Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Formand: Inklusion ligger som en bombe under skolens budget

Har Firehøjeskolen for mange elever med behov for specialundervisning, kan det ramme budgettet og dermed alle andre elever på det to afdelinger i Vandel og her i Ny Nørup. Foto Michael Svenningsen

Formand: Inklusion ligger som en bombe under skolens budget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På Firehøjeskolen er budgettet flere gange gået i minus, når flere elever end forventet har brug for at komme i specialskole. Det havde nær kostet skolen en million i år, siger skolebestyrelsesformanden.

Ny Nørup/Vandel: Hvert år sender Vejle Kommune knap to millioner kroner afsted til Firehøjeskolen. De skal bruges til at dække de udgifter, skolen har til elever, der har behov for at komme i specialskole. Men hvert år er skolens ledelse bekymret for, om de to millioner nu også er nok.

- Vi kan aldrig vide det med sikkerhed. Det ligger som en bombe, der venter på at sprænge under hvert årsbudget, forklarer Martin Fogh Skovlyst, der er formand for Firehøjeskolens skolebestyrelse.

Årsagen til bekymringen er den måde, som kommunens penge til specialundervisning bliver fordelt på. I 2011 besluttede Vejle Kommune, at hver folkeskole fremover skulle have et fast beløb hvert år til at dække udgifterne forbundet med specialskoleelever. Målet er at motivere den enkelte skole til at arbejde mod at få flere elever med særlige behov inkluderet i de almene klasser.

Firehøjeskolen får knap to millioner årligt. Det svarer i runde tal til, at skolen kan sende 11 elever videre til et specialtilbud. Er der brug for flere penge, skal de som udgangspunkt findes andre steder på skolens budget.

- Inden det her skoleår startede, så det ud til, at vi ville få et underskud på én million kroner, fordi vi havde så mange elever, der havde brug for et specialtilbud. Vi blev kun reddet af, at flere af dem valgte at tage på efterskole i stedet for at gå i 9. klasse hos os, så nu slipper vi med et underskud på knap 100.000 kroner, siger Martin Fogh Skovlyst.

Udvalgsformand: Vi mangler midler men det går fornuftigt
Specialskoler
I Vejle Kommune koster det enten 150.000 eller 190.000 kroner at have en elev i en specialskole i et år.Eleverne kan være på skolerne på grund af blandt andet diagnoser, indlæringsvanskeligheder eller trivselsproblemer.

Hver skole får et fast beløb hvert år til at dække udgifterne. Beløbet varierer fra skole til skole.

Den enkelte skoles beløb blev fastlagt i 2011 ud fra nogle socioøkonomiske modeller, der udregner et skøn over, hvor mange elever med særlige behov den enkelte skole forventes at have.

Har før haft underskud

Skoleforvaltningen råder over en pengepulje forbeholdt skoler med budgetproblemer, men der er ingen garanti for, at der altid er hjælp at hente, og ifølge Martin Fogh Skovlyst afviste forvaltningen at give Firehøjeskolen støtte, da bundlinjen så værst ud.

- Så havde vi været nødt til at finde pengene andre steder, for eksempel ved at lave større klasser eller droppe lejrturen. Men vi ville ikke kunne hente en hel million på den måde, så vi ville have slæbt rundt på det underskud i mange år, forklarer Martin Fogh Skovlyst.

En oplevelse, som ikke er helt fremmed for skolen, der har afdelinger i både Vandel og Ny Nørup.

- Vi har før haft underskud på 200.000-300.000 kroner på grund af det her, siger formanden.

Formand stiller op til valg

Martin Fogh Skovlyst håber, at de ansvarlige politikere vil ændre på systemet.

- Jeg har kontaktet politikerne i børne- og familieudvalget, men uden der er sket noget, så nu begynder bægeret at flyde over, siger bestyrelsesformanden, der selv stiller op til byrådet ved det kommende valg for Liberal Alliance.

Så hvad bør man efter din mening gøre i stedet for?

- Jeg synes, det er fint, at man gerne vil motivere til at fremme inklusionen, men modellen kammer helt over og skaber et sikkert grundlag for skolerne. Det skal ændres, så de enkelte skolers budgetter slet ikke eller i meget mindre grad bliver belastet, siger han.