Boghylden: Fem gode romaner til hængekøjen

Arkivfoto.

Boghylden: Fem gode romaner til hængekøjen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I tvivl om, hvad du vil læse i sommerferien? Her er mine fem bud på danske bøger, som alle er underholdende og for fleres vedkommende også giver os læsere noget at tænke over. Selv længe efter bogen er læst færdig.

Til krimilæseren

Lone Theils har fået fortjent succes med sin nye krimiserie om den lesbiske politiassistent Signe Brask, som efter nogle år i København er vendt hjem til Holstebro-egnen. Omdrejningspunkt er en gammel sag om en pige, der forsvandt på Hjerl Hede. En dag dukker en ung kvinde op og påstår, at hun er identisk med pigen. De 316 sider kan sluges i ét hug, men også holde til afbrydelser, når grillen skal passes eller kroppen dyppes. "Savnet" begyndte som en populær lydbogserie på Mofibo, men er nu også udkommet på tryk hos People's Press.

Fra virkelighedens verden

"Sygeplejersken" er skrevet af journalist Kristian Corfixen og er en afdækning af en af danmarkshistoriens mest usædvanlige drabssager. I 2017 dømte landsretten sygeplejerske Christina Aistrup Hansen til 12 års fængsel for mordforsøg på sine patienter. Corfixen, der sad med til alle retsmøder og har interviewet både den dømte, hendes kolleger, forsvarer, anklager, ofre, pårørende med flere, har skrevet om sagen på en måde, som er en krimi værdig. Det er spændende og gyselig læsning på én og samme tid. Udkommet på Lindhardt og Ringhof.

En historisk roman

En sønderjysk slægt gennem 100 år - fra 1914 til 2014 - er den røde tråd i Anna Elisabeth Jessens debutroman "Om hundrede år". Hvert år har sit eget kapitel og sin egen historie, men de hænger alle sammen. Det en forfriskende ny måde at fortælle om en slægt på. Romanens største styrke er dog, at de små, nære historier i familien kædes sammen med de store som Genforeningen i 1920, nazismen og den teknologiske udvikling. Danmarkshistorien bliver levende, vi kommer tættere på den sønderjyske mentalitet - alt sammen med sans for detaljer og stemninger. Udkommet på Rosinante.

Når det skal være kort

Orker du ikke lange romaner, og skal der kun læses én bog i ferien, så læs Leif Davidsens "Tag ikke imod en pølse i Moskva". En novellesamling, hvor forfatteren tager os med rundt i verden gennem 10 intense historier med 10 forskellige hovedpersoner. Fra Tokyo til Moskva. Fra Påskeøerne til Paris. Alle hovedpersonerne står foran et afgørende vendepunkt i deres tilværelse og har alle noget i klemme. Det kan være i forhold til loven, kærligheden, jobbet eller identiteten. Udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Om liv og død

"Smaragdsliberen" er helt tilbage fra efteråret, men den bor stadig i mig, fordi Anne-Cathrine Riebnitzsky her har skrevet en medrivende roman om et af livets store spørgsmål: Døden. Er der noget, på den anden side? Er vi mennesker forbundet over tid og sted på en måde, vi ikke kan forstå, men måske mærke? En af hovedpersonerne er Pierre Levy, som er smaragdsliber, og han får efter et hjertestop et nyt syn på livet - og døden. Indimellem er romanen spændende som en krimi, men det er skildringen af de relationer og den kærlighed, der gør livet værd at leve, som også gør romanen særligt god at læse. Udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Boghylden: Fem gode romaner til hængekøjen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce