Fra vand til sand: Forvandling af gammel svømmehal i gang

Bygningsanalyser har vist, at klinkerne ikke er miljøskadelige, så det har ikke været nødvendigt at fjerne dem, inden de gamle bassiner fyldes op med sand. Foto: Ludvig Dittmann

Fra vand til sand: Forvandling af gammel svømmehal i gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arbejdet med at forvandle svømmehallen i Vingsted til en topmoderne konferencesal er nu gået i gang. Første step er at fylde de gamle bassiner med sand.

Vingsted: Det tog tid at lukke en million liter vand ud af en svømmehal, konstaterede man hos Vingsted Hotel & Konferencecenter, da de to bassiner blev tømt for vand midt i juni måned. Men det tager også tid at fylde en million liter sand i de samme bassiner, inden et nyt gulv senere kan støbes ovenpå.

Det kan man se i disse dage, hvor det ene læs sand efter andet køres ind med en stor gravko.

- De gamle bassiner bliver fyldt op, da det ville være unødvendig dyrt og tidskrævende at brække dem op. Vi har for nogle år tilbage fået udarbejdet nogle bygningsanalyser, som viser, at der ikke er noget kemisk eller giftigt i den gamle svømmehal, så vi kan med god samvittighed lade dem fylde op i stedet, forklarer konferencecentrets direktør, Mette Ravn.

De gamle bassiner bliver fyldt op, da det ville være unødvendig dyrt og tidskrævende at brække dem op.
Mette Ravn, direktør

Dyr forstærkning af gulv

Når bassinerne er fyldt, skal endnu et tykt lag sand fordeles over det hele, så gulvniveauet bliver hævet.

- Samtidig bliver gulvet forstærket med stål, så vi er helt sikre på, at gulvet ikke braser sammen, forklarer hun.

Under salen er nemlig lokaler, der plejede at indeholde teknik og pumper til svømmehallen, så ingeniører har lavet adskillige beregninger for at finde den bedste løsning. Det er dog dyrt at forstærke et gulv på den måde. Prisen løber faktisk op i cirka 700.000 kroner, oplyser direktøren.

- Det er mange penge for noget, der ender med overhovedet ikke at kunne ses, da det er nede i gulvet, men det er den mest sikre løsning, så vi ved, at det kan bære alt, det skal kunne, siger hun videre.

Klar til august 2019

Samlet set løber byggeriet af Vingsalen, som den nye konferencesal kommer til at hedde, op i cirka 30 millioner kroner.

- Det var dyrere, end vi oprindelig havde tænkt, men når vi nu skulle bygge en ny konferencesal, skal den også være den helt rigtige, lyder det fra Mette Ravn.

Vingsalen forventes at være klar til brug i august 2019, og der er allerede adskillige bookinger af konferencesalen, selvom byggeriet af den kun lige er gået i gang.

Fra vand til sand: Forvandling af gammel svømmehal i gang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce