Louis Bülow fylder 70 år: En Hejnsvig-dreng kipper med flaget

Louis (tv.) og hans storebror i Hejnsvig. Privatfoto

Louis Bülow fylder 70 år: En Hejnsvig-dreng kipper med flaget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mandag den 11. februar fylder Louis Bülow 70 år. I den anledning har JV modtaget følgende historie fra fødselsdagsbarnet, der kipper med flaget - ikke for sig selv, men for at lette på hatten og trutte i trompeten for barndommens land og ydmygt erklære Hejnsvig sin taknemlighed.

Hejnsvig/Aarhus: Med syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet er tiden inde til at lette på hatten og trutte i trompeten for min barndoms land og ydmygt erklære Hejnsvig min taknemlighed og dybfølte kærlighed.

En ganske vidunderlig barndom og opvækst i et fattigt landbosamfund, der emmer af godhed og hjertevarme, har forlènet mig med nærmest hellig respekt, stolthed og veneration for min vestjyske hjemstavn. For altid er barndommens land knyttet til et væld af kærlige erindringsglimt og lykkelige stunder, som jeg senere har kunnet genkalde mig i alle detaljer og favne og øse af.

Hejnsvig er et fattigt hedesogn med bibelske traditioner og kristenkultur dybt forankret, helt ind i sjælen rundet af stoute bønder fra yderste kartoffelrække. En vestjysk landsbyflække med plads til alle, også dèm, der kommer fra vanskelige kår, dèm, der mistrives og har det svært.

Hèr slår jeg rod, hèr får jeg hjemme, hèr hører jeg til ...

Louis Bülow i dag. Privatfoto
Louis Bülow i dag. Privatfoto

Børnefortællinger

Hejnsvig har forundt mig at byde livets drømme og forhåbninger op til dans og beriget min barndom og opvækst med en række ildsjæle, der altid har givet sig selv for andre. Nok karrige med store ord og armbevægelser, men aldrig fedtede med tillid, nærvær og hjertevarme.

Som den gamle gårdejer Morten Sparvath, min barndoms prægtige mentor, der tålmodigt lærer mig at cykle på de små markveje, at tumle gårdens traktor, at grave orme, fiske og kaste med flue, ligesom han nænsomt indvier mig i den ædle jagtkunst på Gråheden ved Hejnsvig.

Godhedsøjeblikke i barndommens land. Et usynligt kor af lærker, der bryder den fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, solen, der med gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, duften af nyslået hø med grøn kløver, smagen af nye kartofler og suset af den stride vestenvind.

Ikke at forglemme spændingen ved at opdage harekillingen på sit leje, lærken med sit kuld, viben sin rede og dè lyngtoppe, hvor hugormene dovent lader sig bage igennem.

Landsbyens kloge mand Gamle Andersen lægger dagligt vejen forbi vor lune stue for gavmildt at dele ud af viden og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå. På finurlig vis evner han at funkle og inspirere, når han til historiens vingesus tager tilbage til katastrofen i 1864 ved Dybbøl eller til Rigskancelliet i Berlin i krigens sidste dage.

Gamle Andersen skal blive et forbillede, som jeg forguder og følger i tykt og tyndt. Nok derfor tager jeg i begyndelsen af 1960'erne mod til mig og begynder at sende små børnehistorier og fortællinger - skrevet i hånden - til de lokale avisers børnesider i Vestkysten og Vejle Amts Folkeblad. Det skal i dè år blive til dusinvis af børnefortællinger.

Børnehistorier af Louis Bülow i Vejle Amts Folkeblad. Privatfoto
Børnehistorier af Louis Bülow i Vejle Amts Folkeblad. Privatfoto

Varm velkomst

Et fjernt erindringsbillede toner frem og bærer tilbage til en tidlig morgen i december engang i 1950'erne. For en 6-årig dreng skal en togrejse med et bumletog til Hejnsvig redde den bette fyr fra at blive stuvet væk som socialt bundfald på datidens berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.

Dèn morgen haster en fortvivlet mor med sin purk ved hånden til togstationen i Esbjerg, får fat i en togfører og giver ham en række instrukser. For at sætte en stopper for et inferno af misrøgt og omsorgssvigt sender hun ham - uden officielle papirer og uden sociale myndigheders indblanden - i pleje og sikkerhed i Hejnsvig.

En togassistent løfter det runde afgangssignal, togføreren skridter perronen af og fløjter til afgang. Langsomt går lokomotivet i gang, og efter mange knus og kram får moderen med tårer trillende ned ad kinderne sat sin dreng på toget.

Samtidigt mange kilometer derfra står den lokale malermesters ældste datter og skutter sig på den søvnige station i Hejnsvigs udkant. Hensunket i dybe tanker spejder hun ivrigt efter bumletoget, der i et stille tempo duver sig frem gennem landskabet.

Dèn morgen byder hun sin plejesøn - og mig er det - velkommen til et forjættet land, der flyder om ikke med mælk og honning så med tryghed, kærlighed og hjertevarme. Med en mission i godhedens tjeneste sprænger hun med moderkærlighed som urkraft alle rammer for at værne sin lille pode mod livets skyggeside, svigt og fortrædeligheder.

Louis Bülow kipper med flaget og ser tilbage på sin velkomst i Hejnsvig. Arkivfoto: Keld Stampe
Louis Bülow kipper med flaget og ser tilbage på sin velkomst i Hejnsvig. Arkivfoto: Keld Stampe

Intet fremmehad

Endnu et erindringsbillede fra dèngang trænger sig på. I de sorgløse 1950'ere tør kunst og kultur i hverdagen siges at have trange kår i Hejnsvig, og vægge med malerier, reoler med bøger, moderne design og rødvin i glassene er lidt af en sjældenhed.

Lillebyens børn og unge er milevidt fra privilegier, som andre steder tages som givne. De levnes ikke mange muligheder for at tage med mor og far på Nationalmuseet, Det Kongelige Teater eller Kunstmuseet Louisiana.

Forsamlingshuset i Hejnsvig er landsbyens kulturhus, og kultur begrænser sig til at købe billet til den billige cowboy række i rejsebiografen, hvor man tropper op i god tid med tegneseriehæfter mèd hjemmefra. Som dèngang i slutningen af 1950'erne, hvor plakaten om Astrid Henning-Jensens film om Paw er klistret på filmstanderen.

Men først et besøg i Stinnes slikbutik lige overfor, hvor man forsyner sig med bismarcksklumper, gyldne Althea bolcher, lakridsrod og salmiakstænger til 10-øre, der rulles sammen og omhyggeligt puttes ned i en mælkekapsel.

I forsamlingshuset sidder børn og unge skulder ved skulder på støvede træbænke og hygger sig med Skipper Skræk, Tarzan, kaptajn Micky og Davy Crockett. Da forreklamerne klinger af med Brug Brylcreme, den fedter ikke og Spis solgryn og bliv stærk, kan filmen om Paw tage sin begyndelse - en mørklødet drengs møde med dansk provinsidyl, der krakelerer ved mødet med det fremmede.

En film om en dreng, der er anderledes og ikke passer ind. Dèn aften i forsamlingshuset i Hejnsvig bliver der tænkt i børnehøjde over fremmedangst, nærmest før man overhovedet kender begrebet på dansk. Man føler med Paw, man græder med Paw, og man kan ikke nikke genkendende til hverken hverdagsracisme eller giftige fordomme, der ikke indgår som en del af Hejnsvigs dna og folkesjæl.

Medmennesker i nød

Et sidste erindringsglimt bærer tilbage til fredag den 3. april 1987 til ankomsthallen i Billund Lufthavn, hvor Hejnsvig-folk fra nær og fjern stimler sammen for at byde den tamilske familie Raguleswaran velkommen til et nyt liv i landsbyen.

Familien er flygtet fra blodig borgerkrig i Sri Lanka for at søge beskyttelse i Hejnsvig. Tre årtier senere kan man læse sønnen Sangeeavans gribende beretning om modtagelsen:"For præcis 30 år siden modtag et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig."

Også dèn morgen i april 1987 lever et modigt, stærkt og smukt Hejnsvig op til kaldet om at tage imod medmennesker i nød og behandle dem ordentligt og anstændigt - som sin næste ...

Louis Bülow fylder 70 år: En Hejnsvig-dreng kipper med flaget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce