Konferencecenter får sin egen signatur-øl

Max Jensen (tv.) og Knud Pagh glæder sig over det nye samarbejde, som de stort potentiale i. Over den nærmeste fremtid skal de i fællesskab forsøge at udvikle den øl, der fremover skal være Vingsted signaturøl. Foto: Mette Mørk

Konferencecenter får sin egen signatur-øl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vingsted Hotel og Konferencecenter har indgået nyt samarbejde med Jelling Bryghus om at skabe en signatur-øl til konferencecentret. Det er med til at give gæsterne en ekstra oplevelse, mener restaurantchefen.

Vingsted: Øl kan være meget andet end Tuborg eller Carlsberg, uden at forklejne de velkendte mærker. Men der findes utallige forskellige specialøl, som byder på mere spændende smagsnuancer.

På Vingsted Hotel og Konferencecenter havde man et ønske om at få en øl specielt lavet til stedet. Kort før jul tog restaurantchef Knud Pagh derfor kontakt til Jelling Bryghus for at høre om mulighederne for et samarbejde.

- Vi går i restauranten i forvejen op i at bruge lokale råvarer og varer, hvor vi kender historien bag, så det var oplagt for os at tage kontakt til bryghuset i Jelling, som jo næsten ligger i baghaven, forklarer han.

Knud Pagh og restaurantens souschef besøgte derfor Jelling Bryghus og fik en række smagsprøver og en god snak. Midt i februar kunne konferencecentret sælge de første Vingsted Ales.

Det er altid en spændende proces at udvikle en ny øl-variant. På Jelling Bryghus har vi nogle gode klassikere, som vi kan kan tage udgangspunkt i, så vi finder den variant, som passer her til Vingsted.
Max Jensen, brygmester på Jelling Bryghus
Til den nye Vingsted Ale har Vingsted Hotel og Konferencecenter fået lavet deres egne øl-glas. Max Jensen har hjulpet med at vælge den rigtige glasform, der passer til netop en ale. Foto: Mette Mørk
Til den nye Vingsted Ale har Vingsted Hotel og Konferencecenter fået lavet deres egne øl-glas. Max Jensen har hjulpet med at vælge den rigtige glasform, der passer til netop en ale. Foto: Mette Mørk

Tror på godt salg

Det er dog ikke helt signatur-øllen endnu. I første omgang er det en Jelling Bryghus-klassiker "Poppo", som er hældt på flaskerne.

- Først skal vi lave et prøvebryg af den ølvariant, vi vil udvikle. Måske skal der flere til. Først derefter kan vi sætte et rigtigt bryg i gang, så der vil minimum gå 13-14 uger, før vi kan have en signatur-bryg helt færdig, fortæller direktør og brygmester på Jelling Bryghus, Max Jensen.

Så længe ønskede Knud Pagh ikke at vente, så derfor blev beslutningen i første omgang at vælge en variant, som var næsten færdigbrygget.

- Det har givet os mulighed for at afprøve, hvad kunderne siger til det, og jeg må sige, at det er gået virkelig godt. Vi har knap ti flasker tilbage ud af de cirka 300 flasker, vi startede med. Og det er vel at mærke uden, at vi har gjort noget særligt for at sælge dem, lyder det fra Knud Pagh.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kan sælge mange flere. Ikke så meget til maden, hvor de fleste vælger vin, men til bagefter, hvor folk sidder og hygger sig i baren eller i et af de forskellige siddeområder.

Der har været god interesse for Vingsted Alen, som dog ikke helt er signatur-øllen endnu. Faktisk er der kun knap ti flasker tilbage, men Jelling Bryghus er snart klar med næste bryg. Foto: Mette Mørk
Der har været god interesse for Vingsted Alen, som dog ikke helt er signatur-øllen endnu. Faktisk er der kun knap ti flasker tilbage, men Jelling Bryghus er snart klar med næste bryg. Foto: Mette Mørk

Mange udviklingsmuligheder

Max Jensen og Knud Pagh er nu så småt begyndt at drøfte, hvordan den "rigtige" Vingsted Ale skal smage. Knud Pagh har blandt andet et ønske om, at den gerne må være lidt kraftigere og sødere.

- Det kan være, vi skal eksperimentere med at blande lidt karamel i, og så skal vi måske se lidt på mængden af humle. Vi kan også prøve at bruge lidt friske bøgeblade i bryggen, som kunne passe rigtig godt sammen med de meget naturskønne omgivelser omkring stedet her, forklarer Max Jensen.

Det forslag er Knud Pagh umiddelbart interesseret i at arbejde videre med.

- Man kunne også forestille sig, at vi på sigt kan lave forskellige sæsonbetonede øl, så der er en let hvedeøl til sommerperioden og en kraftigere øl til juletiden. Der er masser af udviklingsmuligheder, som vi slet ikke havde tænkt over, da vi satte samarbejdet i gang, fortæller Knud Pagh.

Indtil signaturøllen er helt klar, bliver det fortsat "Poppo"-varianten, der kommer på flaskerne.

Konferencecenter får sin egen signatur-øl

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce