23-årig landmand: Mine kirsebærgrise skal både leve og smage godt


23-årig landmand: Mine kirsebærgrise skal både leve og smage godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Morten Ulbæk har siden september sidste år passet og solgt kirsebærgrise fra sin fødegård Ulbækgård ved Daugård. Håbet er, at hans grise med årene kan blive kendt som et særligt kvalitetsprodukt, fortæller den unge landmand.

Daugård: Da landmand og agrarøkonom Morten Ulbæk sidste år vendte hjem fra et ophold i Australien, havde han en idé med sig - han ville drive sit eget landbrug og opbygge et kvalitetsprodukt.

Ideen med at holde kirsebærgrise på Ulbækgård er 23-årige Morten Ulbæk selv kommet på, og indtil han officielt overtager Ulbækgård, forpagter han stedets marker til sit projekt-kirsebærgrise.

- Kirsebærsaften er inspireret af andre landmænd rundt i verden, der har fundet på andre frugter eller grønt at kombinere grisefoderet med. I Japan har man blandt andet wasabi-grise. Men jeg synes, kirsebær fungerer for mig. Det er en sund frugt, og grisekødet kommer til at smage utroligt godt af det.

Selvom der ved Ulbækgård og på stedets marker står kirsebærtræer, er det dog ikke tilstrækkeligt i forhold til den mængde saft, grisene dagligt får.

Derfor er den del et tilkøb for den unge landmand, der selv blander frugterne med vand og sukker, så det bliver til saft.

Dyrevelfærd er en standard hos mig. Grisene skal ses, høres og plejes godt - og de skal være tilfredse med en skøn krølle på halen.
Morten Ulbæk
Morten Ulbæks kirsebærgrise er naturgrise, der går ude hele året. Kvaliteten i dyrenes kød ligger i smagen, som kirsebærsaften frembringer, forklarer den unge landmand - de bærer på mindre fedt og mere saftigt kød, siger han. Foto: Michael Svenningsen
Morten Ulbæks kirsebærgrise er naturgrise, der går ude hele året. Kvaliteten i dyrenes kød ligger i smagen, som kirsebærsaften frembringer, forklarer den unge landmand - de bærer på mindre fedt og mere saftigt kød, siger han. Foto: Michael Svenningsen

Krølle på halen

Morten Ulbæks kirsebærgrise vejer i gennemsnit 120 kilo ved slagtning. Han forklarer, at kvaliteten ligger i, at der er mindre fedt på dyrene og mere særligt velsmagende kød.

- Samtlige af mine kirsebærgrise går på sort jord i stedet for på sand. Det er et bevidst valg, for jorden er sværere at rode i og kræver derfor mere arbejde. Dyrene får på den måde opbygget flere muskler i stedet for fedt. De er tilfredse og elsker deres liv - og jeg elsker deres velbehag og ikke mindst den smag, deres kød efterfølgende giver, siger Morten Ulbæk.

At hans grise er glade - er en meget vigtig pointe for hele konceptet, siger han.

- Dyrevelfærd er en standard hos mig. Grisene skal ses, høres og plejes godt - og de skal være tilfredse med en skøn krølle på halen. De har hver 72 kvm at boltre sig på, og de får stille og roligt lov til at vokse sig store uden stress og jag, fortæller Morten Ulbæk, mens han bukker sig ned til et par slagteklare grisene på seks måneder for at klø dem bag ørene.

Sidste år vendte Morten Ulbæk hjem fra Australien, og med sig havde han ideen om at drive sit eget landbrug og opbygge et kvalitetsprodukt. Foto: Michael Svenningsen
Sidste år vendte Morten Ulbæk hjem fra Australien, og med sig havde han ideen om at drive sit eget landbrug og opbygge et kvalitetsprodukt. Foto: Michael Svenningsen

Bedre til at fortælle om visioner

Morten Ulbæks kirsebærgrisene er naturgrise, der går ude hele året. De overnatter i små, isolerede huse inddelt i folde, som han sammen med en kammerat selv har sat op. Indtil videre har han seks folde med grise gående rundt inddelt efter alder.

Dyrene får lov at blive på markerne, lige indtil de bliver de kørt på slagteriet.

- Den dag, de skal hentes, foregår det stille og roligt, så de ikke blive stresset. De går selv op i lastbilen, og det er ret udramatisk og værdigt alt sammen, siger Morten Ulbæk, der gerne fortæller interesserede om sine grise og inviterer til et smut ind forbi gården.

- Vi landmænd skal blive bedre til at fortælle om vores visioner. Vores produkter er ikke længere i samme grad en selvfølge - og desto mere er det vigtigt, at vi fortæller om det, vi gør, brænder for og ønsker at skabe, siger Morten Ulbæk

Grisene skal have det godt og være glade dyr - det er en meget vigtig pointe for hele koncept-kirsebærgrise, forklarer Morten Ulbæk. Foto: Michael Svenningsen
Grisene skal have det godt og være glade dyr - det er en meget vigtig pointe for hele koncept-kirsebærgrise, forklarer Morten Ulbæk. Foto: Michael Svenningsen

Fra kl. 3.30

Han laver fra egne marker specielle såkaldte madpakker til grisene. De består af byg og kløvergræs og er med til at rense grisenes maver. Derudover drager han ofte i den tilhørende 20 hektar store skov. Her bliver der samlet grene og bark - barken er med til at rense dyrenes tænder.

- Jeg er som oftest oppe fra kl. 3.30, hvor jeg fodrer dyrene. Når det er gjort, tager jeg selv noget morgenmad og kører så på arbejde som tagdækker. Det er et freelancejob jeg har, indtil jeg kan leve af at være landmand, siger han.

Når Morten Ulbæk vender hjem til gården - oftest kl. 13, fodrer han dyrene, mens marker, græsarealer og den øvrige gård skal ordnes, herunder selskaber og arrangementer planlægges i gårdens længer.

- Der er altid nok at se til. Jeg keder mig aldrig. Drømmen om at kunne leve af kirsebærgrise og lave op til 1600 grise om året, rykker nærmere for hver dag, der går. Jeg tror på det, og kan stå inde for hele molevitten - glade grise, lækkert kød - og dansk producerede madpakker til dyrene uden pesticider. Det er ret tilfredsstillende, siger Morten Ulbæk.

23-årig landmand: Mine kirsebærgrise skal både leve og smage godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce