Alt for ofte kommer kulturen ikke ud af egne cirkler


Alt for ofte kommer kulturen ikke ud af egne cirkler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Christian Have, kommunikationsekspert og indehaver af Have Kommunikation
Billede
Debat. 

I marts kom kulturanalysen fra Altingets Kulturpolitiske Netværk og Tænketanken Mandag Morgen, der kortlagde den værdi og betydning, som kulturen har for danskerne. Analysen slog fast, at markante flertal er enige i, at kulturen sætter fokus på vigtige emner i den offentlige debat (63 pct.), at kulturen er noget, man opsøger for at få lære noget nyt om verden (74 pct.), og at kulturen understøtter børns faglige læring (80 pct.). Kulturen har således høj værdi og stor betydning for befolkningen - ikke blot i underholdningsøjemed, sådan som nogen måske fejlagtigt havde troet, men også i forhold til den offentlige debat, den almene dannelse og den faglige udvikling.

Sidenhen er der kommet endnu mere gang i valgkampen. Men at dømme ud fra den offentlige debat ser det ikke lyst ud i forhold til politikernes lyst til at beskæftige sig med kulturen. Hvorfor forholder det sig sådan?

Forfatter, historiker og konservativ folketingskandidat Nikolaj Bøgh begik i august en analyse for POV, som han ganske rammende kaldte Dansk kulturpolitik under afvikling, med hvilken han forsøgte at løse mysteriet: "Kulturpolitikken ligger halvdød, efterladt på perronen, mens de store politiske temaer som velfærd, skat og udlændinge løber med al opmærksomheden," konkluderede han og påpegede samtidig, hvordan kulturen historisk set har haft en prominent placering i dansk politik op igennem det 20. århundrede - ført an af de fire store parter, Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre: "Hver især ønskede partierne at danne og kulturelt udvikle borgerne ud fra hvert deres udgangspunkt, hvilket også var ensbetydende med adgang til udviklende kulturoplevelser." Nedprioriteringen begyndte ifølge Bøgh, da Fremskridtspartiet kom til magten og, ikke mindst, "da vore dages nyliberale bevægelser begyndte at stille spørgsmålstegn ved så godt som alle statens aktiviteter".

Kulturens helt store problem anno 2019 modsvarer således - som jeg ser det - fuldkommen de spilleregler, som de nyliberale har stillet op: Kulturen er i politisk optik ganske enkelt ikke en brændende platform. Til sammenligning har sundheds-, social-, ældre-, uddannelses- og immigrationsområderne - sammen med tonsvis af lobbyister, analyser og en hærskare af interessenter - hver især formået at etablere et retorisk greb i diskussionen af det givne område, der gør det fuldkommen urørligt. Det er her, kulturlivet sakker agterud. Kunstnere og kulturaktører har ikke forstået, hvor essentielt det er i det politiske landskab at kunne kommunikere budskaber om brændende platforme ud til borgerne, politikerne, embedsværket og i sidste ende sig selv, hvis man skal have en relevans i vor tids medierede samfund. Derfor består kulturdebatten ofte af følelsesmæssige udbrud kulturaktørerne imellem, såvel som interne kampe om fordelingen af de få midler, der nu engang er til rådighed.

Det særligt interessante er, at kulturlivet ikke behøver spille skuespil for at formidle kulturen som en brændende platform og dermed skaffe sig øget politisk opmærksomhed. For kulturen er en brændende platform. Der er i disse fragmenterede opbrudstider i højere grad end nogensinde før behov for alt det, som kunstnerne og kulturaktørerne er så enestående gode til, og som ingen andre dele af samfundet kan bidrage med i samme grad: Udviklingen af vores evne til at tænke nye og kreative tanker og herigennem frembringe de nye idéer, vi som samfund skal leve af fremover. Af evnen til at forstå det, der ligger uden for vores umiddelbare forståelsesramme. Af den empati, der er altafgørende for, at vi ikke blot skubber resten af verden væk fra os. Kunsten og kulturen burde derfor sidestilles politisk med miljøet og klimaet, og beslutningstagerne burde endegyldigt indse, at vores mentale trivsel - og kunsten og kulturens betydning herfor - naturligvis er lige så vigtig som vores fysiske sundhed.

Håbet om, at det kommende valg vil have kulturen som et af sine omdrejningspunkter, er imidlertid støt dalende. Men der er grund til at håbe, at der forud for det næste folketingsvalg vil være langt flere kandidater, der tør tage ansvar for kulturen og placere den højt oppe på dagsordenen, hvor den rettidigt hører hjemme. Skal dette lykkes, og skal kulturen få den samme fremtrædende placering som eksempelvis sundheds- og udlændingepolitikken, skal kulturlivets aktører og interessenter indse, at det kun er med etableringen af en brændende platform, at man kan opnå den politiske bevågenhed og position, man ønsker sig.

Alt for ofte kommer kulturen ikke ud af egne cirkler

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce