Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stort boligprojekt på vej på Nama-grunden

Den gamle Nama-fabrik - her er det den tidligere tegnestue - skal vige pladsen for nye boliger. Men ikke lige med det samme. Her er det nogle af aktørerne bag boligprojektet, der er samlet. Foto: Benny F. Nielsen

Stort boligprojekt på vej på Nama-grunden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nr. Snede - Går alt efter planen, kan de første beboere flytte ind i et nyt boligkompleks i Nr. Snede om godt tre år.

De nye boliger bliver dels 20 tæt-lav almene lejeboliger, der skal opføres af boligselskabet Domea, samt et antal ejerlejligheder, der opføres i form af to eller flere såkaldte punkthuse på fire etager. Ejerlejlighederne opføres af det nystiftede Nørre Snede Byinvest ApS.

Byggeriet kan gå i gang om et års tid, når lokalplanarbejdet er færdigt, og byggegrunden bliver "Nama-grunden" midt i Nr. Snede. Planen er, at den forladte Nama-fabrik på Spættevej rives ned, og fabriksgrunden samt et naboareal skal give plads til de nye boliger.

Nørre Snede Byinvest ApS har allerede købt den gamle fabrik med henblik på nedrivning. Bag selskabet står otte borgere i Nørre Snede, som ønsker at fremme byens udvikling. De har gennem længere tid forberedt købet i tæt dialog med både Ikast-Brande Kommune og boligskabet Domea Nørre-Snede.

To typer boliger

Første etape bliver opførslen af 20 lejeboliger, som Domea bygger på den østlige del af Nama-grunden samt på et areal på godt 4000 kvadratmeter på Vinkelvej umiddelbart nord for Nama-grunden. På den vestlige del af Nama-grunden, hvor de nuværende fabriksbygninger ligger, vil Nørre Snede Byinvest i efterfølgende etaper opføre et antal ejerlejligheder, formodentlig i form af to eller flere 4-etagers punkthuse. Hvor mange punkthuse der bliver, vil afhænge af efterspørgslen.

Ole Nørgaard Andersen, tidligere ejer af Nama og bestyrelsesformand for det nydannede anpartsselskab, siger:

- Vi har arbejdet længe på sagen, og vi er meget glade for nu have rådighed over en stor og centralt beliggende grund i Nr. Snede. Vi håber, at vi ved at skyde gang i dette projekt kan bidrage yderligere til den fornyelsesproces, som de seneste år har præget Nr. Snede.

Ole Nørgaard Andersen solgte Nama i slutningen af 2007, men de efterfølgende ejere fik ikke held med at drive virksomheden, og Nama blev endeligt lukket ned for to år siden. Siden har bygningerne stået tomme.

Nyt fitnesscenter

Virksomhedens bygninger skal som nævnt give plads til nye boliger, men da der går et stykke tid, før byggeriet får i gang, får nogle af bygningerne et nyt formål i års tid. I slutningen af februar 2017 åbner Henning Berg nemlig et fitnesscenter i den tidligere tegnestue i Nama-ejendommen. 57-årige Henning Berg, der er kendt som medlem af lokalrådet, vil selv drive fittnesscentret, og når det bliver tid at forlade Nama-bygningen på grund af boligbyggeriet, overvejer Henning Berg at finde lokaler i Nørre Snede Hallen, hvis de har lokaler klar til den tid.

Stor efterspørgsel

Byrådsmedlem Kaare Graversen (DF), der er formand for Domea Nørre-Snede er ikke i tvivl om, at der bliver rigt om boligerne. Han understreger, at boligselskabet i de seneste år har mærket stigende efterspørgsel fra ældre borgere, som gerne vil fraflytte fra deres parcelhuse.

Før projektet igangsættes, skal der udformes detaljerede planer, i første omgang for lejeboligerne og Domeas projekt skal godkendes af Ikast-Brande Kommune. Der skal også i løbet af det næste års tid udarbejdes en lokalplan for området, afholdes informationsmøder og træffes beslutning om det nøjagtige antal af punkthuse. I denne periode vil Nama-bygningerne bliver udlejet på tidsbegrænset basis. Den første aftale er allerede indgået med det nye fitnesscenter.

Holdet bag Nørre Snede Byinvest er optimistiske i forhold til Nr. Snedes vækstmuligheder.

- Mange af de lidt ældre borgere vil meget gerne blive boende i Nr. Snede, også når villaen begynder at blive for stor. Vi ved samtidig, at der er god efterspørgsel efter parcelhuse fra 1970'erne - så vi er optimistiske og vurderer, at nye attraktive boliger i midtbyen kan være med til at styrke Nr. Snede både som bysamfund og handelsby, lyder det fra Ole Nørgaard Andersen.

Kredsen, der har stiftet Nørre Snede Byinvest ApS består af Ole Nørgaard Andersen, Per Breinbjerg, Benny K. Andersen, Bjørn Kassøe Andersen, Theis W. Jeppesen, Carsten Christensen, Pernille Thorup og Jytte Marie Rasmussen. De fire førstnævnte udgør selskabets bestyrelse. Stifterne har enten personligt eller via eksisterende egne selskaber indskudt tæt ved 1 mio. kroner i anpartskapital. Tilsammen har gruppen erfaring inden for blandt andet ejendomsudvikling, byggeri, handel, udvikling og kommunikation.

Nørre Snede Byinvest og Domea.dk vil afholde informationsmøder om projektet i løbet af 2017 og hører også gerne allerede nu fra borgere, som er interesseret i boligerne. Der vil også i løbet af 2017 blive åbnet for, at øvrige interesserede borgere og virksomheder hen over en tre-måneders periode kan tegne anparter á 10.000 kroner i anpartsselskabet.

SENESTE NYT