Haven: Genanvendelse i sommervarmen

Mynte er en livskraftig vækst, som man kan høste meget af i løbet af sommeren. Hvis mynten har mistet kraft i august, klippes den ned, hvorefter nye friske skud fremkommer. Foto: Birgitte Hasholt

Haven: Genanvendelse i sommervarmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sommerheden har taget på vandressourcerne i haven.

Den kvælende hede har tvunget udsagn om, at græsset ikke dør i tørken, i knæ. Jeg tror nu, at græsplænen kan gå ud; ikke blot af sit gode skind, men visne helt ned i rødderne. Gult er med andre ord ikke for meget sagt om grønsværen, i skrivende stund dog med en lille variation over tørketemaet: Den lavtliggende del af min have trækker en tydelig skillelinje. Her klarer alt sig bedre end på resten af arealet, hvilket er en pil i retning af, at små marginaler kan gøre en forskel i ekstreme situationer.

SÅDAN GØR DU
Spar på vandet. Genanvend alt det vand, du kan. Vi genanvender vandet, som vi har brugt til børn eller husdyrs bad i haven. Vandet bliver brugt til at vande blomsterbedene med.Opsaml også det vand, som du skyller bær eller grøntsager i, og vandet fra kogte grøntsager. Det er glimrende at vande planter i krukker med.

Hvis du sætter haveslangen til, så gør det med alvorlig omtanke. Vand så lidt som muligt og vand hen under aften, når fordampningen er mindre, og vand da godt igennem.

I drivhuset har jeg også eksperimenteret med minimal vanding denne sommer. Tomater, agurk, chili, basilikum og tomatillo vokser i krukker i mit drivhus. Drivhuset er kun skygget af solsikker og solbærbuske, der gror udenfor, jeg har ikke blændet drivhusruderne med skyggepasta, så der er meget varmt. Men på trods af kvælende hede og dyrkning i krukker, som tørrer hurtigt ud, har grundig vanding én gang om dagen været nok. Husk også at sørge for, at planterne er vedligeholdt med gødning. Vækster i god kondition er stærkere og klarer sig generelt bedre - også hvis de når at tørre ud imellem vanding.
Gammelt møder nyt ved teenagerens sommerdukkert i en zinkbalje, der måske er fra 1950´erne. Foto: Birgitte Hasholt
Gammelt møder nyt ved teenagerens sommerdukkert i en zinkbalje, der måske er fra 1950´erne. Foto: Birgitte Hasholt

Hedebølger

Planterne er selvfølgelig dét, som en regnhungrende haveejer først tænker på, men dyrene lider også under mangel på vand. Jeg vil tro, at de står op, før morgenen får magt, i håb om at kunne drikke lidt dug. Og indimellem har dyrene virket underlige, nærmest konfuse. Fuglene er mit bedste eksempel. En lille sangfugl svirrede i luften i varmedisen og var ikke vaks nok på vingerne til at komme væk fra bilen, så fuglen klaskede ind i ruden i total mangel på retningssans. En anden oplevelse, som jeg ligeledes havde i bil, var i de sene timer på vej hjem fra gode venner. Vejen var øde, og gadelygterne sendte et kærkomment køligt lys ud i sommernatten. Pludselig kastede en stor ugle sig mod bilen i et pludseligt angreb. Der blev blændet op for et inferno af grå, flødefarvede og brunmelerede fjer i billygternes skær, men heldigvis kunne jeg nå at rykke i rattet og undgå at ramme uglen. Den gik ikke til, men kunne flyve videre. En lettelse.

Hjemme i min have er dyrene bedre hjulpet med hensyn til at finde vand. Et lavt fuglebad sørger for væske til bier og mariehøns, et dybere fuglebad tilbyder fuglene en tår over tørsten, og min andeflok dypper sig i en stor zinkbalje fyldt til randen med vand. Vi har konstrueret en trappe, så ænderne kan komme op i zinkbaljen, og ligeledes en indvendig trappe, så ænderne kan komme ud af zinkbaljen, der har høje sider. Alligevel er det mest løbeænderne, som er adrætte nok til at steppe hele vejen op ad trappen og ligeledes komme ud af baljen igen. Landænderne er tunge og kluntede i deres forsøg på at nå til tops, og de har desuden en smule svært ved at komme op af badet. Derfor strækker de hals og når vandet stående på jorden, medens de slanke løbeænder lystigt svømmer.

FIRE GODE URTER TIL "INFUSED WATER"
Mynte Mentha har en skøn frisk smag og er særdeles velegnet til kanden med vand. Mynte er dekorativ, og planten har virushæmmende og antiseptisk effekt. Husk at polejmynte Mentha pulegium er giftig, den skal man hverken spise eller drikke, men den kan afskrække lopper, myg og bladlus.Rosmarin Rosmarinus officinalis giver vandet en god krydret smag. Rosmarin er antiseptisk, og det siges, at planten hjælper på hukommelsen.

Timian har det latinske navn Thymus, som betyder kraft. Timian indeholder den æteriske olie thymol, som giver timianplanten kraftig smag og duft. Thymol har antiseptisk effekt.

Citron aloysia Aloysia citrodora også kaldet citronverbena har en lækker citronsmag. Planten dufter desuden utrolig intenst og dejligt af citrus. Planten har antiseptisk effekt og virker fordøjelsesfremmende.

Udover urter er agurk og citron godt i "Infused water". Agurk kan tilsættes i skiver, eller man kan frembringe lange strimler med en kartoffelskræller. Citron tilsætter jeg i skiver uden skræl. Man kan også tilsætte friske bær fra haven.

Urter, citronskiver og agurk i "Infused water" er holdbart i tre dage ved opbevaring i køleskabet. Når man har hældt op i sit glas, fyldes tilsvarende mængde koldt vand fra hanen i kanden, og den sættes i køleskabet igen.
Akeleje står lige nu med tørre frøstande og modne frø. Jeg vil gerne mangfoldigøre ?Pink petticoat?, derfor høster jeg frøene, så der kan komme flere af den skønne romantiske akeleje andre steder i haven. Foto: Birgitte Hasholt
Akeleje står lige nu med tørre frøstande og modne frø. Jeg vil gerne mangfoldigøre ?Pink petticoat?, derfor høster jeg frøene, så der kan komme flere af den skønne romantiske akeleje andre steder i haven. Foto: Birgitte Hasholt

Fra tid til anden

De gamle zinkbaljer er pittoresk genanvendelse. Jeg finder en god én engang imellem og samler på zinkbeholdere, fordi de ud over at være pæne er praktiske. De største zinkvaskebaljer har mine børn haft meget glæde af. Da børnene var små, pjaskede de med vand i baljerne på varme sommerdage, og som teenagere har de indimellem ved rasende hedebølge fyldt lækkert kølende vand i en zinkbalje og slappet af deri. Ren wellness.

Men genanvendelse handler ikke kun om, at zinkbaljerne er genbrug. Vandet, som vi lige nu har hårdt brug for, bliver også genanvendt. Når en zinkbalje tømmes til fordel for frisk vand, genanvender vi det snavsede vand i haven. Roserne trænger gevaldigt til at blive vandet, nogle sommerblomster hænger med hovedet, og mine høstfloks, der plejer at være eventyrlige, når markerne mejes, er på nippet til at tabe pusten på grund af varme og manglende regn.

DET KAN DU GØRE NU
Saml de blanke sorte frø af tørre akelejefrøstande. Frøstandene er modne, når de springer op om sommeren. Det er nemmest at så frøene i bedene med det samme og dække med et tyndt lag jord, men man kan også styre processen og så i potter, der vandes flittigt, så jorden ikke tørrer ud omkring de nysåede frø på meget varme dage. Man kan også gemme frøene til næste forår. Første år danner akeleje blade, året efter blomster.Pluk flittigt af dine sommerblomster, så de bliver ved med at sætte blomster indtil efteråret. I sommertiden skal der med andre ord ikke spares på buketter.

Klip timian ned efter blomstring, så når den at sætte en ny omgang lækre friske skud inden vinter.
?Infused water? er køleskabskoldt postevand med for eksempel frisk mynte, citron og agurk høvlet i lange baner med en kartoffelskræller. Foto: Birgitte Hasholt
?Infused water? er køleskabskoldt postevand med for eksempel frisk mynte, citron og agurk høvlet i lange baner med en kartoffelskræller. Foto: Birgitte Hasholt

Sundt til tørst

Sidst, men ikke mindst, skal vi huske at drikke vand selv. Jeg har ikke helt forstået, at man køber vand i plastikflasker i Danmark. Almindeligt postevand smager fortrinligt, og der er ingen miljøbelastende plastikflaske til overs til affaldsdyngerne. Kort sagt: Drik koldt vand fra hanen og gør det eventuelt mere spændende med friske urter og eksempelvis agurk, citron eller bær fra haven.

Der er ikke noget dansk navn for vand beriget med friske urter, frisk frugt og nyhøstet grønt. Det kaldes "Infused water" og prises for naturlig smag, naturlige mineraler og vitaminer, og det smager ganske enkelt utrolig godt. En kande med "Infused water" forsvinder som dug for solen, når den står i køleskabet. Her i familien kan ingen holde sig fra det.

Haven: Genanvendelse i sommervarmen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce