Afrika skal løftes og afviste asylansøgere sendes hjem


Afrika skal løftes og afviste asylansøgere sendes hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Morten Løkkegaard, EP-spidskandidat (V), og Ulla Tørnæs (V), minister for udviklingssamarbejde
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Debat. 

Verdens befolkning vokser. Alene Afrikas befolkning forventes fordoblet til 2,5 milliarder mennesker i 2050. Det er et voldsomt tal. Et tal, som i årtier vil sætte Europas grænser under massivt pres. I mange afrikanske lande kan den økonomiske udvikling slet ikke følge med den demografiske. Og hvem vil fortænke en ung afrikaner uden fremtidsudsigter i at søge bort fra sit hjemland? Søge en bedre fremtid et andet sted - eksempelvis i Europa? Hvis vi skal vende den udvikling, kræver det, at vi får skabt et håb om en fremtid på det afrikanske kontinent for Afrikas millioner af unge.

Når der kommer knapt så mange migranter og asylansøgere til Europa lige nu, skyldes det bl.a. solide aftaler mellem EU og Tyrkiet samt styrkelsen af EU's Grænse og Kystvagt og kontrollen langs EU's ydre grænser. Sidst, men ikke mindst, har EUs Afrika Trust-fond siden 2015 bidraget til at bekæmpe menneskesmugler-netværket langs migrationsruterne i Afrika. Det er indsatser vi skal styrke markant, så vi kan få helt styr på EU's ydre grænser. Men fremtiden er foruroligende. Fremover vil vi opleve nye migrationsstrømme og nye pres på EU's ydre grænser, hvis ikke det lykkes at skabe jobs til Afrikas millioner af unge. Derfor arbejder Venstre for, at EU styrker sit engagement i og samarbejde med Afrika. EU skal i langt højere grad bidrage til at bekæmpe fattigdom og skabe økonomisk vækst og jobs på det afrikanske kontinent. Så vi kan skabe et håb om fremtid for unge afrikanere, der hvor de bor, og så de ikke sætter livet på spil på en farlig og udsigtsløs rejse mod Europa.

Først og fremmest er det afgørende, at flere EU-lande gør som Danmark og bidrager med det FN-aftalte minimum på 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. Hvis blot de 20 EU-lande, som er med i OECDs udviklingskomite, ville gøre som Danmark - ja, så ville udviklingsbistanden alene fra disse EU-lande vokse med næsten 50 pct. - 280 milliarder kr. - om året. Penge, der kunne investeres i at skabe job, vækst og udvikling i Afrika. EU har allerede styrket mange af de konkrete indsatser i Afrika. Blandt andet gennem EU's Trust-fond for Afrika, som blev lavet i 2015 for at styrke EU's samarbejde med de afrikanske lande om migration. Fondens arbejde kaster nu resultater af sig. Den har blandt andet bidraget til, at over 5,3 mio. såkaldte "sårbare irregulære migranter, flygtninge og fordrevne" har modtaget basale ydelser i nærområder og transitlande. Og fonden har skabt 170.000 nye jobs i Afrika. Danmark er på nuværende tidspunkt fondens tredjestørste donor, kun overgået af Italien og Tyskland. Men - der skal meget mere til. Derfor skal alle være med. Venstre arbejder derfor for, at fonden lægges ind under EU's faste budget, som lige nu forhandles i Bruxelles.

I budget-forhandlingerne arbejder vi i Venstre også for at gøre meget mere i de indsatser, der styrker pigers og kvinders rettigheder, herunder retten til at bestemme over egen krop samt adgang til prævention og seksualundervisning. Indsatser, som er helt afgørende, hvis vi skal bremse den voldsomme befolkningstilvækst på det afrikanske kontinent. Et særligt problem udgøres af de mange af de migranter, som er ankommet til Europa siden 2015, og som ikke har opholdstilladelse og derfor opholder sig ulovligt i EU. Her har der været alt for megen tøven: De skal hjem, for de har intet at gøre i Europa. Derfor skal vi udvikle bedre og mere systematiske metoder til at sende de afviste asylansøgere retur. Vi skal udvikle et europæisk noget-for-noget-princip, hvor EU-landene kollektivt stiller krav om, at lande skal tilbagetage egne statsborgere uden lovligt ophold i EU til gengæld for udviklingsbistand og hjælp via EU's programmer. Desuden skal vi oprette et nyt EU-program for hjemsendelsesstøtte, som kan sikre, at afviste asylansøgere, som er ankommet fra 2015 til 2018, kan sendes hjem. Mange lever illegalt og under jorden i Europa, og andre forsøger at blive for, med tiden, at opnå opholdstilladelse. Det nye EU-program skal være en hjælpende hånd og en tilskyndelse til at rejse hjem. EU-programmet skal finansieres inden for rammerne af EU's budget, så vi sikrer solidarisk finansiering fra de EU-lande, som ikke har modtaget så mange asylansøgere som andre.

Udviklingsbistand kan dog langt fra stå alene, hvis vi skal løfte Afrika. Der skal også gang i de private investeringer, og handlen mellem vores to kontinenter skal øges. Derfor bakker vi i Venstre selvsagt også op om den nye EU-Afrika-Alliance, som bl.a. sigter mod at skabe en frihandelsaftale mellem den Afrikanske Union og EU. Og vi vil arbejde for, at EU's eksterne investeringsplan, som blev lanceret i 2017, og som alene frem mod 2020 forventes at mobilisere private investeringer på op til 330 mia. kr. i bl.a. Afrika, styrkes yderligere. Vi skal styrke den sociale og økonomiske udvikling i Afrika, sikre fremtidsperspektiverne for unge afrikanere og sende mennesker, som ikke har lovligt ophold i EU, retur til deres hjemlande. Til det skal mange forskellige værktøjer i brug. Nogle vælger at kalde den indsats for en Marshallplan. Det kan man godt for vores skyld. Men det er ikke nok med ord. Der skal også handling til. Og vi kan kun gøre det effektivt, hvis vi gør det sammen - i EU.

Afrika skal løftes og afviste asylansøgere sendes hjem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce