DBU skal stille spillerne stolen for døren - så må de vælge


DBU skal stille spillerne stolen for døren - så må de vælge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Ole Bang Nielsen, tidl. adm. direktør, Odense Sport & Event A/S
Int
Debat. 

Så lykkedes det igen parterne - DBU og Spillerforeningen - at skabe stort drama omkring en landskamp. Beskyldninger frem og tilbage, og historier om, hvordan hovedpersonerne i dramaet ikke kan være i lokale sammen. Nu er dramaet for en stund sparket til hjørne, men det er ikke overstået endnu - langt fra. Det skal blive endnu værre, før det bliver godt, er jeg bange for. Indtil nu har det meste af slagsmålet handlet om honorar, bonus, forsikring, lægestab, privatfly, hoteller og egen kok, og alt det andet, som tilsyneladende er nødvendigt for at man kan spille fodbold på højt plan. Det har så sandelig bragt sindene i kog, både på herre- og damesiden, og for den sags skyld også indenfor håndbold (2011) og ishockey (2015). Men det har kun været forpostfægtninger til det slagsmål, der nu kommer. Spøgelset i forhandlingslokalet har været med helt fra start, men først nu eksploderer det med fuld styrke.

De kommercielle rettigheder! Alle har vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, før det ville blive et måske uovervindelige punkt på agendaen. Lige nu handler det om sponsorater: DBU's ret til, at deres sponsorer kan anvende landsholdsspillere i deres markedsføring, holdt op imod spillernes egne, personlige sponsorater. Så længe der ikke er en konkurrencemæssig konflikt, er det intet problem, men hvad når DBU's sponsor og spillerens personlige sponsor er konkurrenter, læs "Simon Kjær"-sagen. Fra DBU's side må og skal det være helt utænkeligt, at en spiller i forbindelse med en landsholdssamling reklamerer for en konkurrent til DBU's egne sponsorer. Ellers bliver det utrolig vanskeligt at få og fastholde landsholdets sponsorer. Og selv om sponsorindtægterne ikke er den største post på indtægtssiden i DBU's regnskab, så er der tale om tilstrækkeligt mange millioner til, at DBU ikke råd til at miste ret mange procent i et eller andet kompromis. Og hvordan formulerer man sig ud af et "Simon Kjær"-problem? Jeg er ikke jurist, men jeg har meget svært ved at se, at der kan formuleres noget mur- og nagelfast, som ikke (igen) sender parterne i en voldgift.

Men de kommercielle rettigheder slutter ikke her. Endnu et slagsmål venter, omend et godt stykke ud i fremtiden: retten til TV-indtægterne! Det er uden sammenligning DBU's største indtægtskilde, så der er mange millioner at slås om. Set fra spiller-side kan man da sagtens argumentere for, at man har en legitim ret til en andel af TV-indtægterne. Man er jo dog "indholdet" i TV-udsendelsen. En skuespiller får honorar, når hun/han medvirker i en udsendelse på TV, så hvorfor skulle landsholdsspillerne ikke kunne gøre tilsvarende krav gældende? Uden at lyde for skråsikker, så er jeg overbevist om, at Spillerforeningen og Mads Øland allerede gør sig tanker om netop dét. Og mon ikke man fra spillerside ser en evt. landsholdsaftale vedr. TV-rettigheder som en bagdør til de gigantiske beløb, der jongleres med på klubplan, eks. i Champions League?

Mange har forsøgt at fremstille Mads Øland som skurken i forestillingen. Det mener jeg er forkert. Man bør have den allerstørste respekt for Mads Øland. Faktisk kan man vel sige, at hvis DBU - og andre forbund - havde haft større respekt for Mads Ølands evner og beslutsomhed fra starten, så var man ikke igen og igen blevet taget med shortsene nede om benskinnerne. Det man skal gøre sig helt klart med Mads Øland er, at han stopper ikke, han finder ikke de pragmatiske løsninger, og han "tager ingen fanger". Det er måske overdrevet, men når man forhandler med Mads Øland, er man nødt til at tage udgangspunkt i det gamle ord: "Når man rækker Fanden en lillefinger...". Kunsten for Mads Øland bliver, at han ikke kommer til at "sejre ad Helvede til", for nu at blive i jargonen. At han fortsat kæmper sine kampe på vegne af udøverne, men på en måde, så disse boldkunstnere med millionindtægter ikke fremstår arrogante og griske. De seneste uger har vist, at man er betænkelig tæt på den grænse. Og for så at gøre hele sagen om de kommercielle rettigheder endnu mere kompliceret, så er det her ikke kun en sag imellem DBU og Spillerforeningen. Slagsmålet om de kommercielle rettigheder er på vej i alle eliteidrætsforbund. Det er kendt, at indenfor badminton er kanonerne ved at blive kørt i stilling, og tro mig - alle andre følger.

Hvordan kan man vide det med sikkerhed? Stort set alle eliteidrætsudøvere er direkte eller indirekte knyttet til Dansk Elitesportsudøveres Forening. Direktøren i Dansk Elitesportsudøveres Forening hedder Mads Øland. Han er garant for, at fordele opnået i forhandlinger med et forbund, rullers videre til alle andre, hvor det måtte være formålstjenligt. Det er også derfor, DIF og Team Danmark følger forhandlingerne imellem DBU og Spillerforeningen uhyre tæt. Fordi en aftale imellem det største forbund, DBU, og spillerne, vil have altafgørende indflydelse på alle kommende aftaler i alle andre forbund. Det lægger et enormt pres på DBU, om ikke at indgå en aftale med Spillerforeningen, som potentielt kunne skabe økonomisk kaos i andre forbund.

Hvordan skal dette her ende? Jeg er bange for, at vi ikke kommer ud over en endnu dybere konflikt, end den vi lige har haft. Det er min overbevisning, at når man gør landsholdsdeltagelse til en arbejdsgiver-/arbejdstager-/overenskomstlignende forhandling, så er en konflikt helt uundgåelig. Så læn Jer tilbage og nyd kampen. Forhandlingerne imellem DBU og Spillerforeningen startede igen den 10. september og den midlertidige aftale udløber den 30. september. Næste kamp for landsholdet er den 13. oktober. Parterne vil blive enige om en deadline for forhandlingerne, som vel vil ligge en uges inden næste kamp. Jeg forudsiger, at der ikke opnås enighed inden deadline. Spekulationer om årsag og ansvar vil igen trække overskrifter, og beskyldninger vil fyge igennem luften, ført an af de mest populære landsholdsspillere, som har en enorm goodwill i befolkningen - og det sidste er bestemt ingen tilfældighed; det er kommunikationsstrategi. Panikken vil brede sig frem imod kampen den 13. oktober. Og så bliver man tvunget til endnu en eller anden midlertidig løsning... og sådan kan det blive ved. Lige indtil DBU tager skeen i den anden hånd og melder sig ud af forhandlingen. Landsholdsdeltagelse må ikke blive en forhandling. Det er frivilligt, det skal være en ære at repræsentere Danmark, og det er trods alt en "bi-beskæftigelse". Læs f.eks. håndboldikonet Erik Veje Rasmussens klumme fra 2011, da kampen stod om dame-håndboldlandsholdet - den rammer "lige i røven".

DBU skal opstille rammer for, hvad man vil tilbyde, og så må spillerne vælge, om de ønsker at spille på landsholdet under de forhold eller ej. Tag ikke fejl, det efterlader DBU med en kæmpe opgave: at få formuleret fair og fornuftige vilkår på alle områder, som betyder at vi trods alt stiller i stærkeste opstilling hver gang. Men det skal være DBU, der bestemmer. Alt for meget andet i forbundet - og i alle andre forbund - afhænger af det. Et sådant træk fra DBU's side vil udløse en konflikt, og den bliver sandsynligvis meget grimmere og mere langvarig, end den vi lige har oplevet. Og potentielt med store konsekvenser for DBU og landsholdet i år fremover. Men jeg tror ikke, der er nogen vej udenom, desværre.

DBU skal stille spillerne stolen for døren - så må de vælge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce