Tryllekunstner - og ordblind

Cirka 100 gange om året er Kenneth Baun på arbejde som Peter Pan. Han håber, at han kan være sig flere flere gange. Han vil gerne give andre ordblinde mod på at kaste sig ud i livet.
Foto: Torben Glyum

Tryllekunstner - og ordblind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han kan uden problemer trylle en kanin op af en hat, eller en due ud af et silketørklæde. Men at stave til helt simple ord har altid voldt 37-årige Kenneth Baun store problemer. - Engang da jeg skulle stave til "den" i skolen, lykkedes det mig at lave to stavefejl. Det er den eneste gang, mine klassekammerater har grinet af mig, fordi jeg var ordblind, husker Kenneth Baun, som modtog specialundervisning igennem hele sin skoletid.

- Drop mindreværdet

Ordblindheden blev opdaget allerede i børnehaven, fordi fireårige Kenneth kun kunne sige ordene ja, nej, mor og far. I dag fejler snakketøjet ingenting. Kenneth Baun, som bor med sin familie i Ødsted, lever af at underholde, og i sine roller som blandt andet tryllekunstner, Peter Pan, julenissen Julius og Ole Opfinder har han hvert år op mod 100 jobs, hvor han tryller og får folk til at grine. Samtidig holder Kenneth også gerne foredrag om det at være ordblind. - Jeg tror, der er mange ordblinde, som sidder med mindreværd. Dem vil jeg gerne fortælle, at man godt kan klare sig, selvom man er ordblind. Faktisk er vi ofte mere kreative og robuste, fordi vi har været vant til at kæmpe for tingene og finde alternative løsninger, mener han.

Mor med på sidelinien

Havde han ikke været ordblind, var Kenneth Baun måske blevet tømrer. Det var i hvert fald hans drøm som barn, men allerede i en tidlig alder gik det op for Kenneth, at han havde et særligt talent for trylleriet. - Og så får man en masse dejlig opmærksomhed samtidig, siger han med et smil. Det har dog ikke været et problemfrit karrierevalg. Tryllemanualerne kunne han ikke læse, så dem måtte moderen læse op for ham, de første mange år. Da Kenneth som 19-årig valgte at ville leve af trylleriet, skulle han være særdeles aktiv ved telefonen for at overtale potentielle kunder til at booke ham. Og lod de sig endelig overbevise, var Kenneth ikke i stand til at skrive den adresse ned, han skulle møde op på. Derfor måtte hans mor også her hjælpe, indtil Kenneth købte en telefon, der kunne optage samtalerne, så han bagefter havde tid til at gennemskue adressen. Og før GPS'en blev hvermandseje, kørte Kenneth efter vejnumre, når han skulle ud og underholde. På den måde kunne han befinde sig i Herning eller Hobro uden egentlig at ane det. - Jeg har aldrig mødt nogen, der var mere ordblind end mig, konstaterer han.

Kærlighed er (ord)blind

Men Kenneth Baun er overbevist om, at han har fået det bedste ud af sit handicap - faktisk har det bragt flere gode ting med sig. Ikke mindst fordi han ikke er bange for at tale om det. I 1999 sendte DR eksempelvis udsendelsen "Fra A til Z er ikke let" med Kenneth Baun og hans ordblindhed i fokus. Det var på Kenneths egen opfordring, at programmet blev lavet, og det gav endnu flere jobs som tryllekunstner. Men samtidig var det også på den måde, han mødte sin hustru, Katrine. Da hun så Kenneth i fjernsynet, var det kærlighed ved første blik, og det lykkes hende ad omveje at skaffe hans telefonnummer og dermed komme i forbindelse med ham. Til foråret kan de fejre kobberbryllup. - Jeg faldt for hans humor og smilerynkerne ved øjnene, fortæller en stadig forelsket Katrine, som oplever, at når hun sender sin mand i byen med en indkøbsliste, kommer han ikke altid hjem med de rigtige varer. Men det griner de bare af.

Prøver igen for børnene

Selvom han i en tidlig alder svor, at han aldrig ville prøve at lære at læse igen, lykkedes det i forbindelse med tv-udsendelsen i 1999 for første gang Kenneth at læse en bog med hjælp fra den pensionerede lærer Børge Skoulund. Men ellers har Kenneth frem til nu lagt læsningen lidt på hylden. - Jeg har ikke lavet andet hele mit liv, end at prøve at lære at læse. Så jeg har været rigtig træt af det, siger Kenneth Baun. Katrine har dog i årevis trofast klippet annoncer fra kurser på VUC ud til ham, som hun diskret har lagt på hans skrivebord. Og dette efterår skulle det altså være. - Jeg er startet på VUC i Vejle, så jeg kan få lært at læse lidt hurtigere, fortæller Kenneth. Målet er at være i stand til at hjælpe familiens ældste søn, Jonas, med lektierne. Han er nemlig lige startet i skole. - Jeg vil også gerne kunne læse en bog for dem, fortæller Kenneth, som derfor prøver at hænge i på VUC. - Jeg er stadig den dårligste i klassen, men jeg holder modet oppe ved hjælp af mit humør.

Tryllekunstner - og ordblind

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce