Franskbrød med finere manerer

Den faceliftede Renault Kadjar er et overset, men pænt aktiv i den mellemstore klasse af crossovere. Foto: Jens Overgaard

Franskbrød med finere manerer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den høje familievenlige Renault Kadjar er blevet trimmet og nyder godt af en ny benzinmotor, som vi tester med automatgear.

Sammenligningen med bagværk ligger lige til højrebenet. Mens en crossover som Nissan Qashqai sælger som varme rundstykker hos bageren søndag morgen, er koncernfætteren Renault Kadjar det let forfinede franske flutes, som kun kommer med i posen i ny og næ. Og det er synd.

For den komfortable franske fætter har nemlig masser af indre kvaliteter at byde på i forhold til Qashqai, som længe har været en af Danmarks mest solgte bilmodeller og på europæisk plan nærmest er bilen, som skabte crossover-klassen.

Det vil Renault nu forsøge at gøre noget ved. Det sker med et let facelift, hvor Kadjar også får de nye 1,3-liters benzinmotorer på 140 hk og 160 hk, som Nissan har rullet ud i Qashqai, og som kan fås til den nye Mercedes A-klasse.

Vi tester Kadjar i den 140 hk-version med det syvtrins EDC-automatgear og mellemudstyret, Bose. Prisen er små 329.000 kroner.

Teknikere og designere har taget nænsomt fat ved midtvejsfaceliftet af Kadjar, som kan dateres tilbage til 2015. Mest markant er en let ændret front med LED-kørelys og mere krom, mens du kan opgradere til full LED-forlygter, hvilket er standard på Bose-modellen og klart kan anbefales. De kan desværre ikke købes som ekstraudstyr til billigere varianter af Kadjar, som koster fra 248.000 kroner for den billigste 140 hk-benziner med grundudstyret Life.

Renault Kadjar TCe 140 EDC Bose
Pris: 324.900 kroner.Grøn ejerafgift, halvårlig: 890 kroner.

Brændstoføkonomi: 14,9 km/l (WLTP).

C02 pr. km: 153 g.

Motor: Firecylindret motor på 1,3 liter.

Effekt: 140 hk.

Ydelse: 240 Nm/1600 omdr.

Topfart: 203 km/t.

0-100 km/t.: 9,6 sekunder.

L/B/H: 449/156/161 cm.

Trækvægt m/u bremser: 715/1500 kg.
Inden døre dominerer en digital instrumentering, som er overskuelig og fungerer fint. Modellen han mange aflæggerum og et bagagerum. Foto: Jens Overgaard
Inden døre dominerer en digital instrumentering, som er overskuelig og fungerer fint. Modellen han mange aflæggerum og et bagagerum. Foto: Jens Overgaard

Nyt i motorrummet

Største ændring er sket i motorrummet, hvor den franske producent også har strammet op på dieselmotorerne efter de nye euro-miljøkrav. Den mindste diesel er peppet op med 5 hk ekstra og har nu 115 hk, mens den større model er vokset med en snes og yder 149 hk.

Det er den eneste, som indtil nu kan kombineres med firehjulstræk. På terrænfronten pointerer Renault også, at de på alle de forhjulstrukne modeller nu har et system, hvor bilen kan sættes op efter underlagets beskaffenhed som sne eller mudder. Det er et system, som vi også kender fra Peugeot og Citroën.

Den høje Kadjar er en bil, som umiddelbart syner af mere end Qashqai, selv om de har samme akselafstand. Inden døre er de dog tæt på at være lige rummelige, men franskmanden byder dog på et bagagerum, som med sine 472 liter rummer 42 liter mere end Qashqai. Her har du udsigt til et digitalt instrumenthus og et armatur, hvor en syvtommers storskærm med Apple Carplay dominerer. Det er en skærm med en opløsning og hurtighed, som efterhånden virker noget bedaget.

Storskærmen er placeret lavt, og grafikken er noget tung. Apple Carplay trækker op. Foto: Jens Overgaard
Storskærmen er placeret lavt, og grafikken er noget tung. Apple Carplay trækker op. Foto: Jens Overgaard

Masser af praktikalitet

Vi må dog lige fremhæve de godt polstrede og komfortable sæder, der spiller fint sammen med den ditto afstemte undervogn, som giver en lidt mere afdæmpet fremfærd end netop Qashqai.

Her kommer den nye motor, som afløser 1,2-liters turbomotoren på 130 hk, ind i billedet. Den har med sit moment på 240 Nm, som er en tand højere end forgængerens 205 Nm, et glimrende samspil med automatgearet, hvilket giver et flydende flow. Den har dog et stort minus: Fra stilstand i første gear tager automatgearet lige så hårdt fat, som når den franske præsident Emmanuel Macron trykker hånd med USA's Donald Trump. Så det kræver en fjerlet speederfod, hvis du ikke skal køre fra lyskrydset med fløjtende dæk. Det er noget, som vi også ser i visse VW-koncernbiler med mindre benzinmotorer og DSG-automatgear med dobbeltkobling.

I det daglige er der masser af praktikalitet i Kadjar, hvor de franske createurs har slået et stort brød af en bil op, som også byder på mange aflæggerum. Det gælder blandt andet under dobbeltbunden i bagagerummet. I den afdeling er der ris til lukkegrebet på bagklappen, der er lavet af glat plastic, hvor fingrene kan smutte.

Her vil en gummibelægning til en kvart euro gøre underværker. Ellers byder Kadjar på pænt med udstyr, og det er selv fra mindste Life-udstyrsniveau. Men du skal ofre en snes tusinde mere og op i Zen-udstyret for at få en sikkerhedspakke med nødbremse, som er standard i Qashqai. Til gengæld byder Kadjar på andre udstyrspakker, og i Bose-versionen er der netop lyd fra med surround-system og otte højttalere, bakkamera, varme i forrude justerbar sædelængde og altså full LED-forlygter.

Den nye 1,3-liter motor på 140 hk giver et bedre flow, og den gør det glimrende. Foto: Jens Overgaard
Den nye 1,3-liter motor på 140 hk giver et bedre flow, og den gør det glimrende. Foto: Jens Overgaard

Konklusion

Renault Kadjar er det komfortable og oversete alternativ i crossoverklassen, der i funktionalitet er på linje med koncernfætteren Nissan Qashqai. Ligesom Nissan har Renault nærmest løbende kampagner. Så du kan med årvågenhed få ekstra udstyr med for pengene.

Franskbrød med finere manerer

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce