Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Cykelsti i Smidstrup er landet imellem to stole

Smidstrup-Skærup Lokalråd har indsamlet 200.000 kroner ind til at anlægge halvdelen af en sti imellem Smidstrup og spejderhytten på Klattrupvej. Men finansieringen af den anden halvdel er strandet i det politiske system. Arkivfoto: Benny F. Nielsen

Cykelsti i Smidstrup er landet imellem to stole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokale i Smidstrup har samlet 200.000 kroner ind til en cykelsti fra Smidstrup til spejderhytten på Klattrupvej, men projektet står stille, da der er forvirring udvalgene imellem, om cykelstien kan støttes økonomisk.

Smidstrup: En sikker sti imellem Smidstrup og spejderhytten på Klattrupvej er så stort et ønske fra lokalbefolkningen, at man selv er kommet til lommerne. 200.000 kroner er blevet indsamlet fra firmaer, foreninger og private over de sidste par år, nok til at bygge omkring halvdelen af stien. For at få anlagt den sidste del, har Smidstrup-Skærup Lokalråd ansøgt udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati, ULN, om de resterende 261.077 kroner. Men sagen er nu strandet i en diskussion om asfaltering og stibetegnelser.

- Det er dybt frustrerende. Som lokalsamfund har vi handlet og indsamlet en stor pose penge til det her projekt. Nu beder vi kommunen om hjælp til det sidste stykke, men det hele står stille, fordi man ikke kan blive enige om, hvorvidt det er en rekreativ sti eller en cykelsti. For min skyld må de kalde det, hvad de vil, bare vi kan komme i gang, siger Henrik Jensen, formand for Smidstrup-Skærup Lokalråd.

Udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati sendte nemlig sagen videre til teknisk udvalg, som behandlede den på sit seneste møde. Ansøgningen til udvalgets udviklingspulje blev afslået, fordi udvalget ikke mener, at stien er en cykelsti, hvis den ikke er asfalteret.

- Det er en sti, som skal belægges med grus og stenmel. Og så er der tale om en rekreativ sti, som folk vil bruge til at gå på. Og det har vi simpelthen ikke penge til i udvalget. Hvis vejen blev asfalteret og det dermed var en decideret cykelsti, så var det en anden sag, siger Peder Hummelmose (V), formand for teknisk udvalg.

Års arbejde er spildt - 600 meter sti bliver ikke til noget
Nu beder vi kommunen om hjælp til det sidste stykke, men det hele står stille, fordi man ikke kan blive enige om, om det er en rekreativ sti eller en cykelsti. For min skyld må de kalde det, hvad de vil, bare vi kan komme i gang.
Henrik Jensen, lokalrådsformand

Sikker sti for børnene

Stien fra Smidstrup til Klattrup skal bruges af en bred vifte af lokale, hvis færden normalt foregår på Klattrupvej. Skolebørn der skal til og fra Klattrup til Smidstrup-Skærup Skole, løbeklubben, spejdere der skal til og fra spejderhytten, der ligger midt imellem de to byer, børnehaven, der skal gå til og fra spejderhytten, samt borgere på gåtur i naturen. Og det er netop variationen, som er et problem, når stien skal anlægges. Teknisk udvalg støtter kun anlæggelsen af cykelstier, imens ULN kun støtter anlæggelsen af rekreative stier. Dermed lægger sagen sig midt imellem to stole.

- Vi bliver nødt til at diskutere i ULN, hvad der nu skal ske med den her sag. Den er jo havnet midt imellem to stole, for vi tidligere har afvist ansøgninger der mindede om den her. Så hvor den ender, tør jeg ikke spå om, siger Leif Skov (S), næstformand for udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati.

Efter en proces på to år føler lokalrådsformanden, at kommunen slet ikke er interesseret i, at der anlægges en sti.

- Borgmesteren har jo selv opfordret til, at man fra kommunens side skal støtte lokaleinitiativer. Vi har finansieringen, vi har de frivillige stående klar til at lave arbejdet. Nu beder vi bare om en håndsrækning til det sidste stykke. Nu må politikerne altså se at komme i gang, siger Henrik Jensen.