S forsvarer pensionsudspil: - Vi vil gerne bede om for tre milliarder blandet pension

Mattias Tesfaye, medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg for Socialdemokratiet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

S forsvarer pensionsudspil: - Vi vil gerne bede om for tre milliarder blandet pension

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Finansministeriet vurderer, at Socialdemokratiets pensionsreform er underfinansieret med flere milliarder. Men partiet vil ikke bruge mere end tre milliarder - så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive, siger Mattias Tesfaye (S).

Pensionsalder: Socialdemokratiet vil give et stort antal danskere lov til at gå på folkepension før tid, hvis de har været på arbejdsmarkedet i mange år. Også selv om de ikke er nedslidte og sagtens ville kunne arbejde to eller tre år mere.

Partiet har fundet tre milliarder til at finansiere reformen - det svarer ifølge dets egne beregninger 15.000 årsværk.

Det har bragt især arbejdsgiverorganisationerne i angrebsposition med argumenter om, at det vil skade dansk økonomi betydeligt, fordi det vil betyde færre på arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er mangel på hænder.

- Er det ikke en ret indlysende pointe, at økonomien vil blive forværret, når I vil lade en række danskere gå tidligere på pension, Mattias Tesfaye (S)?

- Det er helt sikkert, at det vil komme til at reducere udbudet af hænder. Det giver sig selv. Det siger, DA er at spille hasard med dansk økonomi. Det provokerer mig. Det er dem, der spiller hasard med eget omdømme i en tid, hvor vi ser virksomhedsledere advare mod stigende ulighed og taler om alt det, der er gået galt med globaliseringen. Arbejdsgiverforeningen er helt ude af trit med befolkningen.

- Forstår du ikke, at når arbejdsgiverne oplever mangel på arbejdskraft, reagerer de, når I vil gøre deres problemer på det område endnu større?

- Jeg forstår sagtens deres synspunkt, og de peger også på et relevant problem, nemlig mangel på faglært arbejdskraft i nogle brancher. Vi diskuterer gerne uddannelsespolitik eller rekruttering fra resten af Europa. Men én udfordring i forhold til at få folk til at tage erhvervsuddannelser er, at der ikke er tillid til en pensionsalder, der giver mening. De skal se det som en fremstrakt hånd i forhold til at skabe et attraktivt arbejdsliv.

- I siger, at I vil gøre reformen konkret sammen med arbejdsmarkedets parter - mener I i virkeligheden ikke, at I vil gøre det med fagforeningerne?

- Vi skal helst i en god dialog med arbejdsgiverne, for det handler også om at få ordningen til at spille sammen med overenskomsterne.

- Alle ved, at arbejdsgiverorganisationer ikke vil være med til at mindske arbejdsudbudet, og at de hellere ser pensionen sat op end ned. Er det så ikke spil for galleriet, når I siger, at de skal være med til at udforme reformen?

- Det er ærligt ment. Det er teknisk meget kompliceret, og vi risikerer at spænde ben for hinanden, hvis vi ikke sammen går ind i substansen. Det kræver, at alle stiller ind på samme frekvens, og det har de ikke gjort ved at starte med f.eks. at sige, at pensionsalderen skal stige.

- Arbejdsgiverne siger, I har et gammeldags blik på arbejdsmarkedet - at man i fremtiden i højere grad vil skifte spor i sit arbejdsliv, så man ikke bliver nedslidt. Det er ikke sjovt at blive kaldt gammeldags, men de har vel ret i substansen?

- Jo, men det ændrer ikke på, at mange har haft hårdt arbejde, fra de begyndte - at man slutter som lærer på en teknisk skole ændrer ikke på, at vi synes, det er rimeligt, at man kan trække sig tidligere tilbage, hvis man er startet med at arbejde som 17-årig. Og dem, der i dag er i 40'erne eller 50'erne kan ikke rigtigt bruge til noget, at der engang i fremtiden er flere ældre, som har haft nogle brancheskift undervejs.

- Er I ikke bare ved at snige en ny efterløn ind ad bagdøren, som Radikale siger?

- Vi kalder det med vilje ikke en efterløn, for det forudsætter ikke et medlemskab af en a-kasse, og man får ikke efterlønssats, men pensionssats. Det er mere præcist at sige, at det er en tidlig folkepension. Men det ligner mere efterløn end førtidspension.

- Finansministeriet har beregnet, at jeres plan er underfinansieret med et par milliarder eller mere - skal vi stole mest på Finansministeriets eller Socialdemokratiets økonomer?

- Det afhænger af forudsætningerne. Finansministeriet regner med, at det koster 350.000 kr. at trække en mand ud af arbejdsmarkedet. Vi regner med 200.000, fordi det ikke er folk med en gennemsnitsindtægt, der kommer til at bruge ordningen. Uanset hvad, vil vi kun bruge tre milliarder. Derfor lægger vi os ikke fast på, om man skal have 40-41-42 års anciennitet, eller om det er to eller tre år før pensionsalderen.

- Så I går ind i butikken og siger: "Vi vil gerne have for tre milliarder blandet pension"?

- Det er ret præcist. Og vi vil også være ærlige at sige, at der også i fremtiden vil være personer, som ikke vil være omfattet. Vi vil prøve at få så mange relevante som muligt til at være omfattet for tre milliarder. Så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive.

- Allan Kim Jensen er 60 år, anlægsgartner, har lagt fliser i mere end 40 år og går på arbejde med smerter. Han er en af dem, I siger, I vil hjælpe. Men han tror jer ikke over en dørtærskel - siger, at Mette Frederiksen intet gjorde som beskæftigelsesminister, og at det lugter langt væk af valgflæsk. Hvorfor skal han tro på jer?

- Jeg vil gerne bevise, at han kan stole på os. Ikke med slesk tale og portvin. Folk har en naturlig skepsis over for politikere for tiden. Det har jeg fuld respekt for.

S forsvarer pensionsudspil: - Vi vil gerne bede om for tre milliarder blandet pension

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce