Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Arven fra lærer Ebbesen, generation 1866 og alle de andre

Friskolemuseet holder også særlige arrangementer som for eksempel onsdag, hvor Johannes Rahbek fortalte om sin barndom i Balle under et julearrangement. Foto: Morten Pape

Arven fra lærer Ebbesen, generation 1866 og alle de andre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I Balle ligger landets eneste friskolemuseum, som fortæller historien om skolen og byen fra 1866 og frem til i dag. Den lille tidslomme bliver nøje værnet om af Mette Kramer og Anne Maria Johansen, for hvem friskolen har spillet en helt central rolle.

Balle: På Ballevej 48 ligger en tidslomme. Udefra ligner det et ganske almindeligt, om end gammelt, hus, men går du ind ad døren, bliver du ført tilbage til en tid, hvor ordene bliver skrevet med sirlig skråskrift, og lærerne blev tiltalt ved efternavn. 

I huset findes landets formentligt eneste friskolemuseum. Det fortæller historien om Balle Friskole og den by, der omgiver den, fra skolens grundlæggelse i 1866 og frem til i dag. Historien bliver fortalt gennem massevis af lokale klenodier såsom dagbøger, stilehæfter, avisudklip, originalt inventar og billeder, der vidner om udviklingen gennem tiden. 

- Se for eksempel de her historiespørgsmål. Der står godt nok 1945 på kassen, men jeg tror, de er lavet før krigen, lyder vurderingen fra Mette Kramer, da hun fremviser en tyk stak håndskrevne kort, hvorpå der med skråskrift er nedfældet spørgsmål om historie og religion. 

- Dem kan jeg huske, at mine søskende også er blevet hørt i, så de må være fra før krigen, supplerer Anne Marie Johansen. 

De to kvinder står i spidsen for det lille museum, og man kan dårligt fortælle historien om det uden også at fortælle historien om dem. 

 

 

Jeg tror, museet betyder noget for dem, der har gået på skolen, og det betyder også noget for mig. 
Mette Kramer

Bygget på grundtvig-koldske tanker

Balle Friskole har nemlig spillet en helt central rolle i begge kvinders liv. Mette Kramer stod i spidsen for skolen fra 1975 til 2002 sammen med sin mand, Max. Det var også parret, der fik idéen til at oprette museet i den oprindelige skolebygning, som friskolen rykkede ud af i 1961 og derefter benyttede som lærerbolig i en årrække.

- Vi havde så mange ting liggende, undervisningsmateriale, skolebilleder og den slags, helt tilbage fra begyndelsen. Det er et held, det ikke er blevet smidt ud i årenes løb, og vi synes, det kunne være rart at have et sted at opbevare og fremvise det, forklarer hun. 

Anne Marie Johansen blev hurtigt inddraget i processen. Hendes familie har i generationer været elever på skolen, og hendes far, mand og søn har siddet i bestyrelsen for efterskolen, der kom til i 1962 i et forsøg på at tiltrække flere børn og unge til byen i en tid, hvor børnetallet var dalende.

Friskolen såvel som efterskolen er baseret på det grundtvig-koldske tankesæt, som både Anne Marie Johansen og Mette Kramer altid har bakket op om. 

- Man tager meget hensyn til individet, og det enkelte barn bliver undervist på sit eget niveau, og så er der faste elementer som morgensang og fadervor hver dag, nævner Anne Marie Johansen som nogle af skolens styrker. 

 

Få privat rundvisning

Så vidt vides er det lille museum i Balle det eneste friskolemuseum i Danmark. De to kvinder har søgt efter andre, men aldrig fundet et, og en søgning på internettet giver samme resultat.

Den unikke museum holder åbent den første onsdag i hver måned klokken 14 - 16 eller efter behov. 

- Man kan altid ringe til os, hvis man er på de her kanter og gerne vil have en rundvisning udenfor almindelig åbningstid. Det er der jævnligt, nogen der gør, siger Anne Marie Johansen.