Vejle Kommune vil regulere testaffyringer på Erhvervspark Vandel

Fyrværkerivirksomhederne på Erhvervspark Vandel har over de senere år fået større behov for at gennemføre testaffyringer på området ved Vandel. Erhvervspark Vandel har derfor søgt om at få lov til at udleje et testaffyringsområde til brug for de fire fyrværkerivirksomheder. Arkivfoto: LCH Fireworks ApS

Vejle Kommune vil regulere testaffyringer på Erhvervspark Vandel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Erhvervpark Vandel har søgt om tilladelse til at udleje en testaffyringsplads til de fire fyrværkerivirksomheder, der holder til på erhvervsparkens område. Vejle Kommune vil nu opsætte nogle regulativer for, hvordan testaffyringer fremover må foregå.

Vandel: Fire fyrværkerivirksomheder har base på Erhvervspark Vandel. Det er virksomheder, der importerer, opbevarer og videresælger fyrværkeri fra Kina til kunder over hele landet.

Med jævne mellemrum har virksomhederne brug for at udføre test af fyrværkeriet, primært som egenkontrol af fyrværkeriets funktion og kvalitet. Den slags testaffyringer er foregået på Erhvervspark Vandel-området gennem en årrække, men det har ikke været reguleret.

Nu har Erhvervspark Vandel ansøgt om tilladelse til at udleje en testaffyringsplads på området, hvor fyrværkerivirksomhederne kan gennemføre de nødvendige testaffyringer.

Regulering af testaffyringer
Vejle Kommunes teknik- og miljøforvaltning foreslår, at de fire fyrværkerivirksomheder på Erhvervspark Vandel til sammen må gennemføre 24 testaffyringer årligt.
  • Der må højst være to testaffyringer pr. dag.
  • Testaffyringer må kun ske i tidsperioden mellem klokken 8 og 20.
  • På hverdage mellem klokken 8 og 16 må testaffyringer højst vare seks timer, efter klokken 16 og på lør-, søn- og helligdage må testaffyringer højst vare to timer pr. virksomhed.
  • Der må ikke foretages testaffyringer i perioden fra 15. april til 15. august.
  • Såfremt der i december af sikkerhedsmæssige årsager er behov for det, kan der gives tilladelse til ekstra testaffyringer med en varighed på højst 30 minutter.


Natur- og miljøudvalget i Vejle Kommune har bedt om yderligere afklaring på fyrværkerivirksomhedernes behov for testaffyringer mm., inden udvalget kan tage endelig stilling.

Testaffyringer skal reguleres

I forbindelse med etablering af fyrværkerivirksomheder på Erhvervspark Vandel blev der i 2007 og 2008 udarbejdet VVM-redegørelser (vurdering for virkning på miljøet, red.) I de redegørelser fremgår det, at 95 procent af testaffyringerne foregik i Kina, og at virksomhederne som udgangspunkt ikke havde behov for at gennemføre nogle på erhvervsparkens område. Siden har behovet for at gennemføre tests i Danmark ændret sig.

Test af fyrværkeri på Erhvervspark Vandel er derfor foregået gennem en årrække. Ansøgningen har nu givet anledning til, at Vejle Kommune nu vil fastsætte nogle regler for, hvornår og hvor længe den slags testaffyringer må foregå, så der bliver taget hensyn til både borgere og ynglende fugle.

Forvaltningen har foreslået, at der årligt må gennemføres 24 testaffyringer. Ligeledes foreslår forvaltningen, at der ikke må foretages testaffyringer i perioden 15. april til 15. august og på intet tidspunkt mellem klokken 20 og 08 af hensyn til både områdets beboere og yngleperioden hos de mange fuglearter ved Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage, der ligger kun knap to kilometer fra erhvervsparkens område. I dagtimer på hverdage må testaffyringer højst vare seks timer, på andre tidspunkter maksimalt to timer.

24 testaffyringer er ikke nok

Forvaltningen har holdt møde med Erhvervspark Vandel og fyrværkerivirksomhederne om regulering af test af fyrværkeri. Ved mødet bemærkede virksomhederne, at 24 testaffyringer tilsammen er for lidt, og at det begrænser driften af virksomhederne. Fyrværkerivirksomhederne har efterfølgende oplyst, at de i alt har behov for minimum 46 testaffyringer om året.

Virksomhederne har ligeledes gjort opmærksom på, at de i december kan stå med et akut behov for at gennemføre kortere testaffyringer af sikkerhedsmæssige årsager. Det vil give udfordringer, hvis de 24 testaffyringer på det tidspunkt er brugt. Forvaltningen foreslår derfor, at der i december kan gives tilladelse til ekstra affyringer med en varighed på højst 30 minutter, hvis virksomhederne kan dokumentere, at det skyldes sikkerhedsmæssige årsager.

Udvalg havde flere spørgsmål

Mandag skulle natur- og miljøudvalget i Vejle Kommune så drøfte Erhvervspark Vandels ansøgning.

- Vi blev enige om, at vi ikke kunne tage stilling på nuværende tidspunkt. Vi var i stedet enige om, at der var brug for et møde mere med fyrværkerivirksomhederne, hvor vi bliver endnu mere skarpe på, hvad deres behov for testaffyringer er, forklarer udvalgsformand Karl Erik Lund (DF).

Samtidig er der også behov for klarhed over, hvad der tæller som testaffyringer.

- Lige nu tæller alt det, der fiser rundt på jorden og ikke larmer også som testaffyring, men det er jo ikke til gene for nogen. Det er alt det, der larmer, der bekymrer nogle borgere i området, siger han og tilføjer;

- Når vi har fået de forskellige spørgsmål afdækket, kan vi begynde at behandle ansøgningen.

Vejle Kommune vil regulere testaffyringer på Erhvervspark Vandel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce