Cannabis-forkæmper tog til København med 15.000 underskrifter under armen: Værsgod, sundhedsminister

Maj-Britt Sanders overrækker de mange underskrifter til sunhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Privatfoto

Cannabis-forkæmper tog til København med 15.000 underskrifter under armen: Værsgod, sundhedsminister

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Maj-Britt Sanders, Bredsten, afleverede 15.000 underskrifter og debatterede medicinsk cannabis til epileptikere med sundhedsministeren.

Bredsten: Det var en spændt Maj-Britt Sanders, der mandag formiddag tog turen fra Bredsten til Christiansborg for at møde sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V). Her skulle det handle om, hvorfor epilepsi ikke er en af de lidelser, som er kommet med i en fireårig medicinsk forsøgsordning med medicinsk cannabis.

Maj-Britt Sanders har selv en datter, der lider af en sjælden variant af epilepsi, og ad den vej har hun gennem årene læst mange rapporter og studier om epilepsi og medicinsk cannabis.

- Jo mere, man læser om, hvordan det her kan hjælpe nogle af de mennesker, som ellers ikke kan blive anfaldsfri med medicin, jo mere irriteret bliver man over, at epilepsi ikke er kommet med i den forsøgsordning. Det er selvfølgelig ikke en mirakelkur, men kan man hjælpe nogle til at få færre eller mindre anfald, måske endda blive helt anfaldsfrie, hvorfor så ikke gøre det?, spørger hun.

Ved mandagens møde overrakte hun 15.000 underskrifter fra folk, som ligesom hende synes, at epilepsi burde indlemmes i forsøgsordningen. Samtidig fik hun cirka en halv time til at drøfte emnet med ministeren.

- Vi fik en god snak, hvor jeg havde en fornemmelse af, at hun helt sikkert lyttede til mig, men jeg tror ikke, det rykkede noget, siger Maj-Britt Sanders.

Hvordan jeg helt præcis vil gå videre med det, er jeg ikke helt klar over endnu. Men jeg vil ikke bare sætte mig med hænderne i skødet og vente.
Maj-Britt Sanders

Henviste til anbefalinger

Ellen Trane Nørby forklarede ved mødet, at regeringen følger Lægemiddelstyrelsens anbefalinger, og styrelsen har ikke peget på epilepsi som en kandidat til forsøgsordningen.

- Ministeren sagde blandt andet, at der manglede tilstrækkelig evidens for virkningen af medicinsk cannabis til epileptikere. Ikke, at hun ikke troede, det hjalp, men at der mangler dokumentation, forklarer Bredsten-kvinden.

Desuden fornemmer Maj-Britt Sanders, at der ligger nogle forbehold i det faktum, at mange af de epilepsipatienter, som måske kunne få gavn af cannabis, er børn.

- Man er bange for, at det på sigt vil skade børnene. Men hvert eneste anfald kan gøre skade på børnene, så det ville godt at kunne begrænse dem, siger hun.

Samtidig fortalte Ellen Trane Nørby, at andre patientforeninger har været bedre til at lægge pres på for at komme med i forsøgsordningen end Epilepsiforeningen.

Vil kæmpe videre

Selvom mandagens møde ikke førte noget mere konkret med sig, er Maj-Britt Sanders slet ikke færdig med at kæmpe for den sag, hun tror så meget på.

- Det var en god afrunding på underskriftindsamlingen at få lov at overrække underskrifterne direkte til ministeren og tale med hende om, hvorfor jeg synes, det her er så vigtigt, siger hun og fortsætter;

- Nu skal jeg hjem og finde nogle af alle de udenlandske studier, som beskæftiger sig med det her. For der er udført rigtig mange studier, siger hun.

Desuden påtænker hun at tage kontakt til en børnelæge i USA, som arbejder med medicinsk cannabis til epilepsipatienter.

- Hvordan jeg helt præcis vil gå videre med det, er jeg ikke helt klar over endnu. Men jeg vil ikke bare sætte mig med hænderne i skødet og vente på, at epilepsi om fire år, når det her forsøgsordning er slut, måske kan komme med i et nyt forsøg, slår hun fast.

Cannabis-forkæmper tog til København med 15.000 underskrifter under armen: Værsgod, sundhedsminister

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce