Debat: Brexit river Storbritannien i stumper og stykker


Debat: Brexit river Storbritannien i stumper og stykker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Egon Clausen, forfatter og debattør, Charlottenlund
Michael Bager
Danmark. 

Jeg har store stykker af England i mit hjerte, men det hjerte gør ondt for tiden. Dele af min allernærmeste familie bor i Midtengland, og de elsker den lille idylliske by, de bor i, men de har ondt i maven, for de frygter fremtiden.

Jeg kender England og har kørt på kryds og tværs gennem landet, fra The Lake District i nord til klinterne ved Dover i syd. Jeg har set, hvordan skyggerne fra hvidkantede sommerskyer løber over skråningerne i The Yorkshire Dales, men nu kastes der andre og langt mere dystre skygger over hele Storbritannien. Jeg har læst engelsk litteratur fra Shakespeare til Margaret Drabble, og engelsk poesi er blevet mig lige så kær som den danske. Men i dag skrives der ikke uskyldige digte om at køre over London Bridge en tidlig morgen, det er langt mere triste toner, der slås an. Jeg har siddet på pubber i Norwich og hygget mig med joviale englændere. Men i dag er tonen på pubberne anderledes. Hvis man vil hygge sig der, er der emner, man ikke bør tale om. Noget forfærdeligt er ved at ske, og dets navn er Brexit. Det har åbnet dybe kløfter mellem naboer, kolleger, venner og familiemedlemmer. Det er, som om alle Tolkiens trolde, orker, jætter og dæmoner er sluppet ud af hans bøger og har taget magten i landet. Alle ved det. Alle beklager det, men ingen ved, hvad de skal stille op imod det.

Englænderne er stolte af deres land. Dets rige kulturelle arv. Dets smukke paladser, dets gotiske kirker. Dets musik, malerkunst og litteratur. Dets historie. Enhver, der har overværet The Last Prom, årets sidste promenadekoncert, i Royal Albert Hall, vil vide, hvilket sus af opgejlet nationalisme, der kan strømme gennem briterne, så de gribes af en altforglemmende ekstase, der løfter dem op fra stolene, mens de vifter med Union Jack og brøler med på "Britain Rule the Waves." Det er tydeligt, at de elsker deres land, men den smukke kærlighed til fædrelandet har en dyster bagside, og den viser nu sin ødelæggende kraft ved at trække de sidste rester af et stort imperium ned i et mareridt af økonomisk ruin og opløsning.

Problemet er, at det land, de elsker, ikke findes mere. Eller rettere: det har aldrig eksisteret. I deres begejstring jager de efter skygger, og det er i øvrigt ikke noget, der er begrænset til briter. Det fænomen kender vi mange andre steder fra. Også her i landet har vi et politisk parti som Dansk Folkeparti, der nærer en stor kærlighed til en fortid og et land, der aldrig har eksisteret, mens nutiden, dvs. den reelt eksisterende virkelighed beskyldes for alt ondt, så den gives nedrige tilnavne. Den rakkes ned på de sociale medier, dens kulturelle institutioner angribes dag og nat, og man drømmer endda om at løsrive Danmark fra EU. Det har været slemt her i landet, men i England bliver det meget værre. Her blæser fortidsorkanen for fuld styrke.

Seriøse analyser beskriver et moderne land, der pludselig kommer til at ligne et u-land med mangel på mad, medicin og social sikkerhed. Et land, der bliver præget af økonomisk kaos, international isolation, stigende arbejdsløshed og social uro. Det er en del af prisen for drømmen om at genskabe det britiske imperium. Det ironiske er, at denne højt eftertragtede fortid aldrig vender tilbage. Storbritannien kommer aldrig igen til at "rule the waves", men i jagten på det uopnåelige fortidsideal formår de nostalgiske fantaster at ødelægge et helt samfund, og måske endda sætte unionen mellem England og Skotland overstyr. I så fald vil de ikke længere være noget, der hedder Storbritannien, og ingen kan længere vifte med flaget Union Jack ved The Last Prom og andre nationale begivenheder.

Læren af alt dette er, at kærlighed til fædrelandet er godt, hvis den vel at mærke er til et land, der findes i virkeligheden, det vil sige: til det nuværende samfund. Fortiden kommer aldrig igen, og desuden har nutiden den fordel, at den er her lige nu. Vi er midt i den og kan handle fremadrettet. Vi kan beskytte vore institutioner og give udtryk for vores glæde over fædreland og modersmål gennem nutidig kunst og kultur. Den slags er der ikke plads til, når kærligheden retter sig mod et land, der ikke findes andre steder end i fantasien. Det ser man med stor tydelighed i dagens England, der synes at være i fuld gang med at ødelægge sig selv, og hvor er det dog trist. Jeg bærer stadig store stykker af det land i mit hjerte, men det er en kærlighed, der gør ondt.

Hvor findes den hjertekirurg, der kan kurere denne skade?

Debat: Brexit river Storbritannien i stumper og stykker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce