Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Hvad var det egentlig, vælgerne ville sige?


Hvad var det egentlig, vælgerne ville sige?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


MF for Liberal Alliance Henrik Dahl
Billede
Debat. 

Vælgerne har talt, og kommunalvalget er forbi. Men hvad sagde de egentlig? Tillad mig, at jeg blander mig i det store kor af forstå-sig-på'ere og kommer med mit personlige bud. Giver man sig i kast med at lede efter en guldforklaring, der sætter det hele på en enkelt formel, har man gang i et projekt, der på forhånd må kaldes frugtesløst. At en borgerliste kan sætte sig på magten i en kommune; eller at landspolitiske modstandere går sammen, kan ikke skrives ind i en ligning. Her spiller enkeltindividet den afgørende rolle.

Når det så er sagt, er der visse observationer, der nok kan være værd at diskutere nærmere. Hvis vi betragter Jylland efter valget, består det af en praktisk taget sammenhængende, blå kerne med røde kanter. Hvad kan der være på spil her? Den blå kerne er nok lettest at forklare: I det, man kan kalde "Produktionsdanmark", har de fleste mennesker en grundborgerlig tankegang. Her ligger en lang række produktionsvirksomheder - blandt dem nogle af de største - og landbrugsbedrifter, der giver overskud. Arbejdsløsheden er generelt lav. Når folk har fri, er der mange, som hepper på deres lokale håndboldhold, der atter har kurs mod slutspillet.

Det sidste er vigtigt, men ikke det allervigtigste. Det allervigtigste er, at i Produktionsdanmark er det ikke staten, der er omdrejningspunktet for forestillingen om det gode liv. I stedet er det civil­samfundet: Altså at man lever i et velfungerende og rart lokalmiljø, hvor man i respekt for andre kan gøre, hvad man vil. I Jyllands røde periferi (set fra kernen) er der flere ting på spil. For cirka ti år siden begyndte byplanlæggere at tale om "den jyske millionby". Det vil sige området i Østjylland, der strækker sig fra Randers i nord til Trekantområdet i syd (nogle mener, det hører med - andre er uenige).

I den østjyske millionby er billedet mere broget. Mange steder står de blå partier stærkt, ligesom i Produktionsdanmark. Men generelt er området mere præget af storbyfænomener som blandt andet pendling, trafikpropper på motorvejen og almindelig forjagethed i familierne, end Produktionsdanmark. Derfor er der flere af de klassiske røde dagsordener, der fænger her - og en større tilbøjelighed til at se på, hvad (velfærds)staten kan gøre for én.

I det nordlige og vestlige Jylland tror jeg, man skal være varsom med at give en enkelt forklaring. Som gammelt, sværindustrielt centrum er der stolte, socialdemokratiske traditioner i Aalborg. De uddør ikke så let, selvom der er andre dagsordner i vore dages samfund, end der var i det klassiske industrielle. Længere nordpå i Vendsyssel og i den nordvestlige del af Jylland står de røde partier også ganske stærkt. Her ville mit gæt være, at mange vælgere godt er klar over, at en forholdsvis stærk stat, der kæmper borgernes sag, når det gælder om at fastholde offentlige institutioner, investeringer i infrastruktur og et fornuftigt serviceniveau, direkte er til deres fordel.

På Fyn og Sjælland er billedet mere broget. Mange steder ligger magten på midten - forstået på den måde, at hvis man kan konstituere sig bredt, bliver man borgmester. Tilbage står gåden Københavns kommune. Omgivet af skydende bander og ghettoproblemer stemmer næsten halvdelen af borgerne på partier, der ønsker en væsentlig mere lempelig udlændingepolitik.

Hvis ikke København var landfast med resten af Sjælland, vil jeg derfor tro, at byen ville lette fra jorden - båret op af varm luft. Jeg skal dog understrege, at dette er et rent gæt fra min side og ikke noget, jeg kan bevise.