæt på vores åbningsdag 13. april som muligt. Men så ville Storbritannien måske stå uden for EU på grund af brexit, og så ville der være helt andre krav til tests og papirarbejde i forbindelse med flytningen af bjørnen, siger dyrlæge Ditte-Mari Sandgreen, Zootopia.

Problemerne med en sådan situation er, at kravene slet ikke er aftalt mellem landene endnu. Så det ville blive en helt anden tung og langsommelig proces.

For at undgå at skulle hente bjørnene hjem efter brexit, har Zootopia derfor samarbejdet tæt med både den britiske zoo, bjørnene kommer fra, med de danske fødevaremyndigheder samt myndighederne i Storbritannien for at hente bjørnene til Danmark inden 29. marts.

Der er også sat ekstra turbo på byggeriet af bjørnenes stald for at have alt klart.

- Men lige nu hænger importen af bjørnebrødrene desværre i en lidt tynd tråd, må vi nok sige. Vi har fuld fokus på sagen, og håber, det er muligt at få bjørnene hjem til Danmark snarest. Men vi ved ikke med sikkerhed, om det lykkedes til parkens åbning 13. april, siger Ditte-Mari Sandgreen.

Positiv ged

Det, der har gjort tråden ekstra tynd og truet med at få det hele til at gå i ged, er en positiv TB-test i den engelske zoo. Det er ikke bjørnebrødrene, der er testet positive, men en ged.

Derfor kan bjørnene ikke længere bare sendes til Danmark.

Tuberkulose er en meget sjælden sygdom i zoologiske haver, men mistanken dukker op med års mellemrum, oftest som falsk alarm. Det tager typisk seks til otte uger at få afblæst mistanken igen.

I dette tilfælde gik gederne i en helt anden afdeling af zoo end bjørnene, og det er ekstremt sjældent, at bjørne får tuberkulose. Så risikoen for at bjørnene skulle have tuberkulose, er nærmest ikke-eksisterende. Men det er en sygdom, man ikke vil have spredt, og som Zootopia heller ikke vil have. Derfor er der nu anderledes krav til flytning af dyrene.

- Hvis vi skal have bjørnene til Givskud, kræver det særlige tests, så vi kan bevise, at de ikke har tuberkulose, og myndigheder skal godkende transporten på ny med krav om streng karantæne her hos os, indtil der er svar på gedens prøver. Fordi tidsrammen er så snæver, betyder det kort sagt, at når bjørnenes testsvar er klar, har Fødevarestyrelsen 48 timer til at vælge, om de vil tillade bjørnene indrejse eller ej inden brexit.

Hvis bjørnene skal nå frem til 29. marts, skal de rejse fra Storbritannien 27. marts. Om det bliver muligt, afgøres i de nærmeste dage.

Men om brexit træder i kraft 29. marts er nu også usikkert. Briterne har bedt om udsættelse, og det kan redde brillebjørnenes ankomst til Givskud.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce