Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


DF vil have Egtvedpigen hjem fra København - men det bliver dyrt

Sådan ser det kommende oplevelsescenter, der skal ligge ved Egtvedpigens grav, ud efter planen. Egtvedpigen er på listen over de ti største arkælogiske fund i verden. Skitse: Art+Com Berlin

DF vil have Egtvedpigen hjem fra København - men det bliver dyrt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dansk Folkeparti i Vejle Byråd håber, at Egtvedpigen kan vende hjem til sit findested, når det nye oplevelsescenter står klart. Det vil dog være for dyrt og omfattende, vurderer udvalgsformand og museumschef.

Egtved: Politikerne i Vejle Byråd gav på et møde onsdag deres fulde opbakning til planerne om at bygge et nyt oplevelsescenter ved Egtvedpigens grav.

Står det til Lars Aarup fra Dansk Folkeparti, skal graven dog ikke være tom. Han ser gerne, at Egtvedpigen med tiden forlader Nationalmuseet i København, hvor hun ligger i dag, og vender hjem til sit findested i det jyske.

- Dansk Folkeparti siger klart ja til et nyt oplevelsescenter, og hvad angår Egtvedpigen, så er håbet det, at hun en skønne dag kommer hjem, hvor hun hører til, lød det fra Lars Aarup i byrådssalen.

Det er ikke første gang, nogen lufter idéen om at bringe Egtvedpigen tilbage til byen. Også Dan Arnløv Jørgensen, formand for kultur- og idrætsudvalget, har argumenteret for en flytning eller et udlån af den berømte pige fra bronzealderen. Han har dog måtte erkende, at idéen er for omfattende og for dyr til at realisere.

- Det kunne være fantastisk at få Egtvedpigen herover, men Nationalmuseet er meget karrig med at udlevere hende. Det ville også kræve, at vi byggede et oplevelsescenter, der har et helt andet sikkerhedsniveau, og det, skyder jeg på, vil koste to-tre gange så meget som det projekt, vi er i gang med nu, forklarer Dan Arnløv Jørgensen.

Det nye oplevelsescenter, der på flere forskellige måder vil fortælle historien om Egtvedpigen, forventes at koste 39 millioner kroner.

- Så det er nok tæt på at være urealistisk at få hende til Egtved, desværre, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Samme holdning har Inger Pabst, formand for Egtved Udviklingsråd, der har været repræsenteret under udviklingen af planerne.

- Det ville være helt unikt, hvis originalen fandtes i centret, men jeg ved ikke, hvor realistisk det er, siger hun.

Nationalmuseet: Her er kravene, hvis Egtvedpigen skal på hjemmebesøg
Oplevelsescentret
Planerne for et nyt oplevelsescenter er udviklet i et samarbejde mellem VejleMuseerne, Vejle Kommune, Egtved Udviklingsråd, Natonalmuseet, Aarhus Universitet og virksomheden Art+Com Berlin.De nedslidte faciliteter, der i dag findes ved graven, skal skiftes ud med et 650 kvadratmeter stort og moderne oplevelsescenter, der også tager de udendørs arealer i brug.

Fortællingen om Egtvedpigen kommer tilat bestå af fire kapitler: ét, der handler om Egtvedpigen selv, et andet, der handler om hendes religion, et tredje, som fokuserer på hendes rejse gennem Sydeuropa og et fjerde, der fortæller om den kultur, der mødte hende i Egtved.

 

Ville kræve personale

Nu hvor byrådet har godkendt planerne, kan gruppen bag projektet officielt begynde at søge midler blandt diverse fonde, da størstedelen af finansieringen skal findes der.

Hvornår centret åbner afhænger således af, hvor hurtigt pengene kan findes, men projektgruppen håber, det bliver i 2021, som er 100 året for fundet af Egtvedpigen. Selvom det ville give en fin symbolik at bringe hende hjem til åbningen, så mener Ove Sørensen, museumschef ved VejleMuseerne, heller ikke, at det er ladsiggørligt. Blandt andet fordi, at det ikke er planen, at det nye oplevelsescenter skal være bemandet af personale.

- Det ville kræve en helt anden bygning, som sikkerhedsmæssigt og bevaringsmæssigt kunne rumme sådan et fund, og det ville kun kunne opnås med bemanding på centret, siger Ove Sørensen.

Han mener dog heller ikke, at det er absolut nødvendigt at bringe Egtvedpigen tilbage til den by, der navngav hende.

- Man kan godt fortælle historien om Egtvedpigen uden at have originalen, og man kan sagtens have to fortællinger om hende to forskellige steder i landet, siger han.