Hej, jeg hedder Mads Langer - og jeg er digital junkie


Hej, jeg hedder Mads Langer - og jeg er digital junkie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Mads Langer, musiker
Billede
Debat. 

Hej, jeg hedder Mads Langer. Jeg er digital junkie! Og jeg vil gerne dele min historie. Jeg har nu været bevidst digital afholdsmand i 342 dage. Jeg har brugt al for lang tid i den digitale verden gennem mit relativt korte liv.

Før jeg erkendte mit overforbrug, brugte jeg mellem fire-seks timer om dagen på min smartphone, hvor langt størstedelen af det, jeg foretog mig, var et indtag af tomme digitale kalorier, der med tiden gjorde mig mere og mere ufokuseret og fraværende i mit eget liv. 20-25 minutter af hver af alle mine vågne timer brugte jeg hver dag! Undskyldningen var altid, at det jo var en del af mit arbejde at orientere mig og holde mig opdateret og at vedligeholde både mit professionelle og private netværk via de sociale medier. Sandheden er, at jeg sagtens kunne ordne de relevante gøremål på max. 45 minutter om dagen, hvis jeg var disciplineret!

Problemet var, at jeg i virkeligheden var styret af det lille "kick", det gav mig, hver gang jeg tog telefonen frem og tjekkede mails, tjekkede hvor mange likes mit seneste billede havde fået, tjekkede om der var sket noget "spændende" på Facebook, tjekkede de seneste nyheder på DR's nyheds-app, spillede Wordfeud, tjekkede om der var kommet en snap fra mine venner, tjekkede et uendeligt antal Mystories på min Instagram - ja, jeg kunne blive ved. Kender du det ? Denne rutine gennemførte jeg mange, mange gange på en dag. Og hver gang efterlod det mig kun med en større følelse af tomhed og en kraftigere lyst til at gøre det igen, selvom jeg absolut intet fik ud af at gentage mønstret. Jeg sov dårligt om natten, fordi det sidste jeg gjorde, inden jeg lukkede mine øjne, var at ligge med min telefon og gentage rutinerne, og jeg tænkte aldrig over, at det måske var den store mængde af skærmtid, der faktisk havde en ødelæggende effekt på mit indre ur. Jeg følte en tomhed og en ensomhed. Min hukommelse og evne til at koncentrere mig og fokusere blev dårligere og dårligere. Jeg vil også gerne være helt ærlig og sige, at min mobil-afhængighed gjorde det sværere og sværere at skrive sange, for det hænger ikke sammen at sidde og prøve at skabe ægte, ærlig og nærværende musik, hvis man konstant skal tjekke sin telefon. Det var først, da jeg faldt over podcasten "Jeg er mobilafhængig" af Thomas Skov, at jeg for alvor måtte erkende, at jeg havde et alvorligt problem.

Jeg ved, at jeg ikke er alene - at mange danskere i dag faktisk i større eller mindre grad lider af mobilafhængighed og ikke ved, hvad de skal stille op med det. Det handler ikke om være frelst eller at have set det store lys, for jeg taler her ikke om, at vi bør boykotte de sociale medier og livet i den digitale verden. Det handler om at tage styringen og gå fra at være bevidstløs digital junkie til at blive BEVIDST digital verdensborger.

Det første, jeg gjorde efter, at jeg havde erkendt overfor mig selv, at jeg var digital junkie, var at installere appen MOMENT på min telefon. Den tracker i al sin enkelthed din daglige skærmtid. Jeg satte et maksforbrug dagligt på to timer. PRØV DET - Det hjælper!

Det næste, jeg gjorde, var at fjerne notifikationer fra alt på nær sms'er. Det vil sige, at jeg skulle træffe et aktivt valg om at tjekke mails, Messenger og diverse apps, fremfor konstant at blive mindet om, at nu var der sket noget. Det er en kæmpe lettelse at slippe for!

Jeg fjernede alle de apps, jeg hele tiden kom til at åbne fra min startside på telefonen og lagde dem over i det femte faneblad. Det betyder, at jeg hver gang, jeg vil tjekke mails, Facebook, Instagram, Snapchat osv., skal gøre en aktiv handling for at åbne dem, og dermed ender det oftest med, at jeg lader være, fordi jeg når at registrere, at det ikke er nødvendigt.

Vi købte to vækkeure derhjemme og besluttede os for, at soveværelset var mobilfrit område. Det kan anbefales af flere årsager!

Jeg læste bogen"Sluk" af Imran Rashid. Det er en letforståelig bog, der giver en grundlæggende basisviden om, hvad det rent faktisk gør ved vores krop og sind at være mobilafhængig. Jeg anbefaler alle at læse den, inddrag den i hjemmet og på din arbejdsplads og få gang i en dialog om, hvordan vi kan ændre vore dårlige telefonvaner. Imran holder også foredrag om emnet, så hermed et relevant og godt bud på næste foredrag på jeres arbejdsplads!

Når jeg komponerer musik, så er det i pauserne, i stilheden, i nærværet og i det uperfekte og spontane, at magien opstår. Det mener jeg også gør sig gældende i livet generelt. Og netop disse magiske øjeblikke stjæler den digitale verden fra os. Udfordringen i dag ligger i at skabe åndehuller fra den digitale verden - mødesteder, hvor vi er til stede sammen - steder, hvor vi møder os selv i den simple handling ikke at foretage os andet end at være.

Jeg tror mange af os bliver mere og mere fremmedgjorte overfor os selv, simpelthen, fordi enhver naturlig pause i hverdagen er blevet overtaget af vores smartphones. Før sociale medier og smartphones fik vi helt naturligt foræret åndehuller til at mærke os selv, tænke en tilfældig tanke, kigge op og se på det menneske, der sad overfor os i toget osv. Det skal vi begynde at gøre igen. Vi bliver spundet ind i algoritmer, der fastholder os i vores afhængighed, så vi hverken kan se indad eller udad. Derfor er det enormt vigtigt, at vi tager livets store gaver tilbage, og går fra at være bevidstløse til at være bevidste, opmærksomme, digitale verdensborgere, som kan sanse, føle, tænke, være til stede og deltage i de fællesskaber, vi er en del af. Måske er det ikke kun kødfrie dage, vi bør indføre, men også mobilfri dage?

Vi taler tit om, at vi er bekymrede for vore børn og deres digitale vaner. Jeg vil her slå et slag for, at vi voksne starter med os selv. Det er os, som børnene spejler sig i, og det er min påstand, at den voksne befolkning har et mindst lige så stort problem som børnene! Så for at slutte i den AA-inspirerede terminologi, som jeg startede i, vil jeg spørge dig: Hvad med dig? Er du også digital junkie?

Hej, jeg hedder Mads Langer - og jeg er digital junkie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce