Årtiers hovedkulds digitalisering af uddannelsessystemet: Bare masser af spildte penge?


Årtiers hovedkulds digitalisering af uddannelsessystemet: Bare masser af spildte penge?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Chris Bjerknæs, landsformand, Dansk Folkepartis Ungdom
Billede
Debat. 

Digitalt: Det skønnes, at der i 2012-17 er blevet brugt i omegnen af 2,5 milliarder skattekroner på at digitalisere alene på folkeskoleområdet. Rundt om på de danske skoler har bl.a. smartboards, tablets/iPads, bærbare computere og anden teknologi erstattet kridttavler, blyanter og papir. Også på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser har digitaliseringen haft sit indtog. Den digitale satsning skulle gøre vore elever og studerende dygtigere. Den skulle lette læringen og løfte de fagligt ressourcesvage elever. Bare skoleeleverne fik en iPad, så skulle de nok blive dygtigere og klogere.

Paradoksalt er denne satsning foregået, selvom der ikke foreligger dokumentation for, at IT skulle fremme læring. Der er heller intet som tyder på, at digitaliseringen har medvirket til at styrke vores skoleelevers faglighed, læringsudbytte og gjort dem dygtigere. Trods investeringer og brugen af IT i undervisningen har det ikke medvirket til at løfte de fagligt svage elever, selvom det har været hensigten. Tværtimod tyder forskning fra bl.a. den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer på, at de svage elever i større omfang er blevet hægtet af grundet brugen af digitale læringsmidler.

Desværre tyder meget på, at den digitale satsning har været forfejlet. Effekten af digitaliseringen er udeblevet. Dette skal ses i lyset af, at flere og flere undersøgelser peger på, at brugen af IT har en række skadelige virkninger på vores hjerner herunder på koncentrationen og øget produktion af stresshormoner. Ingen tvivl om at digitaliseringen har medført en række fordele i undervisningssammenhænge f.eks. den elektroniske kommunikation med underviserne og uddannelsesinstitutionen, vidensdeling af undervisningsmateriale, muligheder for at visualisere abstrakte ting for eleverne m.m.

Det er vigtigt for mig at slå fast, at vi i Dansk Folkepartis Ungdom ikke er modstandere af, at digitale læringsmidler skal inddrages i undervisningen. Vi skal netop bruge IT i undervisningen, når det giver faglig og pædagogisk mening. Vi skal bruge IT, når både lærerne men også eleverne kan profitere af det. Men brugen af IT skal ikke være et mål i sig selv, hvor det erstatter lærerens solide undervisning, underminerer ting som faglighed, læring og viden. Samtidig skal vi være yderst kritiske overfor de store techvirksomheders interesser og indflydelse i det danske undervisningssystem.

Derfor ønsker Dansk Folkeparti Ungdom, at den hidtidige indsats i at digitalisere uddannelsessystemet bliver revurderet. Desuden ønsker vi, at der bliver udarbejdet en ny national strategi for digitalisering med en mere kritisk tilgang til inddragelse af IT i undervisningen. Vi har brug for en mere langsigtet og velgennemtænkt strategi for digitaliseringen af uddannelsessystemet, hvis vi fremadrettet skal kunne profitere af digitaliseringen. Som politikere har vi et ansvar at sikre, at de afsatte midler bruges forsvarligt men ikke mindst sikre, at vore skolebørn ikke udsættes for undervisningsmidler med tvivlsomme effekter.

Årtiers hovedkulds digitalisering af uddannelsessystemet: Bare masser af spildte penge?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce