Vi skal erklære krig mod de psykiske sygdomme


Vi skal erklære krig mod de psykiske sygdomme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Alexander Grandt, folketingskandidat (S), Nyvangsvej 32 A st. tv., Odense
Billede
Debat. 

Vi står midt i en epidemi af mistrivsel, psykisk sårbarhed og sindslidelser. År efter år vokser antallet af danskere, der rammes af psykisk sygdom. En tredjedel af befolkningen forventes at få en sindslidelse på et tidspunkt i deres liv, og lige nu lider en halv million danskere af psykiske lidelser. Mange af os har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Enten har vi selv været ramt af psykisk sygdom, eller også har vi været pårørende til et menneske, hvis sind brød sammen. Vi kender en kollega, der har været sygemeldt med stress. Vi kender den dreng, der først alt for sent i sine teenageår fik konstateret ADHD. Eller den pige, der i hemmelighed har gjort skade på sig selv. Vi kender det menneske, der langsomt blev ædt op af sine lidelser og mistede livet til angsten. Måske har du selv oplevet at stå helt ude ved kanten og haft brug for hjælp.

Sindslidelser og psykisk sårbarhed er en af vor tids største helbredsudfordringer. Alligevel har ingen af de politiske partier et troværdigt bud på, hvordan vi kommer den mentale sundhedskrise til livs. I stedet forværres situationen dag efter dag, fordi hverken højre eller venstre side af folketingssalen for alvor vil tage ansvaret på sig. De er direkte medansvarlige for det enorme svigt af alvorligt syge mennesker. Når man har set helt unge mennesker tabe livsglæden til sindssygdommen, så kan man ikke fortsætte med bare at lade stå til. Det står hverken skrevet i den blå eller røde partibog, at mennesker med sindslidelser skal behandles uværdigt. At så mange slet ikke skal have hjælp. At vi skal gøre forskel på brækkede ben og rifter på sjælen. På tværs af de politiske fløje burde vi kunne blive enige om at stoppe den uværdige behandling af sindslidelser.

Psykisk sygdom er ikke selvforskyldt. Det handler ikke om bare at tage sig sammen og blive lidt mere robust. Depression kureres ikke ved at smile lidt mere. Angsten forsvinder ikke bare fordi du fortæller dig selv, at du skal stoppe med at være bange. Der er tale om komplekse og alvorlige sygdomme, der kan ramme os alle sammen. De fleste kan forstå, at børn der har oplevet omsorgssvigt eller soldater hjemvendt fra krig kan have været udsat for så traumatiserende oplevelser, at de er blevet syge. Men ikke engang de mennesker, der helt åbenlyst har haft brug for hjælp, har vi været i stand til at give en ordentlig behandling.

Danmark skal erklære krig mod de psykiske sygdomme. Det kræver flere ressourcer til en udsultet og svækket psykiatri. Nye og forbedrede rettigheder til patienterne. En større og bedre indsats i at involvere civilsamfund og pårørende i sygdomsbekæmpelsen. Stærkere fokus på forebyggelse og tidligere diagnosticering, samt forskning i årsager og bedre behandlingsformer. Det er min ambition, at vi skal gøre Danmark verdensførende i forebyggelse og behandling af psykisk sygdom. Det har vi både en politisk og moralsk forpligtigelse til. Og hvis vores menneskelige forpligtigelse til at hjælpe andre ikke er argument nok, så koster det hvert år samfundet mere end 20. mia. kroner, at mennesker med angst, skizofreni, depression og misbrug er uden for arbejdsmarkedet og dør tidligere. Der er tilmed samfundsøkonomisk rationale i at behandle mennesker med psykisk sygdom.

For mange bliver deres psykiske sygdom starten på en social deroute. Et liv der kollapser. Fremtidsudsigter der forsvinder. For en stor del af de danskere, der livsvarigt befinder sig uden for arbejdsmarkedet, kan årsagerne findes i psykisk sygdom. Sygdom bliver til social udsathed. Hvis man som politiker for alvor er optaget af, at vores velfærdssamfund skal bekæmpe udsatheden, så er indsatsen mod psykisk sygdom det eneste rigtige sted at starte. Med afskaffelsen af SATS-puljen er der nu en brændende platform for at få psykiatrien på finansloven og sikre varige og tilstrækkelige bevillinger til den psykiatriske behandling. Det er nu politikerne skal rette op på den årelange underfinansiering af psykiatrien og reelt set sidestille psykiatrisk behandling med enhver anden slags behandling i vores sundhedsvæsen. Vi har ikke råd til at gøre det halvt. Puljer og projektfinansiering er ikke godt nok.

Fra patienter til pårørende over psykiatere og psykologer er der larmende enighed om psykiatriens forfald, det daglige svigt af psykisk sårbare, og det presserende behov for en politisk løsning. Jeg har endnu ikke fundet én politiker, der kan fortælle mig rimeligheden i, at vi svigter mennesker så massivt. Nu er det Christiansborg der må vise politisk lederskab, så enhver dansker, der rammes af psykisk sygdom, kan vide sig sikker på, at man i Danmark får verdens bedste behandling.

Vi skal erklære krig mod de psykiske sygdomme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce