Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Klage fra Frihavnen står til afvisning - pårørenderådet er rystet

Peter Poulsen, formand for bruger- og pårørenderådet ved Frihavnen i Vorbasse, er rystet over forvaltningens indstilling til politikerne: Der bliver lagt op til en afvisning af rådets klage og en godkendelse af budgettet. Foto: John Randeris.

Klage fra Frihavnen står til afvisning - pårørenderådet er rystet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er dybt rystende, at den kommunale forvaltning indstiller til politikerne, at klage fra bruger- og pårørenderådet ved Frihavnen i Vorbasse skal afvises. Det mener formanden for bruger- og pårørenderådet.

Vorbasse: Når politikerne i Billund Kommunes voksenudvalg på mandag skal tage stilling til næste etape i sagen om Frihavnen i Vorbasse, bør de afvise den klage, der er kommet fra bruger- og pårørenderådet, og godkende de varslede huslejestigninger. Det er i hvert fald, hvad forvaltningen indstiller til politikerne.

Sagen omhandler en større renovering af Frihavnen. Desuden har Billund Kommune besluttet, at der alligevel skal etableres nye elevatorer, da de ramper, der oprindeligt var tiltænkt som erstatninger, viste sig at være for stejle. Det er noget, som Frihavnens beboere kommer til at betale for via huslejestigninger på op til 24 procent.

Det falder blandt andet formanden for bruger- og pårørenderådet, Peter Poulsen, for brystet, at beboerne skal betale for halvdelen af en renovering, som han ikke mener tjener dem noget særligt.

- Den tilbygning, de laver, egner sig ikke til et plejehjem. Det kunne politikerne også godt se, da vi havde inviteret dem ud for at se på det. Kommunens ergoterapeut har også vurderet, at det ikke egner sig til et plejehjem. Så jeg mener bestemt ikke, at man kan lægge sådan noget ind under fællesarealer, så beboerne skal betale det halve. Lovgivningen siger, at der skal være tale om en forbedring af boligarealerne, og det mener vi ikke, det kan være, når det ikke egner sig til at være et plejehjem, siger Peter Poulsen.

Sagen kort
Der er afsat to millioner kroner til byggeriet på Frihavnen i Vorbasse. Da der er tale om boligforbedringer, skal beboerne betale halvdelen af byggeriet. Det ender med en huslejestigning for beboerne på mellem 11 og 24 procent, da der også er gammel gæld og andre fejl med i beregningerne.

Politikerne i voksenudvalget skal på mandag tage stilling til, om en klage fra bruger- og pårørenderådet skal afvises og budgettet godkendes. Sagen skal, hvis den bliver anbefalet godkendt, efterfølgende behandles i økonomiudvalget og byrådet.

Negative regnskaber

Gennem en årrække har Billund Kommune haft udliciteret opgaven med administrationen af boligerne på Frihavnen. I denne periode er der blevet oparbejdet en et underskud, og da det skal rettes op, giver også det ekstra huslejestigninger til beboerne. Det falder Peter Poulsen meget for brystet, at nogle beboere dermed skal være med til at dække et underskud, som blev lavet, før de selv flyttede ind.

- Kommunen har haft nogen til at administrere disse boliger. De skal hvert år fremlægge et regnskab, som kommunen skal godkende. Derfor må man gå ud fra, at kommunen har godkendt de negative regnskaber, siger Peter Poulsen.

Kan ikke være anderledes

Det er kommunens pligt at sørge for, at der er styr på økonomien.

- Lovgivningen på ældreboligområdet er stram og er sådan, at der både på lang og kort sigt skal være balance i budget og regnskab i de enkelte afdelinger. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre, at det sker, siger social- og sundhedsdirektør i Billund Kommune, Jan Møller Iversen.

Bliver sagen vedtaget, kan nogle beboere altså se frem til at få nogle enorme stigninger på deres husleje. Men ifølge social- og sundhedsdirektøren kan tingene ikke gøres på en anden måde.

- Det har ikke via lovgivningen været muligt at finde metoder, der kunne fordele huslejestigning og huslejefald over flere år, hvorfor indstillingen ser ud, som den gør. Indstillingen er den fagligt, sagligt rigtige, idet den følger lovgivningen på området. Boligstyrelsen, revisionen og en advokat giver Billund Kommune ret i denne tolkning, siger Jan Møller Iversen.

Klage fra Frihavnen står til afvisning - pårørenderådet er rystet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.