Nybyggerpar: - Det hårdeste, vi nogensinde har prøvet

Optagelserne er for længst færdige, så nu er Lourdes og Nicolai Manço flyttet hjem igen, og går og venter på den store finaleaften, hvor seerne skal beslutte, om det bliver dem eller et andet par, der vinder et hus. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Nybyggerpar: - Det hårdeste, vi nogensinde har prøvet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med manglende søvn, hårdt fysisk arbejde og et konstant savn af deres fire børn pressede optagelserne til tv-programmet det randrusianske par ud over alle grænser. Alligevel er de ikke i tvivl om, at det var det hele værd - også hvis det ikke bliver dem, der løber med præmien.

Randers: I Dronningborg sidder ægteparret Lourdes og Nicolai Manço og tæller ned til onsdag 27. marts. Der skal de nemlig deltage i et liveshow, hvor seerne skal afgøre, om det bliver dem eller et af de andre tre par fra det populære TV2-program "Nybyggerne", der løber med programmets store præmie: Et rækkehus til en værdi af 2,6 millioner kroner.

I efteråret 2018 rev de begge otte uger ud af kalenderen, overlod deres børn og hverdagspligterne til bedsteforældrene og flyttede ind blandt malerbøtter, fugemasse og luftmadrasser i et råt og nybygget rækkehus. Et hus, som de uge for uge og rum for rum brugte størstedelen af døgnets timer på at indrette, mens TV2 optog femte sæson af tv-programmet.

- Det er det vildeste og hårdeste, jeg nogensinde frivilligt har kastet mig ud i. Det er endnu vildere, end det ser ud til på skærmen. Vi arbejdede ofte 20 timer i døgnet, og i dagene op til, at vi skulle være færdige med de enkelte rum, måtte vi flere gange arbejde 40 timer i streg uden at sove. Jeg har aldrig før været så meget under pres i mit liv, fastslår Nicolai Manço, mens hustruen nikker bekræftende.

- Det hårdeste er nok manglen på søvn kombineret med benhårdt fysisk arbejde. Når man er i gang, er der knap timer nok i døgnet til at spise og gå på toilettet, tilføjer hun.

Vi arbejdede ofte 20 timer i døgnet, og i dagene op til, at vi skulle være færdige med de enkelte rum, måtte vi flere gange arbejde 40 timer i streg uden at sove. Jeg har aldrig før været så meget under pres i mit liv.
Nicolai Manço, deltager i TV2-programmet "Nybyggerne"
Parret var under maksimalt pres i de otte uger, optagelserne stod på. Ofte måtte de arbejde 40 timer i streg uden at sove. Foto: André Blinkilde/TV 2
Parret var under maksimalt pres i de otte uger, optagelserne stod på. Ofte måtte de arbejde 40 timer i streg uden at sove. Foto: André Blinkilde/TV 2

Børnene er de største fans

Hvad der gjorde de to måneder i rækkehuset endnu hårdere for det randrusianske par var savnet til deres fire børn på 5, 10, 11 og 13 år.

Selv om man næsten kan se fra parrets nuværende hjem til nybyggerhuset, var det nemlig begrænset, hvor meget tid der var til afslapning og familiehygge.

- Mine forældre flyttede ind i vores hus og tog sig af børnene i alle otte uger, så de kunne fortsætte deres hverdag som hidtil. Og vi er jo i den ekstremt heldige situation, at rækkehuset ligger i cykelafstand fra vores hjem, så børnene kom tit og spiste aftensmad hos os, så vi kunne tilbringe nogle timer sammen. Men selvfølgelig er det ikke det samme som et normalt familieliv, så vi savnede dem. Meget, fortæller Lourdes Manço.

Den manglende søvn og det fysiske og mentale pres, parret var under, gjorde ikke savnet mindre. Men parret var fra start enige om, at det vigtigste var, at børnene ikke savnede dem. Og det gjorde de ikke - de hyggede sig med bedsteforældrene, og var dybt fascinerede af byggeprojektet.

- Nybyggerne er vores allesammens yndlingsprogram. År efter år har vi troligt siddet foran skærmen og fulgt programmet. Så da Nicolai og jeg talte om at melde os til, havde vi med det samme børnenes fulde opbakning. Havde vi ikke haft det, ville vi aldrig have meldt os til, fastslår Lourdes.

- Faktisk tror jeg, at vi har vores største fans i vores børn, smiler Nicolai.

I cirka to måneder boede Lourdes og Nicolai i det rækkehus, de skulle indrette, mens Lourdes forældre flyttede ind i parrets hjem og tog sig af deres fire børn. Foto: André Blinkilde/TV 2
I cirka to måneder boede Lourdes og Nicolai i det rækkehus, de skulle indrette, mens Lourdes forældre flyttede ind i parrets hjem og tog sig af deres fire børn. Foto: André Blinkilde/TV 2

Drømmer om eget firma

Udover savnet til ungerne, har deltagelsen også krævet et økonomisk tab for familien i form af tabt arbejdsfortjeneste, da Lourdes under optagelserne måtte tage orlov fra sit job som socialpædagog i Randers Kommune, og Nicolai måtte gøre det samme på sit job som handicaphjælper i Aarhus. Alligevel er de ikke i tvivl om, at deltagelsen har været det hele værd - også hvis det ikke bliver dem, der løber med præmien.

Først og fremmest har de begge altid nydt at have renoverings- eller byggeprojekter at gå og pusle med. Siden de lærte hinanden at kende for 16 år siden, har de nærmest konstant haft gang i et eller andet projekt, og her var tv-konkurrencen endnu et nyt og spændende projekt i rækken.

Derudover har det givet dem mulighed for at prøve sig selv og forholdet af under ekstremt pres. Og for at vise omverdenen, hvad de kan præstere inden for indretning og design. Noget, de formentlig kan få glæde af i fremtiden. Deltagelsen har nemlig fået dem til at tage skridtet mod en længe ventet drøm: At starte egen virksomhed.

- Vi har drømt om eget firma i et årti - måske mere. Programmet har givet os blod på tanden, og kan forhåbentlig være med til at kickstarte firmaet og dermed nå vores drøm, forklarer Nicolai Manço og fortsætter:

- Folk er især begyndt at efterspørge de betongulve, vi laver i programmet. Så det bliver noget af det, vi kommer til at udbyde i firmaet, som dog kommer til at spænde vidt inden for indretning og design.

Lourdes hedder egentlig Anne-Lourdes, og er opkaldt efter sine to bedstemødre. Anne kommer fra hendes danske bedstemor, mens Lourdes kommer fra hendes brasilianske. Foto: Mathias Fredslund Hansen
Lourdes hedder egentlig Anne-Lourdes, og er opkaldt efter sine to bedstemødre. Anne kommer fra hendes danske bedstemor, mens Lourdes kommer fra hendes brasilianske. Foto: Mathias Fredslund Hansen

Takkede nej sidste år

Når man går til casting på Nybyggerne, aner man ikke, hvad man går ind til.

Hvilken landsdel, boligen befinder sig i, får man først at vide langt inde i processen, og den konkrete adresse får man først, når man får nøglerne stukket i hånden, og optagelserne går i gang.

Faktisk drømte Lourdes og Nicolai oprindeligt om at komme med i sidste års sæson af Nybyggerne. De var tilmeldt og nåede ret langt i castingen, men da de fik at vide, at boligen var på Sjælland, valgte de at springe fra. De ville simpelthen ikke byde deres børn at hive dem ud af skole og institution og rykke dem til den anden ende af landet.

- Da der var casting til denne sæson tænkte vi, at det var sandsynligt, at turen nu var kommet til en bolig i Østjylland. Havde det ikke været tilfældet, var vi nok sprunget fra igen. Men alt faldt i hak. Og da vi fik nøglerne i hånden, viste det sig jo, at det var den tættest mulige byggegrund på vores nuværende hjem. Det var helt fantastisk. En kæmpe lykkerus, lyder det fra parret.

Parret var tæt på at komme med i sidste års sæson af Nybyggerne, men sprang fra, da de fandt ud af, at boligen lå på Sjælland. Foto:  Josephine Svane/TV 2
Parret var tæt på at komme med i sidste års sæson af Nybyggerne, men sprang fra, da de fandt ud af, at boligen lå på Sjælland. Foto: Josephine Svane/TV 2

Pladsen er en udfordring

Men én ting er, at man ikke på forhånd ved, hvor boligen, man skal konkurrere om, ligger. Man ved heller ikke, om der er tale om et kæmpe parcelhus eller en lille lejlighed. I dette tilfælde viste det sig at være et rækkehus på 119 kvadratmeter, og det kan godt komme til at give visse udfordringer for den randrusianske familie på seks. Blandt andet fordi der kun er to børneværelser i huset.

- Jeg synes, vi har formået at udnytte pladsen godt. Vi har delt de to værelser op, så vores ældste datter, der jo er teenager, får sit eget værelse. Til gengæld skal vores tre drenge dele det største værelse. Det kommer primært til at fungere som værelse for de to ældste sønner på 10 og 11 år, som i forvejen hænger ud sammen konstant, forklarer Lourdes Manço og fortsætter:

- Men på deres værelse har vi sat en skillevæg op, så vores yngste søn på fem år får sin egen lille del af værelset, hvor hans seng kommer til at være. Derudover har vi reserveret et hjørne til ham et andet sted i huset, som kommer til at fungere som hans legerum.

Parret understreger dog, at børnene vil blive taget med på råd, hvis de skulle gå hen og vinde, og det dermed skal besluttes, om de vil flytte ud i rækkehuset.

- Da vi gik derude og arbejdede, var vi slet ikke i tvivl om, at det var det, vi ville. Men det skal være en fælles beslutning, og vi vil være lydhør over for børnene, for det er primært dem, der kommer til at gå på kompromis med pladsen, forklarer de.

Fornemmelsen er dog, at samtlige fire unger vil sige ja. For nok vil flytningen betyde, at de skal dele værelser, men den vil også give familien helt andre muligheder, end den har nu.

- Hvis vi vinder et hus, får vi økonomisk frirum til at skrue ned for arbejdet og få mere tid sammen som familie. Og til at fokusere 100 procent på at starte den virksomhed, vi drømmer om, hvor vi bliver vores egne chefer og får mere fleksibilitet i hverdagen. Derudover er huset i vores nuværende nabolag, så børnene kan blive på samme skole/institution, og vil fortsat være tæt på venner og fritidsinteresser, uddyber de.

Drevet af lyst

At lysten skal være der ved samtlige seks familiemedlemmer, inden de træffer en endelig beslutning om at flytte, er noget, der er kendetegnende for Manço-parret. De er drevet af lyst, og er den der, så handler de på den. Det har præget deres 16 år lange forhold - både ved livets store og små beslutninger. Det er derfor, de blev gift som helt unge, efter at have kendt hinanden ganske kort tid. Det er derfor, de har fået fire børn. Og det er derfor, de gennem årene er flyttet adskillige gange.

Parret mødte hinanden i en bus på vej til en festival i Norge, da Lourdes var 17 år og Nicolai var 21. De forelskede sig, og så gik det hurtigt. Ugen efter festivalen tog Nicolai på besøg hos Lourdes i Sønderjylland. 11 dage senere fyldte hun 18 år og fik tilsendt 18 røde roser. Og så blev de kærester. Lourdes flyttede op til Nicolai i Randers, de købte en lejlighed, han friede og et år senere var de gift.

- Det var ikke et bevidst valg, at det hele skulle gå så hurtigt. Det føltes bare rigtigt. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var ham, jeg ville dele livet med, afslører Lourdes.

- Men vores børn behøver altså ikke køre samme offensive stil, griner Nicolai.

Efter brylluppet fulgte en datter, og så fik parret lyst til at rejse ud og se verden.

- Mens vi rejste rundt med vores barn på 10 måneder, fandt vi ud af, at jeg var gravid med barn nummer to. Det gav os lyst til at flytte tættere på min familie i Sønderjylland, så mens vi sad i et andet land, købte vi et håndværkertilbud af et hus via Skype, fortæller Lourdes Manço.

Den lille familie vendte hjem til Danmark, satte huset i stand og fik barn nummer to. Og kort tid efter fulgte barn nummer tre. De fik brug for ekstra plads, solgte huset i Sønderjylland og flyttede tilbage til Randers. Efterhånden som de tre børn blev ældre, gik parret og overvejede muligheden for en efternøler, og inden de kunne nå at træffe beslutningen, stod de med en positiv graviditetstest i hånden.

- Vi er lykkelige over at være en stor familie med fire børn. Men nu skal vi ikke have flere - så vi har sikret os, det ikke kan ske, griner Nicolai Manço og fortsætter:

- Det, der giver livet mening, er relationer. Ikke mindst børn og familie. Derfor er det fedt at have en stor familie, men det kræver selvfølgelig andre ofre. Eksempelvis elsker jeg fede biler, men har en periode måttet køre rundt i en Berlingo, fordi den havde skydedør og plads til tre autostole på stribe. Og nu kører vi rundt i noget, der minder om en minibus. Heldigvis når de fede, materielle ting slet ikke familien til sokkeholderne.

Nybyggerpar: - Det hårdeste, vi nogensinde har prøvet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce