Det skal ikke rives ned - men noget kan gøres

Charlotte Munk og Diana Lovring i det, der er Børkops gågade. Et gågademiljø der kunne gøres mere attraktivt, eksempelvis ved at fjerne de udhæng, som ses foran alle butikker. Udhængene signalerer nemlig lukkethed, forklarer de to kvinder, der har lavet nogle forslag til, hvad kan gøres. Foto: Jørgen Flindt

Det skal ikke rives ned - men noget kan gøres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Charlotte Munk og Diana Lovring er vant til at arbejde med værdien af signaler. De synes, at Ny Boder i Børkop signalerer lukkethed. Derfor kommer de nu med forslag til, hvordan det kan åbnes mere op.

Børkop: - Rigtig mange siger, at Ny Boder bare burde rives ned, og så skal der bygges noget nyt op i stedet. Men det er ikke muligt, uden at millionerne løber løbsk. Men hvad kan man så gøre? Det har vi gjort tanker omkring. Man kan kalde det drømme, som er blevet til forslag, lyder det fra Diana Lovring og Charlotte Munk.

De to kvinders tilgang til Børkop er forskellige. Hvor Charlotte selv har boet i byen i mange år, og selv har en forretning i gågademiljøet Ny Boder, er Diana tilflytter til området.

Diana Lovring er fotograf og grafisk designer, og hun er derfor vant til at arbejde med signalværdi, og hun kan godt se, at Ny Boder ikke ligefrem er det, der lokker nye borgere til byen.

- Det er altid et spørgsmål om, hvilke signaler et sted giver. Gågaden i Børkop signalerer lukkethed, og den mangler den der varme og venlighed, som giver en lyst til, at der skal jeg bare hen, siger hun og fortsætter:

- Børkop har mange tilflyttere, og mange af dem har en fortid i de store byer, og de vil gerne mødes af lidt af den stemning, de kom fra. I Børkop er der en gågade, men her er ikke en gågadestemning. Personligt synes jeg, der mangler en stor café, men det kunne være så mange andre ting, siger hun.

Og når man nu må drømme, er en stor drøm, at halvtagene foran butikkerne fjernes.

- De halvtag er der jo hele tiden, og de signalerer lukkethed. I stedet burde der være markiser, for de signalerer åbenhed. Markiser er jo kun slået ud, når butikken er åben. Desuden vil nogle lækre borde og bænke samt blomster kunne gøre meget ved gågadens udtryk, siger hun.

Skiltning, åbningstider med videre
Diana Lovring og Charlotte Munk har kigget på andre områder, som kunne være med til at skabe mere miljø i Børkops gågade.

Deriblandt skiltningen, som kunne gøres mere ensartet og indbydende.

Desuden kan mere ensartet åbningstider være en hjælp. Som det er nu, har butikkerne meget forskellige åbningstider, hvilket gør det svært for kunderne.

Ny Boder vender desuden ryggen mod resten af byen. En mulighed kunne være at åbne op ud mod parkeringspladsen ved Søndergade. Som det er nu ser man bagenderne af butikkerne, men hvis butikkerne der kunne være åbne begge veje, vil det signalere en åbenhed ud mod resten af byen.
Sådan kunne torvet se ud. Grøn og med små stier. Illustration: Diana Lovring og Charlotte Sommer
Sådan kunne torvet se ud. Grøn og med små stier. Illustration: Diana Lovring og Charlotte Sommer

Samle tingene

Charlotte Munk er enig i, at der bør ske noget, hvis gågaden skal signalere mere åbenhed. Hun er selv formand for handelsstandsforeningen og har butikken Nostalgi Living, men det er som privatperson og som indehaver af en grafisk virksomhed, at hun udtaler sig.

- Det var en idé, der opstod i BID Børkop samarbejdet (et samarbejde mellem foreninger, råd og forretninger, red), og den idé gik vi videre med. Det er jo bare, hvad det er. Nogle tanker Diana og jeg har gjort os. Men vi har prøvet på at gøre det på en måde, der er realistisk, hvis viljen og sammenholdet er til det. Og vi er ikke i tvivl om, at nok er det en drøm, men det er en drøm, som vil kunne løfte stedet meget, siger Charlotte Munk.

Blandt de ting, som de to grafiske kvinder har kigget på, er fordelingen i Ny Boder. Her forestiller de sig, at man kunne dele tingene mere op, så butikkerne ligger på den ene side af vejen, mens tandlæger, frisører og den slags "ikke butikker" ligger på den anden side. Det kan også være i hver sin ende af gågademiljøet.

- Der er ikke nok butikker til at fylde det hele ud, men hvis man gør det på en anden måde end nu, vil det give Ny Boder et mere samlende indtryk, siger hun.

Grønt torv

En ting de to kvinder også har gjort sig tanker om, er det store torv i Ny Boder.

- Det må gerne være mere grønt, og om vinteren kunne der være en skøjtebane. Desuden leger vi med tanken om, at hvis nu de flade bygninger i den tidligere Danske Bank helt blev fjernet, vil det åbne torvet meget mere op over mod banegården. Det skal ikke være selve bygningen, men tilbygningerne, for de gør ikke noget godt for skønheden, og hvis de ikke var der, vil det give helt nye muligheder, siger Charlotte Munk.

- Vi ved godt, at alt det her ikke bare sådan lige at gøre, for der er mange parter, som skal arbejdes sammen om det. Men uden drømme sker der ingenting. Nu giver vi i hvert fald nogle bud, siger Diana Lovring.

Det skal ikke rives ned - men noget kan gøres

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce