Redaktøren i den røde stol: Vikaren fra himlen


Redaktøren i den røde stol: Vikaren fra himlen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vores rockanmelder her på avisen, Simon Staun, skrev forleden, at han havde været med til tre fødsler; sine to pigers og Claus Hemplers seneste album "En kuffert fuld af sten".

I denne uge kunne han og resten af nationen så overvære endnu en fødsel; nemlig da Isabella Arendt kom til verden som stjernepolitiker med en tilsyneladende medfødt evne til at brænde igennem på tv. Den 26-årige kristendemokrat er allerede blevet kaldt "vikaren fra himlen". Og vikar blev hun, da Kristendemokraternes spidskandidat, Stig Grenov, måtte melde forfald til partilederrunden på TV2 efter valgudskrivelsen. Med få timers varsel sprang hun til som erstatning for sin formand og satte en ny standard for, hvor synlig en kristendemokrat kan være.

Efter bedriften sagde politisk kommentator Hans Engell i Berlingske Tidende:

"Hun klarede det godt! Kristendemokraterne kan være tilfredse med hendes indsats, og de vil ikke være dårligt tjent med hende som repræsentant i de kommende runder".

Hans Engell savnede med andre ord ikke Stig Grenov. Det gjorde Jarl Cordua fra Radio24Syv heller ikke:

"Jeg synes, hun gør det bedre end Stig Grenov. Det hjælper måske at finde en yngre kvinde, der ser lidt nydelig ud i stedet for en midaldrende mand på vej mod de 60 år. Det er vel et forsøg på at give dem et mere ungt og friskt look. Et kvindeligt look", sagde han.

Det var også, som om Kristendemokraternes politik havde fået et blidere skær i hænderne på Isabella Arendt, da hun senere på ugen dukkede op i TV2-programmet Lippert. Hvis man husker Kristendemokraternes politik som noget med protest mod fri abort og pornografi og et noget vredladent syn på homoseksuelle, ja så var det ikke det, der kom ud af munden på Isabella Arendt.

Isabella er ikke imod fri abort, men hun vil gerne have aborttallet ned og mener, at der er behov for en rådgivende samtale inden indgrebet. Hun har heller intet imod homoseksuelle og mener, at to mænd kan være et lige så godt forældrepar som en kvinde og en mand. Hun mener bare ikke, at det er en menneskeret at få børn, og derfor skal staten ikke hjælpe homoseksuelle og enlige med den sag. Til gengæld mener hun, at det er en menneskeret, at et barn har mulighed for at kende sit ophav - altså både sin mor og far.

Og da hun i partilederrunden på TV2 oven i købet sagde, at det haster med at gøre noget for klimaet, så kunne Alternativets Uffe Elbæk ikke lade være med at udbryde: "Jeg håber virkelig, at Kristendemokraterne bliver valgt ind, for det er simpelthen så fornuftigt, det du har sagt".

Sidste gang, Kristendemokraterne var i Folketinget var i 2001. Men dengang var "vikaren fra himlen" selvfølgelig også kun otte år gammel.

Redaktøren i den røde stol: Vikaren fra himlen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce