Aktiv bonderøvsfamilie køber campingplads: Vi starter på en frisk

Her er familien, som netop har overtaget Truust Camping: Ida og Kasper Dresen og deres tre drenge, Alexander, Valdemar og Christoffer. Og så er der hunden Bailey. Foto: Campingmæglerne

Aktiv bonderøvsfamilie køber campingplads: Vi starter på en frisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Familien Dresen har kastet sig ud i et nyt liv som campingpladsejere. Ægteparret er henholdsvis molekylærbiolog og politibetjent, men nu venter en helt ny tilværelse dem, og de har lagt store planer.

Truust: - Vi er begge ret store bonderøve, så vi kommer til at køre noget mere med selvforsyning, dyr og natur. Vi er også udendørsmennesker, så vi kunne godt tænke os at kombinere vores passion for friluftsliv, fysisk aktivitet og dyr med vores arbejde.

Sådan lyder det fra Ida Dresen, som sammen med sin mand, Kasper, deres tre drenge og hunden Bailey netop har fået nøglerne til Truust Camping, der ligger ned til Gudenåen ved Kongensbro mellem Viborg og Aarhus. Inden længe flytter de fra Melby på Nordsjælland og ind i værtsboligen midt på pladsen.

Campingpladsen ved Truust gik konkurs i det tidlige efterår, efter at det daværende værtspar, som i øvrigt også havde overtaget pladsen efter en konkurs, havde stået i spidsen i fem sæsoner. Da campingsæsonen 2018 sluttede, var der derfor ingen, der vidste, om og hvornår pladsen ville åbne igen.

Nu er det sikkert, at den åbner til påske. Og desuden er det sikkert, at de nye ejere kommer til at foretage nogle ændringer.

FAKTA: Truust Camping og Kanoudlejning
  • Gik konkurs i september 2018
  • Ligger på Sørkelvej ved Truust, lige syd for Kongensbro - 14 kilometer fra Bjerringbro
  • Den består af 180 pladser og en række hytter - og i den foregående sæson havde den knap 100 fastliggere
  • Pladsen byder blandt andet på en indendørs pool, motionsmaskiner og trampoliner
  • Den har hidtil tilbudt kanoudlejning på hele Gudenåen
  • Den nye værtsfamilie består af 33-årige Ida Schnell Dresen, som oprindelig er fra Skive, 36-årige Kasper Dresen, som kommer fra Lolland, samt deres tre drenge, Alexander, Valdemar og Christoffer og hunden Bailey
  • Campingpladsen kommer med de nyere ejere i spidsen til at hedde Søhøjlandets Familiecamping

Friske øjne

33-årige Ida kommer oprindeligt fra Skive, og 36-årige Kasper Dresen fra Lolland. Parret kommer til campingpladsen uden på nogen måde at have beskæftiget sig professionelt med camping før. Hun har en ph.d. i molekylærbiologi i rygsækken, og han et job som politibetjent.

- Vi har bare fundet ud af, at vi trives med at lave ting sammen og kan godt lide at kaste os ud i nogle nye projekter, siger Ida Dresen.

- Kasper elsker at gå i arbejdsbukser og makke i et eller andet, og jeg har tidligere stået i butik og reception og elsker at få folk til at føle sig godt tilpas. Hvis vi kan kombinere de to ting, så giver det her rigtig god mening for os alle.

Selv har parret heller ikke den store campingfortid bag sig. De har kørt meget rundt i autocamper i udlandet og dermed set en del forskellige campingpladser, men det er ikke en ferieform, de har gjort meget brug af herhjemme.

Det ser den kommende campingmutter dog som en fordel.

- Nu vil vi prøve at skabe en plads, som vi selv ville have haft lyst til at ligge på. Og det kan jo godt være, at det går fuldstændig galt, og vi rammer helt ved siden af, men så må vi tage den derfra. Så længe, vi har hjertet med, tror jeg, vi kommer langt.

Boble af bonderøv

Ida og Kasper Dresen mødte hinanden i København, hvor de begge studerede, og det seneste lange stykke tid har de kigget efter den helt rigtige campingplads at overtage.

Den fandt de i Truust.

- Nu har vi købt en plads, hvor vi kan se en masse muligheder, og hvor rammerne er rigtig gode. I og med at vi som familie nu skal flytte bopæl og skifte erhverv, var det jo ikke en beslutning, vi bare tog hen over en kop kaffe. Vi har gjort os mange tanker, siger Ida Dresen

Hun er ikke bleg for at kalde sin familie både gammeldags og for en flok bonderøve, men det er for at understrege, at de kommer til at præge campingpladsen ved Gudenåen i netop den retning.

- Vi kan godt lide tanken om, at der ikke skal være langt fra jord til bord. Derfor vil vi på længere sigt også gerne tilknytte noget mere jord og nogle flere dyr til pladsen og forhåbentlig invitere folk ind i vores lille boble af bonderøv, siger hun.

Nyt navn

Når familien Dresen i påsken slår campingpladsens bomme op til en ny sæson, bliver det allerede da med i hvert fald én tydelig forandring. De nye ejere vil nemlig ændre navnet fra "Truust Camping og Kanoudlejning" til "Søhøjlandets Familiecamping".

- Truust Camping har kørt, som den er, i en del år. Der er nogle ting, vi gerne vil ændre lidt på, og så synes vi, det giver god mening, at vi med navnet klart signalerer, at vi er nogle andre, og at vi kommer til at lave noget andet.

- Så vi starter på en frisk, siger Ida Dresen og tilføjer, at det nye navn også i højere grad end det gamle fortæller om naturen, vandet og bakkerne i området.

Det er dog slet ikke sådan, at alt, hvad der i dag står på pladsen, bliver smidt i åen.

- Der er en masse fastliggere, der håber på at fortsætte med at være på pladsen, og det håber vi da, at de har lyst til, selv om der er kommet nye kræfter til. Og de skal være meget, meget velkomne, og det er jo ikke sådan, at alt bliver lavet om fra første dag, siger Ida Dresen.

På grund af campingpladsens konkurs i september har de nye ejere arvet en del bøvl med IT-systemerne. Tidligere bookinger kan være forsvundet, og derfor henviser de til, at campinggæster og interesserede henvender sig på Facebook-siden "Truust camping og Kanoudlejning".

Aktiv bonderøvsfamilie køber campingplads: Vi starter på en frisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce