Skole-drenge heilede mod tyske elever - flov skoleleder beklager

Lars Aagaard Nielsen, skoleleder på BillundSkolen, beklager, at 12 af skolens elever har heilet mod tyske gæster. Han betragter dog sagen som afsluttet, da drengene hurtigt forstod, at de var på vildveje. Foto: John Randeris

Skole-drenge heilede mod tyske elever - flov skoleleder beklager

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En flok heilende drenge fra 9. årgang mødte en busfuld tyske elever i Billund. Skolen tog straks hånd om den krænkende episode og har ikke haft noget behov for offentligt at tage afstand fra hændelsen.

Billund: En kulturudveksling mellem Billundskolen og en af det danske mindretals skoler i Sydslesvig sidst i marts har fået et kedeligt efterspil i Billund.

Først var de danske 8. klasseelever i Tyskland i to dage og satte så kursen mod Billund sammen med deres nye tyske kammerater, som skulle på genbesøg og bo i Billund to dage.

Da bussen ankom til Billund klokken 11.30, var der frikvarter. En flok på 12 drenge fra 9. årgang kom cyklende ad Kærvej og gav bussen en fremstrakt højrearm, en heilhilsen. At heile er en nazihilsen, som ikke er forbudt i Danmark, men kan opfattes som stærkt krænkende og upassende.

Sådan bliver hilsenen også modtaget den formiddag i Billund.

Skoleleder Lars Aagaard Nielsen hører om sagen fra en lærer, der kigger ind og fortæller, at alle nu er kommet hjem - og at de er blevet mødt af en flok heilende drenge.

- Jeg byder gæsterne fra Tyskland velkommen, fortæller om vores samarbejde, om gensidig respekt og vores værdier og jeg nævner også, at jeg har hørt, at de er blevet modtaget på den her måde. Det er dybt ulykkeligt og slet ikke acceptabelt. Jeg er flov over det og beklager på både mine og elevernes vegne, fortæller han.

Det er et splitsekund, hvor en klap falder ned. Drengene havde hovedet under armen og tænkte sig ikke om, og det er jo ikke unormalt i den alder, at man komme til at gøre noget dumt og ikke tænker over konsekvenserne. De er hver for sige søde og fornuftige drenge, men der sker bare nogle gange noget i en gruppe.
Lars Aagaard Nielsen

Undskyld til tyske elever

Skolelederen samler kort efter hele 9. årgang og spørger, hvem der har heilet. De pågældende drenge står frem og erkender, at det er dem, og at de har indset, at det var meget dumt gjort. Drengene vil gerne sige undskyld til de tyske gæster og mødes kort efter med dem i idrætscentret ved siden af skolen.

- De tyske lærere kommer hen, drengene rejser sig op, en af dem tager ordet og beklager det, de har gjort. Det var en slags drengestreg, som de har fortrudt, og de undskylder og giver hver enkelt lærer hånden. Lærerne tager en snak med drengene og fortæller om, at det i Tyskland er strafbart at heile, og at sådan en handling rører ved stærke følelser. Jeg synes, at den dialog var vigtig. Eleverne ved det jo godt, for det er noget, de har talt om i historie. Det er jo ikke, fordi de er historieløse, siger Lars Aagaard Nielsen.

Han giver herefter drengene mulighed for selv at fortælle historien til deres forældre, inden han samme eftermiddag orienterer dem. Herefter bliver drengene sendt hjem på tænkepause resten af ugen.

Skolelederen orienterer skolebestyrelsen og alle forældre i udskolingen samt Billund Kommunes skolechef. Mandag har Lars Aagaard Nielsen en opsamlende samtale med drengene, hvor de også taler om det historiske perspektiv i en nazihilsen.

- Jeg har også været i kontakt med den tyske skoleleder, som kvitterede for den måde, vi havde håndteret drengenes adfærd på. De var selvfølgelig også rystede over, at det kunne ske, men følte at sagen var lukket godt, og de ville ikke foretage sig yderligere.

Ikke planlagt

Skolelederen i Billund oplyser, at han efterfølgende har fået flere henvendelser fra forældre, som også tager afstand fra det passerede og har bakket op om skolens måde at håndtere sagen på.

- Det er en rigtig træls sag, hvor to-tre sekunders handling sætter rigtig mange ting i gang. Det har ikke været planlagt på nogen måde. Drengene aner jo ikke, at bussen kommer på det tidspunkt, det er rent tilfældigt. Var bussen kommet fem minutter senere, havde drengene ikke været der, og så havde episoden aldrig fundet sted, siger skolelederen.

Lars Aagaard Nielsen betragter i dag sagen som afsluttet og har derfor ikke offentligt - for eksempel i påskebrevet til alle skolens forældre - markeret skolens afstandtagen til hændelsen.

- Drengene meldte sig meget hurtigt efter episoden, og ingen talte udenom. De foreslog selv at gå over at sige undskyld til vores gæster og beklagede og gik i dialog med lærerne fra vores gæster. Alt dette og de efterfølgende sanktioner, orientering af forældre til skolens ældste elever, bestyrelse, skolechef, dialog med grænseforeningen, forældrenes opbakning af sanktionerne med mere gjorde, at vi afsluttede en sag, som skete på baggrund af en ubetænksom hændelse, som drengene angrede efterfølgende. Jeg ønskede ikke, at de skulle udstilles yderligere og mener sagen har fået den opmærksomhed som den fortjente, siger han.

Skole-drenge heilede mod tyske elever - flov skoleleder beklager

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce