Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Efter 70 års ægteskab: Jeg er stadig forelsket i hende

At elske og ære til døren os skiller. Søren og Astrid Sørensen har holdt det løfte, de gav til hinanden ved alteret i 1947. Parret kan nu fejre jeres jernbryllup. Foto: Morten Pape

Efter 70 års ægteskab: Jeg er stadig forelsket i hende

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kærligheden er intakt mellem Søren og Astrid Sørensen efter 70 års ægteskab. 22. november kan parret fejre deres jernbryllup med børn, børnebørn og oldebørn.

Jerlev: I en tid med stigende skilsmisserater er de et særsyn og et eksempel på, hvad det vil sige at holde sammen i medgang og modgang, til livet hører op.

Efter 70 år, hårdt arbejde på gården, tre døtre, syv børnebørn og syv oldebørn kan Søren og Astrid Sørensen fra Jerlev fejre deres jernbryllup onsdag 22. november. Ikke alene har parret formået at holde sammen i tykt og tyndt i syv årtier, de har også formået at holde liv i kærligheden mellem dem.

- Jeg er stadig forelsket i hende, og vi har det så godt med hinanden efter alle de år, siger 93-årige Søren Sørensen med et kærligt blik på sin to år ældre hustru.

Parret drev i mange år landbrug sammen, først ved Haderslev, siden i Ødis-Bramdrup og slutteligt i Tudvad. Gårdlivet dannede også rammen om parrets første møde.

- Jeg hjalp til på mine forældres gård ved Jelling, og Astrid tjente på nabogården. Der var fire karle på den gård, så jeg var tit derovre, fortæller Søren Sørensen.

Her fangede den unge Astrid hans blik, og da Søren Sørensen blev tilbudt at forpagte en gård i Sønderjylland, takkede Astrid ja til rollen som bondekone.

Vi elsker hinanden, og vi har det bare godt sammen.
Søren Sørensen

Holder sig i gang med job og husarbejde

Herefter skabte parret deres egen familie, som siden da har vokset sig stor. Billeder af børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn pryder stuevæggen i Jerlev-hjemmet, hvor parret har boet de seneste 30 år.

Hver anden uge får de to timers rengøringshjælp, men ellers klarer ægteparret selv stort og småt i hverdagen.

- Vi er gode til at hjælpe hinanden. Den ene kan ikke se for godt, og den anden husker ikke så godt, men sammen klarer vi det, siger Astrid Sørensen.

Parret vægter at holde sig i gang, så længe de kan. Astrid Sørensen har nok at se til med hus og have, mens gemalen stadig er en del af arbejdsmarkedet som alt-mulig-mand på Mathiasen Ost, hvor han blev ansat efter salget af gården i Tudvad.

- Da vi solgte gården, tænkte jeg, at nu skulle vi rigtig nyde livet her i Jerlev, men jeg kunne ikke finde mig til rette i det. Så læste Fru Sørensen, at de søgte en mand nede hos Mathiasen Ost, og så blev jeg ansat. Nu har jeg været der i 31 år, men jeg er der ikke så meget som før. Fredag er min arbejdsdag, fortæller Søren Sørensen med et smil.

Husk tålmodigheden

Jernbrylluppet bliver markeret med en stor fest for venner og familie på Mølkjær Kro på lørdag.

Netop familien udgør en væsentlig del af parrets opskrift på, hvordan man holder sammen i så mange år.

- Vi har tre dejlige piger, og de har fundet tre gode mænd, som de stadig er sammen med. Det betyder meget, siger Søren Sørensen.

Astrid Sørensen råder også aspirerende jernbrudepar til at værne om en god hverdag sammen og de små glæder, det bringer med sig.

- Og så skal man også huske at være tålmodig, lyder hendes simple, men uden tvivl væsentlige råd.