Den lille Aygo er blevet lidt bedre

Førerpladsen er peppet op, og den opleves mere tidssvarende for klassen. X-cellence-modellen har endda lædersæder, mens Apple CarPlay er ekstraudstyr. Foto: Jens Overgaard

Den lille Aygo er blevet lidt bedre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den lille Toyota Aygo har fået et facelift, og det har hjulpet på kørekomforten og gjort interiøret lidt mere moderne. Men Citroën C1 har næsten fået samme forbedringer og billigere.

Alder modner. Det budskab følger den faceliftede version af den lille Toyota Aygo, som nu har fået en mere voksen front.

Den har et udtryk, som læner sig op ad den større Yaris frem for det sprælske design, inspireret af japanske manga-tegneserier, som ellers har domineret modellen fra 2014. Den kan nu spottes på en ny LED-lyssignatur for og bag, der dog ikke må forveksles med de mere avancerede full LED-forlygter.

De største ændringer er dog sket under huden, men der er stadig tale om en forholdsvis rustik bil, der har sin hjemmebane i byen og oplandet frem for motorvejsstræk.

Det står klart efter nogle dage i selskab med Aygo anno 2018 i en X-cellencemodel til en pris på 119.990 kroner. Men når vi medtager integration med Apple CarPlay til 5000 kroner og en designpakke til 3795 kroner, ryger prisen på testbilen op på 130.000 kroner. Det er voldsomt for en Aygo, og en næsten tilsvarende Citroën C1 er markant billigere.

Udstyret omfatter blandt andet 15-tommer aluminiumsfælge, lædersæder, aircondition, multimediesystemet Xtouch med en syvtommerskærm og bakkamera og elsidespejle med varme.

Under hjelmen er den trecylindrede 1,0 liters motor blevet piftet let op, så den nu yder 72 hk, hvilket er tre hk mere end forgængeren, mens drejningsmomentet er øget ved lavere omdrejninger, hvilket skulle give en bedre køreoplevelse i byen.

Samtidig har Toyotas ingeniører gjort en ekstra indsats på forbrugsfronten. Mens den gamle model kørte de 26,3 kilometer på literen efter den noget akademiske NEDC-skala, klarer den faceliftede på papiret det samme efter den nye og mere retvisende WLTP-skala. I kabinen har sæder og materialerne i instrumentpanelet fået en let opgradering, mens en syvtommers berøringsskærm, som nu har mulighed for Apple CarPlay, er standard fra mellemudstyret, X-cellence.

TOYOTA AYGO X-CELLENCE
3 STJERNERPris: 119.990 kroner.Pris for testbilen: 128.695 kroner med smartphone-integration og designpakke.

Grøn ejerafgift, halvårlig: 500 kroner.

CO2 pr. km: 86 g.

Brændstofforbrug: 26,3 km/l (WLTP-norm).

Motor: Trecylindret motor på 1,0 liter.

Effekt: 72 hk.

Ydelse: 93 Nm/4400 omdr.

Acceleration: 13,8 sekunder.

Topfart: 160 km/t.

L/B/H: 3,47/1,62/1,46 meter.
Aygo er blevet mere moderne og tidssvarende, men er stadig den mikrobil, der har mindst plads på bagsædet, og har det bagagerum, der rummer mindst. Foto: Jens Overgaard
Aygo er blevet mere moderne og tidssvarende, men er stadig den mikrobil, der har mindst plads på bagsædet, og har det bagagerum, der rummer mindst. Foto: Jens Overgaard

Nyt marked

Det er alt sammen noget, som skal give mere liv til modellen, der indtil nu har gjort det meget godt på det danske marked, der er et af de største for fabrikken, når vi taler om Aygo. Der er da herhjemme også solgt hele 58.000 Aygoer, og modellen har de seneste år kun været overgået i sin klasse af VW Up.

Verden har dog ændret sig. Med den seneste omlægning af bilafgifterne i efteråret steg mikrobilerne, mens konkurrencen aldrig har været hårdere i den lidt større klasse af minibiler. Det kan aflæses i salgstallene for mikroklassen, som i fjor udgjorde hver femte nyindregistrerede bil, men nu er det kun hver 10.

Det står dog klart, at Aygoen er blevet mere tyst. Der er ingen tvivl om, at det er blevet mere tåleligt at køre længere stræk med motorvejsfart i bilen.

Men i længden er baggrundsstøjen, især fra hjul og rumlestøj, stadig for generende, og Aygoen er ikke på niveau med VW Up og Kia Picanto og delvist Hyundai i10, som er de mest harmoniske i klassen.

Ved motorvejskørsel har du en anden udfordring. Den ringe mikrofon og konstante baggrundsstøj giver nemlig af og til problemer for modtageren med at høre dig, når du ringer over bluetooth. Og det er nærmest umuligt at bruge Apple CarPlays mundtlige sms-funktion, fordi systemet ikke kan høre alle din ord tydeligt. Her trykker den oprindelige dåbsattest på Aygo, der sammen med de to andre Rip, Rap & Rup-trillinger kan dateres tilbage til 2005.

Det er også noget, som sætter sit præg på den praktiske udnyttelse. Aygo byder nemlig på den mindste bagsædeplads og det mindste bagagerum på kun 168 liter.

Den faceliftede Toyota Aygo kan kendes på en mere voksen front med LED-kørelys. Den kører også mere modent, men er stadig rustik. Foto: Jens Overgaard
Den faceliftede Toyota Aygo kan kendes på en mere voksen front med LED-kørelys. Den kører også mere modent, men er stadig rustik. Foto: Jens Overgaard

Nødbremse koster ekstra

Der er ingen tvivl om, at Aygo, der koster fra små 90.000 kroner for en Aygo X - det hedder den virkelig - med tre døre, stadig har en berettigelse. Den er nemlig både handy og praktisk i bytrafik.

Basismodellen har bluetooth, fjernbetjent centrallås og LED-kørelys. Du skal dog op i en X-Play Go til 116.000 kroner for at få aircondition.

Bilen har i modsætning til VW Up og Kia Picanto ikke nødbremse som standard. Den koster 5000 kroner ekstra og er en del af sikkerhedspakken Toyota Safety Sense. Den omfatter ud over nødbremsen, som virker op til 80 kilometer i timen, en vognbaneassistent, som advarer mod utilsigtede vognbaneskift.

Nødbremsen er bedre end i Up, hvor den kun virker til 30 kilometer i timen, mens den i Picanto også kan klare op til 80 kilometer i timen. Og den kan slet ikke tilkøbes i de franske søstermodeller, Citroën C1 og Peugeot 108.

Hvis du ser stift på prisen, kan en bil som Citroën C1 være et skarpt alternativ. Her sælger den danske importør C1 i en Iconic Plus-version, der har aircondition, syvtommerskærm med Apple CarPlay og LED-kørelys med i prisen til 94.000 kroner.

Såvel Citroën C1 som Peugeot 108 har fået et lignende facelift på de indre linjer med blandt andet opgraderet motor.

Lygterne er nye, og designet er blevet lidt mere afdæmpet. Foto: Jens Overgaard
Lygterne er nye, og designet er blevet lidt mere afdæmpet. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Med faceliftet er Toyota Aygo blevet fintunet, så den nærmer sig klassekammeraterne. Det er stadig en kvik og sjov bybil.

Opgraderingen kan dog ikke skjule, at det er en grundlæggende ældre konstruktion. I en tid, hvor stadig flere vælger mini- frem for mikrobiler, som er forholdsvis dyre, er Aygo ikke et så oplagt valg som tidligere. Og så byder minibilerne sig til.

Den lille Aygo er blevet lidt bedre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce