Kend EU-spidskandidaterne: EU skal mærke blæsten fra Nordsøen

Helveg Petersen-familien har sat solide aftryk i dansk politik. Morten Helveg Petersen har udvidet aktiviteterne til det øvrige Europa - som EU-parlamentariker. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kend EU-spidskandidaterne: EU skal mærke blæsten fra Nordsøen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Familiehistorien handler om et solidt aftryk i politik. For de radikales EU-spidskandidat, Morten Helveg Petersen, bygger fremtidens fremgang på et stærkt europæisk samarbejde - især for klimaets skyld.

Sig navnet Helveg Petersen, og en politisk familiehistorie med Radikale Venstre som platform tårner sig op. 52-årige Morten Helveg Petersen, søn af tidligere, nu afdøde udenrigsminister Niels Helveg Petersen, er en del af denne klan.

Som store dele af familien har han betrådt rigets politiske scener - og trådt uden for: De seneste fem år har han lagt sit virke i Bruxelles, som Radikale Venstres repræsentant i Europa-Parlamentet. Det har ikke afskrækket ham. Tværtimod, han er klar til yderligere fem år, som, mener han, kan blive nogle af de vigtigste i den europæiske unions levetid.

- EU's betydning manifesterer sig meget mere i folks bevidsthed, fordi der er en del, der vækker bekymring. Vi er vidner til al den usikkerhed, brexit efterlader, og klimaforandringerne har sat sig på dagsordenen overalt. I den EU-valgdebat, der har kørt indtil nu, handler to tredjedele af alle spørgsmål og indlæg om klimaet. Det har en voldsom interesse og med god grund. Samtidig står det klart for tæt på alle, at det ikke er en opgave, der løses nationalt; det kræver samarbejde og beslutninger på internationalt niveau, for Danmarks vedkommende i EU, siger Morten Helveg Petersen.

Ikke overraskende er klimaet således en af hans tre mærkesager:

1 Klimaet
Der skal sættes hårdt mod hårdt over for de medlemslande, der ikke overholder indgåede EU-aftaler: Smæk pengekassen i, lyder det fra Morten Helveg Petersen. Foto: Nils Svalebøg

- Klimaet er det vigtigste af alt på hele kloden. Alle er klar over, vi er i ude i sidste øjeblik med en effektiv indsats, og det er helt klart EU-initiativer, der skal til, hvis der skal gøres noget, der for alvor hjælper, siger Morten Helveg Petersen.

Der er mange håndtag, der skal drejes på, men noget af det vigtigste er, mener han, at få tilvejebragt en energi-infrastruktur for hele Europa.

- Vi skal lære at bruge hinandens energi og ikke lade den gå til spilde. Når det blæser over Nordsøen, skal resten af Europa have det at mærke, have gavn af det. Den energi, der produceres herfra, og som vi ikke bruger, går til spilde. Det er vanvittigt. Vi skal have etableret nogle energi-veje, så de enkelte lande kan forsyne hinanden i stedet for at lade værdierne gå tabt. Det har vi og klimaet ikke råd til.

Lige så væsentligt er det, at de enkelte lande overholder de aftaler, Paris-klimamålene, der indgås, og at EU kommer efter dem, når ikke de gør de; det gælder ikke mindst et kulproducerende land som Polen, mener han:

- Der skal indgås bindende kliamaaftaler, og EU skal bide de lande i haserne, der ikke ikke holder dem. Vi har faktisk et effektivt middel mod synderne, og det skal vi tage i anvendelse: Smæk EU-kassen i. Det skal være slut med at sende EU-penge til lande, der ikke overholder aftalerne.

2 Et friere EU

Akkurat samme middel ønsker han taget i anvendelse over for lande, blandt andre Ungarn og Polen, der er i fuld gang med at underminere EU's demokratiske fundament.

- De begår overgreb på overgreb på frihedsrettighederne. De har sat ytringsfriheden, pressefriheden og domstolenes uafhængighed ud af kraft. Det er en underminering af hele EU's værdigrundlag, hvilket skaber alvorlig risiko for hele unionskonstruktionen og demokratiet. Det går simpelt hen ikke.

I det spørgsmål er Morten Helveg Petersen uforsonlig og vil ikke gå på kompromis. Også her gælder det: Smæk kassen i!

- De suger til sig af EU's midler, og så blæser de, især Ungarn, højt og flot på de demokratiske, værdibaserede betingelser, som de blev optaget på og skrev under på. Vi har ikke kunnet tale dem til rette, men så må de have det på den hårde måde. EU kan ikke overleve, hvis medlemslande opfører sig helt i strid med aftalte spilleregler.

3 Et stærkere Europa

Behovet forstærkes nok så meget af, at EU mere end tidligere har brug for at stå stærkt og samlet i en verden i opbrud, mener Morten Helveg Petersen.

- Vi har brug for et stærkere Europa. Vi slås med en Putin, og vi har en Trump, der trækker sig fra Europa. Samtidig har vi et pres med migration, grænseoverskridende kriminalitet og anden massiv påvirkning. Vi skal have styrket den indre sikkerhed, og det kræver et stærkt fællesskab - og for Danmarks vedkommende et helt og fuldt medlemskab af Europol.

Årets energipolitiker

Hvis Morten Helveg Petersen opnår genvalg, håber han, at vælgerne lægger mærke til hans aktivitet i EU og vurderer ham på det ved næste EU-valg om fem år.

- Som enhver anden vil jeg gerne måles på mine resultater, hvordan man end gør dem op. I 2018 blev jeg kåret til Årets Energipolitiker i Europa, så noget må jeg have gjort rigtigt. Den linje satser jeg på at kunne fortsætte - og at vælgerne lægger mærke til det.

Kend EU-spidskandidaterne: EU skal mærke blæsten fra Nordsøen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce