Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Haven: Blakket ry og vidunderlig blomst

Rynket rose Rosa rugosa sætter smukke og smagfulde hyben i august til september, men rosen breder sig voldsomt og optræder på bekæmpelseslisten over invasive arter.

Haven: Blakket ry og vidunderlig blomst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hybenrosen blev plantet af uvidenhed, men den får lov til at blive, selv om den er invasiv

Morgenerne er fine for tiden. Septembers spindelvævstråde hæftes sirligt på stilke og blomster og agerer tørresnore for daggryets dugdråber. Mosekonen brygger, og disen bølger hen over haven, imens marken står i damp. Sensommer tilsat begyndende efterår rummer det mest eventyrlige og intense perspektiv.

Vi er midt i min yndlingsmåned, og de store høstmaskiner har kørt hvileløst rundt på de allerbedste dage uden regn. Vejrets lunefuldhed skubber til, at der skal hænges i for at bringe afgrøderne i hus.

Travlhed med afgrøder rammer også haven, selv om vi ikke bør betragte os selv som værende tilnærmelsesvis i landmandens sko med stress i en almindelig køkkenhave. Men der er meget. I hegnet modner brombærrene til store, funklende sorte vitaminbomber. Efterårshindbærrene tager farve, og tomater, rødbeder, ærter og bønner - for blot at nævne et lille hjørne af det, jeg dyrker - bæres til køkkenbordet, og overskuddet gemmes.

Tip
Rosa rugosa eller rynket rose er en historisk rose, som stammer fra Nordkina og Japan. Man mener, at rynket rose Rosa rugosa kom fra Østen til Europa for omkring 200 år siden, rosenkyndige fører den mere præcist tilbage til 1780. Rosen er en særlig hårdfør type.September er årets bedste plantemåned. Bruger du denne måned til at plante roser, vil flere roser på planteskolen stadig stå i blomst og give et godt indtryk af det endelige resultat.

Pluk flittigt dine bønner, så giver planterne et godt afkast længe endnu.

Pluk brombær. Der er mange i år, og de er fantastiske; store flotte bær.

På Det Fynske Folkemøde forrige lørdag var det meget dejligt at møde læsere af haveklummen, og jeg fik blandt andet følgende spørgsmål: "Hvilken cherrytomat er den mest smagfulde?" Svaret er uden tvivl den lille orange, søde sukkerknald med tilpas syrlighed: "Sungold". Planterne er sunde, og jeg høster mange sungold-tomater lige nu. "Sungold" er en hybrid, men flere haveejere rapporterer om, at netop "Sungold" på trods af, at det er en hybrid, giver et fint resultat, hvis man tager frø af de hjemmeavlede frugter og dyrker dem videre.

Overbalance

Bønnerne giver godt i år på trods af planternes hang til varme, som har manglet mere end normalt. Men bønnestativerne belastes alligevel af en ekstremt frodig bladmasse, og jeg måtte i hast stabilisere rækken af klatrebønner, som vajede frem og tilbage ved den mindste brise. I stille vejr valgte stativet at hænge pænt bagoverbøjet, imens mareridtet tonede frem: Ville hele herligheden vælte?

Det plejer ikke at være nødvendigt med afstivning af bønnestativerne. Masser af væde og en godt gødet jord har imidlertid forårsaget den eksplosive vækst, og linder man på bladenes trængsel, er der myriader af små bønner, blomster og jomfruelige knopper, som sikrer langstrakt høst.

Friskplukkede, kogte bønner er en delikatesse, men hvor mange der end er, må det ikke friste til at spise bønner som råkost. Rå eller halvrå havebønner kan fremkalde forgiftning på grund af lektiner - derfor skal bønnerne koges møre, før de ender på tallerkenen.

 

Med eller uden hyben

I det vilde hjørne af haven har jeg haft travlt med at plukke hyben. Hybenroserne blev plantet af vanvare eller i uvidenhed, dengang vi kom til skovløberhuset. Det er nemlig rynket rose af den invasive slags. Men på trods af rosens aggressive tendenser og notering på den sorte bekæmpelsesliste er jeg betaget af de store, smukke, orange sensommer- og efterårshyben, som ovenikøbet smager vidunderligt. Jeg sylter dem eller tilbereder dem til hybensuppe. 

Hybenrose, rynket rose Rosa rugosa er ofte sat i naturprægede beplantninger, og den er almindelig ved strandklitter og på sommerhusgrunde, hvor man flere steder tager kampen op. Hybenroserne bliver fjernet, og man planter mere fredelige vækster i stedet for. 

Jeg beholder mine hybenroser, men selvfølgelig er det slut med at plante flere af den invasive slags. Rynket rose Rosa rugosa besidder imidlertid en livskraft og hårdførhed, som også ligger i generne på hybrider fra rosa-rugosagruppen. Disse hybrider har ikke tendens til at brede sig, og de er gode haveplanter. En af de smukkeste er rynket rose Rosa rugosa-hybrida "Martin Frobisher", som ikke sætter hyben, og derfor ikke sår sig selv.

Knopperne på "Martin Frobisher" er kønne og folder sig ud til en fyldt rose, der changerer i lysrosa til mere mættet rosa. Duften er middelstærk, og busken bliver mellemstor, hvilket vil sige 1,5 til 2 meter høj. Rosa rugosa-hybrida "Martin Frobisher" er en canadisk rose frembragt i 1968, der blomstrer kontinuerligt sommeren over, og den er sund og ovenikøbet noget skyggetålende.

SENESTE NYT