Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en prut på flaske

Søren Uhre Christensen er ny leder af institutionen Krystallen i Børkop. Hver frdag fortæller han historier fra sit eget hoved. Og ungerne følger levende med. Foto: Mette Mørk

Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en prut på flaske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Børnehuset Krystallen har fået en ny leder, Søren Uhre Christensen. Hver fredag åbner han op for historierne om trolden Pulifu, havheksen og de andre i en magisk verden. En verden han selv finder på.

Børkop: - Det var en dejlig dag ude i den store, mørke troldeskov, siger Søren Uhre Christensen ud til forsamlingen.

Og den forsamling lytter med. Små 100 børn i Børnehuset Krystallen er klar til at få en historie. Den får de med stor indlevelse. Søren fortæller om trolden Pulifu, der vågner til en dag, hvor troldemor, Pulifylde, beder ham om at tage et bad. For det gør mennesker, og nu skal Pulifu det også.

- Åh nej, trolde skal jo ikke lugte af renhed. Trolde skal lugte af trolde, tænker Pulifu, og historien er i gang.

Søren Uhre Christensen
Søren Uhre Christensen er ny leder hos Børnehuset Krystallen.Han er 54 år, bor på Uhrhøj i Vejle sammen med Hanne. De har tre voksne børn og seks børnebørn.

Han har gennem mange år været leder. Gennem mange år var han institutionsleder i Kollerupområdet ved Jelling. Blandt andet for SFO'en på Kollerup Skole. Han har været ligeledes været leder for en daginstitution i Bredsten/Gadbjerg.

1. marts havde han første arbejdsdag i Krystallen, hvor han er leder for et hus med 140 børn og 31 ansatte.
Både små og store lytter intenst med.  Foto: Mette Mørk
Både små og store lytter intenst med. Foto: Mette Mørk

Inde i hovedet

Søren Uhre Christensen er historiefortæller.

- Det har jeg vist altid været. Vi har alle vore spidskompetencer. Jeg er ikke så kreativ eller musikalsk, men jeg har en god fantasi, og jeg elsker at fortælle historier, forklarer han før historiefortællingen.

Den finder sted hver fredag. Denne ene gang om ugen samles børnene til sang, og bagefter fortæller Søren historier.

- Det er altid om troldeverdenen. Der er meget genkendelse i det, men der er også altid nogle overraskelser i form af udbrud. Det skal der være, og børnene ved, at de kommer, men de hopper altid, når jeg lige pludselig laver noget vildt, siger han og griner.

Søren Uhre Christensen fortæller levende, og det bliver også lidt farligt. Men i hans troldeverden bliver det også altid godt igen. Foto: Mette Mørk
Søren Uhre Christensen fortæller levende, og det bliver også lidt farligt. Men i hans troldeverden bliver det også altid godt igen. Foto: Mette Mørk

Prut på flaske

Undervejs i fortællingen bygges op til drama. Pulifu har nemlig snydt sig vej helt ind til den dejlige troldeprinsesse, og hun er begyndt at lugte, og det er Havheksen, som står bag, så vores troldehelt må over havet og rede trådene ud.

Det bliver en fantastik rejse med en ny figur, Kaptajn Prut, der har en prut på flaske.

- Den må du godt få Pulifu, for man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en prut på flaske, siger Kaptajn Prut, og ungerne griner.

Undervejs snakker Havheksen med fistelstemme, og hun bruger regnorme-tandpasta for at få dårlig ånde, og hun er sur, for hun har den ondeste af alle onde dage.

- Jeg bruger altid de samme figurer, for så er der en masse genkendelse i. Havheksen står altid bag alt ondskab, og troldemor ønsker altid, at Pulifu skal lave nogle kedelige ting, som at tage et bad eller også må han ikke længere må lege ude og den slags. Troldemor minder nok meget om os pædagoger og forældrene derhjemme. Vi siger jo altid sådan nogle kedelige og praktiske ting, siger Søren.

Denne fredag ender historien lykkeligt. Som sædvanligt.

- Jeg griber fat i følelser, børnene kan forholde sig til. Lugte, smage og den slags. Det er aldrig store emner som eksempelvis angst eller sådan. Det skal være noget simpelt, alle børn kan forholde sig til. Ok, de mindste vuggestuebørn forstår nok ikke noget som helst, men de skal også være med. Der er både noget fællesskabsfølelse i det, og så er historie fortælling med til at øge deres sprog og kropsudtryk, forklarer Søren Uhre Christensen.

Der lyttes intenst. Foto: Mette Mørk
Der lyttes intenst. Foto: Mette Mørk

Ikke en bog

Selv er han nok en historiefortæller, men ikke på skrift.

- Mange har spurgt, om jeg ikke vil skrive en bog med historierne, men nej. Jeg kan godt lide bøger, også at læse op fra dem, men jeg er ikke så god til selv at skrive dem. Jeg bedre til at improvisere. Mine historier skabes til herinde, siger han og peger på sin pande.

Pulifu slipper for bad, og han bliver lagt i seng. På fredag vågner han atter til en ny dag med nye eventyr.

Ungerne er med i historien. Foto: Mette Mørk
Ungerne er med i historien. Foto: Mette Mørk
Sådan ser det ud. En prut i en flaske. Foto: Mette Mørk
Sådan ser det ud. En prut i en flaske. Foto: Mette Mørk
William, Marius, Annette Winther og Aya lytter opmærksomt, selvom de stadig er for små til helt at følge trolden Polifu. Foto: Mette Mørk
William, Marius, Annette Winther og Aya lytter opmærksomt, selvom de stadig er for små til helt at følge trolden Polifu. Foto: Mette Mørk
Søren Uhre Christensen er ny leder af institutionen Krystallen i Børkop. Hver fredag morgen fortæller han historier fra sit eget hoved. Foto: Mette Mørk
Søren Uhre Christensen er ny leder af institutionen Krystallen i Børkop. Hver fredag morgen fortæller han historier fra sit eget hoved. Foto: Mette Mørk

Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for en prut på flaske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce