Tour de Børkop - fra fjord til fjord

Ved Mørkholt Hagen ligger to campingpladser, der har hver deres meget forskellige fortid. Foto: Jørgen Flindt

Tour de Børkop - fra fjord til fjord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sidste etape af den lille tur rundt i Børkopområdet går fra en by, der lægger navn til en fjord, til campingpladserne ved en anden fjord.

Rands: Der er stille i Rands. Og dog. En ko gør det, køer er så gode til. Den siger muh.

Det bliver startskuddet til min tur, der starter i den lille landsby Rands. Her er ikke så voldsomt meget by, men alligevel kender de fleste Rands, for byen lægger navn til den fjord, der egentligt er en sø. Men oprindeligt var en fjord.

Det er forvirrende, men den er god nok. Rands Fjord blev spærret af med en sluse tilbage i 1866, og det salte vand i den 180 hektarer store sø er siden blevet fersk.

Jeg er også fersk i mit tråd ud af byen. Medvinden puffer blidt til mig, og snart er jeg henne ved den store planteskole, hvor nogle mænd er igang med at plante nogle små ting i jorden. De sidder på nogle store traktorer, som kører ufatteligt langsomt.

Tour de Børkop
Tour de Børkop er en lille minirejse rundt i tidligere Børkop Kommune.

For to år siden, da lokalredaktør Jørgen Flindt var nystartet i sit job, tog han på cykel rundt i sit nye område.

Men ikke alle veje blev besøgt, og siden er meget jo også sket, så nu er han på en lille opfølgning.

Første etape var Klattrup til Håstrup.

Anden etape var fra Smidstrup til Børkop.

Tredje etape var fra Børkop til Brejning.

Fjerde etape var fra Andkær til Sellerup Strand.
Modsat Tour de France er det så som så med tilskuere på Tour de Børkop. Men her ved Gårslev er der da nogle. Foto: Jørgen Flindt
Modsat Tour de France er det så som så med tilskuere på Tour de Børkop. Men her ved Gårslev er der da nogle. Foto: Jørgen Flindt

Gårslev byder indenfor

Jeg har omvendt fart på, og jeg krydser motortrafikvejen, og Gårslev Kirke er mit pejlemærke. Kirken er fra 1100-tallet, så den må have været et pejlemærke i mange år. Også for dem, der sejler på fjorden.

Jeg cykler gennem byen, der, ganske som Rands, virker stille. Gårslev er dog noget større. Med 1000 indbyggere er den den tredjestørste by i tidligere Børkop Kommune.

Jeg krydser det, der skal blive til et bytorv. Det er ved Dagli'Brugsen, hvor en mand er ved at tanke sin bil, mens jeg kører videre hen til en vejbod, hvor man ikke længere kan købe ærter og jordbær. Nu kan man kun købe kartofler. Hmm, sommeren går den forkerte vej.

Men jeg kører den rigtige vej, for jeg svinger hårdt til venstre, og turen hen mod Mørkholt går ind i sin sidste fase.

Hvor det er sommerferie for nogen, er det plantesæson for andre. Her ved Johansens Planteskole nær Rands. Foto: Jørgen Flindt
Hvor det er sommerferie for nogen, er det plantesæson for andre. Her ved Johansens Planteskole nær Rands. Foto: Jørgen Flindt

Lille Afrika

Det er langbrugsland, jeg kører gennem. Og brudekjoleland, for der ligger en virksomhed, som sælger brudekjoler. Jeg kommer også forbi en flok nysgerrige køer og en stor køkkenhave, inden skiltet ned mod Vognkær Enge passeres. Det er dernede, at man finder Lille Afrika. Det er simpelthen et genialt navn, men man møder vist ingen elefanter og gnuer dernede. Allerhøjest en trækfugl eller to, der har overvintret på savannen engang.

Lille Afrika fik sit kælenavn, fordi dem, der passede køer derude på yderste forpost, i deres kækhed syntes, det lå så langt væk som Afrika.

Men jeg skal ikke til Afrika. Min Tour de Børkop slutter ved campingpladserne ved Mørkholt Hagen. Her ligger to campingpladser, der er næsten lige gamle. Næsten lige store. Men med vidt forskellig forhistorie.

Den ene blev oprettet af Indre Mission, den anden af slagteriarbejderne i Vejle. Det er meget fredeligt nu, men engang gik man bestemt ikke over bækken til hinanden.

Jeg krydser vist ingen bæk. Men turen slutter med et kig ud over feriegæsterne. Solen skinner. Tour de Børkop er slut. Tid til at lokalredaktøren også holder ferie.

Sommeren er mere på hæld end godt er. Der er nu kun kartofler i vejboden i Gårslev.
Sommeren er mere på hæld end godt er. Der er nu kun kartofler i vejboden i Gårslev.

Tour de Børkop - fra fjord til fjord

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce