Lokalt cykelfirma i medvind: Sælger både til Brasilien og Børkop

Hans Peter Knudsen har været i Børkop-virksomheden siden 1998. Foto: Aske Visser Ottosen

Lokalt cykelfirma i medvind: Sælger både til Brasilien og Børkop

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2018 var endnu et godt år for Børkop Cykler, der på trods af salg til både danske og udenlandske cykelentusiaster ikke vil glemme de lokale kunder, som skal have en normal cykel til hverdagsbrug.

Børkop: I disse dage har interessen for cykelsport højst sandsynligt nået sit årlige højdepunkt. Tour de France har været i gang hele måneden, og har samlet tusindvis af danskere foran tv-skærmene.

Men for de personer der går op i cykling, er interessen høj det meste af året, og det mærker Børkop Cykler meget til. Det netop offentliggjorte årsregnskab for 2018 vidner også tydeligt om en virksomhed, som - ja, lad os bruge en kliché - har medvind på cykelstien.

Inden for den seneste uge har jeg solgt cykler til Singapore, Norge, Sverige og Tyskland.
Hans Peter Knudsen, Børkop Cykler
Børkop Cyklers historie:
I 1928 bliver Børkop Cykelforretning etableret af Christian Thune.Til trods for navnet bliver der både arbejdet med biler, knallerter og cykler i begyndelsen.

I 1973 skifter forretningen ejer for første gang. Indtil 1992 er der tre forskellige, der har forretningen mellem deres hænder, inden Lars Knudsen overtager.

I 1997 bliver pladsen trang, og Børkop Cykler flytter fra Vestergade 7 til Vestergade 17 i Børkop.

Lars Knudsens søn, Hans Peter Knudsen, bliver ansat i firmaet i 1998. I dag er han øverste chef i virksomheden, mens Lars Knudsen står for regnskaber og lønninger.
Der er fyldt godt op med jernheste i Børkop Cyklers lokaler på Vestergade. Og de har mange flere på lager, der ikke er plads til. Foto: Aske Visser Ottosen
Der er fyldt godt op med jernheste i Børkop Cyklers lokaler på Vestergade. Og de har mange flere på lager, der ikke er plads til. Foto: Aske Visser Ottosen

Fra trehjulet til racercykler

Hans Peter Knudsen er øverste chef hos Børkop Cykler, efter at han for en del år siden overtog mere af ansvaret for den daglige drift fra sin far, Lars Knudsen. Han ser positivt på Børkop Cyklers 2018, som han mener, har været endnu et godt år i rækken.

- Jeg tror ikke, at vi skal klage over de sidste mange år. Det har været ganske fornuftigt, lyder det med jysk besindighed fra ham.

I det seneste regnskabsår er overskuddet i virksomheden firedoblet. Hans Peter Knudsen peger blandt andet på, at en af årsagerne til at det igen er gået godt for virksomheden, er, at de har fået mere styr på de ting, de har gang i, og samtidig har fået sorteret nogle af de ting fra, der ikke kunne tjenes penge på.

Selvom Børkop Cykler som de fleste virksomheder har konkurrenter at bokse med, så mener Hans Peter Knudsen, at de ligger godt i svinget og har et navn, folk kender - især hos sportscyklister.

- Det der også er vores fordel, er, at vi har alt lige fra en trehjulet cykel til elcykler og racercykler. Vi har alting, forklarer han og tilføjer:

- Det, vi taber det ene sted, kan vi vinde det andet sted.

På trods af at Hans Peter Knudsen primært ser fordele ved at have et bredt udvalg af cykler i butikken, kan der også være ulemper. Som ansat i Børkop Cykler skal man have styr på kendskabet til de mange cykler, og hvad der følger med af specielle funktioner og reservedele.

- Jeg har jo så mange brands, og mine folk skal kende til dem alle. Det kræver fandme nogle dygtige folk, siger han.

Eksotiske kunder

Mens det i mange brancher gradvist peger mere og mere mod internethandel, så er det lidt anderledes, når det drejer sig om cykler.

Selvfølgelig har Børkop Cykler også en webshop, hvor de endda har tre faste mand ansat, men når det drejer sig om at finde den rette cykel, så vil folk hellere ind i butikken.

- De kommer, og bruger en halv til en hel time herinde, hvor de bare går og kigger, og så køber de en cykel, forklarer Hans Peter Knudsen.

På trods af at mange kunder tropper fysisk op i butikken, så er der også en del kunder på webshoppen, og der bliver også lagt store kræfter i at få den til at køre og være opdateret hele tiden.

- Udgiften ved at have en webshop er stor, hvis du gerne vil være med. Og det vil vi, understreger han.

Mens de kunder, der handler fysisk i butikken, ofte er danskere, så er det helt naturligt de udenlandske, der handler via webshoppen.

- Inden for den seneste uge har jeg solgt cykler til Singapore, Norge, Sverige og Tyskland, fortæller Hans Peter Knudsen, der tidligere også har solgt cykler til folk i Dubai og Brasilien.

Selvom det er mange år siden, at Børkop Cyklers kundegrundlag kun var folk fra Børkop og omegn, så er det vigtigt for virksomheden, at man ikke glemmer "hverdagskunderne".

- Vores største fokusområde er i øjeblikket hverdagskunderne. Det er for eksempel ham, der skal pendle til Vejle, ham med tre børn, som skal have tre børnecykler og fru Hansen længere nede ad gaden, der skal have en med kurv på, siger Hans Peter Knudsen.

Lokalt cykelfirma i medvind: Sælger både til Brasilien og Børkop

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce