Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Respekt for de boglige, tak


Respekt for de boglige, tak

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Anette og Søren Bøjgård Schleicher, Storetoft 9, Fanø
Billede
Debat. 

I øjeblikket deles et klip fra Clements "Debatten" meget flittigt på de sociale medier. Scenariet er meget simpelt: En ældre herre, der præsenteres som asfaltarbejder gennem 50 år, skælder i studiet ud på et par jakkeklædte politikere fra den borgerlige fløj i Folketinget. Temaet er politikernes flirt med en højere pensionsalder, og det klassiske konfliktpunkt opridses, i øvrigt glimrende formuleret af den nævnte asfaltarbejder: En gruppe danskere har været så længe beskæftiget med hårdt fysisk arbejde, at de aldrig vil kunne holde ud på arbejdsmarkedet til 70 års alderen. 

Her er tale om den slags debatter, som faktisk i længere tid har formået at lukke kæften på selv de allermodigste meningsdannere. "Den lille mands" oprør mod en ikke defineret elite er blevet et mantra i hele den vestlige verden, og store dele af befolkningen elsker dette afsæt i Klods Hans-temaer. Udsagnet er det simple: Akademikere, politikere, og andet godtfolk med en boglig uddannelse i bagagen ved ikke noget om, hvad det vil sige at arbejde, og derfor skal de overhovedet ikke så meget som blot overveje, om der kan hentes ekstra penge til velfærden ved at sætte pensionsalderen i vejret. 

Nu skal man jo være både fair, rimelig og forsigtig, når man på denne vis blander sig i en verserende debat om noget så følelsesladet som diskussionen om, hvem der fortjener velfærdsgoderne og hvem der ikke gør. Undertegnede vil derfor gerne pointere, at vi ingenlunde føler os bedre eller klogere på livet end alle andre, ja faktisk er vi opvokset i familier, hvor et langt livs kropslige nedbrydning via hårdt fysisk arbejde kan aflæses direkte på vore nærmeste pårørende. Vi ved altså godt, hvordan fysisk hårdt arbejde kan præge mennesker. Vi kræver blot den samme respekt som andre erhvervsgrupper!

Da vi lever i en tid, hvor debatter udmærker sig med et meget sort-hvidt fokus, bliver debatten om pensionsalder og førstefødselsret til den sociale velfærd ofte journalistisk vinklet således, at borgere uden boglig uddannelse kategoriseres som værende i opposition til de, som har en boglig uddannelse. Helt unuanceret. Hvis du har slidt fysisk hele dit liv, har du simpelthen ret til at skælde ud på de, som har uddannet sig, uanset om du er asfaltarbejder fra Danmark, eller om du er industriarbejder fra Trumps rust-bælte. Retten til at skælde ud og skabe skel i befolkningerne i den vestlige verden bliver givet af ledere som Trump, Erdogan og Le Pen, som åbenlyst fører politiske dagsordener, der skal skabe skel og tale til laveste fællesnævner. Og strategien virker! 

De af os, der har en boglig uddannelse er således, blevet bragt i defensiven. Derfor må det være på sin plads med et modangreb. Et modangreb, som bærer mere nuancerede argumenter med sig. Men allerførst til asfaltarbejderen fra TV og andre, der påstår, at kun de ved hvad det vil sige at arbejde: 

Hvad f..... bilder I jer egentlig ind?

Hvordan kan I tillade jer at definere, hvad der er hårdt arbejde og hvad der ikke er? De fleste af os, der gjorde os umage nok i skolen, så vi kunne få en god uddannelse, har allerede fra tidlig ungdom og mange år frem suppleret SU-indtægterne med alle former for fysisk hårdt arbejde for overhovedet at kunne eksistere. Så vi ved godt hvad fysisk hårdt arbejde er. 

Mon I har ligeså meget indsigt i, hvad vore job handler om? 

Nej, vel! 

Vi har fra en tidlig alder været vant til at en arbejdsuge kan være 60-70 timer. Vi arbejder under stressede forhold. Vore kolleger bliver også syge. Ikke som følge af fysisk slid, men ofte som følge af mentalt belastende arbejdssituationer og en farlig mangel på skelnen mellem arbejde og fritid. Vore job er under konstant bevågenhed og kritik bl.a. fordi de politikere, mange af jer stemmer på, ikke tør stoppe et ufatteligt usundt måletyranni, og fordi I sjældent forsømmer en lejlighed til at se ned på os; undtagen lige når I har brug for vores professionelle assistance. Så får piben normalt en anden lyd. Husk så i øvrigt på, at lægerne kan skifte jeres slidte knæ og hofter, men vore hjerner kan ikke skiftes, så når vore kolleger bliver ramte, er det ikke vores segment, der har overskud til at se morgen-tv.

Læg mærke til at ovenstående udbrud IKKE var et forsøg på at bagatellisere jeres berettigede bekymring for den verserende diskussion om højere pensionsalder. Vores opråb til jer handler mere om at få jer til at feje for egen dør og lade være med at ophøje jer selv ved at tale andres livsindsats ned. Vi bør alle turde spørge: Hvordan skal vores velfærd finansieres, når flere bliver væsentligt ældre? Det er et spørgsmål, der skal adresseres. Det er et spørgsmål, som alle politikere kommer til at forholde sig til. Lige nu tør ingen tage fat i den rigtige ende af denne diskussion, fordi der er en politisk angst for at fortælle befolkningen sandheden: De raske kommer til at befinde sig længere tid på arbejdsmarkedet.

Grundtvigs sætning: "Er lyset for de lærte blot" klinger stadig som et fjernt ekko, der minder os om, at alle har ret til livsoplysning og uddannelse. Grundtvig var en klog mand. Med sin kamp for alles ret til at vide mere, var han med til at danne grundlaget for et samfund, der respekterer åndens arbejde på linje med håndens arbejde. Denne kultur risikerer at smuldre hvis politiske dagsordener får lov til splitte befolkningsgrupper. Et samfund er først for alvor i krise, når borgerne begynder at diskutere hvis indsats, der er mest værd. For vores vedkommende er grænsen nået. Vi vil ikke acceptere, at vores rolle tales ned. Vi vil ikke acceptere at man negligerer uddannede menneskers viden, den viden vi alle sammen skal leve af. Og vi vil i særdeleshed ikke acceptere, at primitive politiske dagsordener skal sætte national og international udvikling i stå ved at så splid mellem hele befolkningsgrupper med halvskjulte hentydninger til, at folk med en uddannelse tilhører en elite, som undertrykker andre!