Chefstrateg: Husk at være optimist

David Bakkegaard Karsbøl, chefstrateg, Sparinvest. PR-foto

Chefstrateg: Husk at være optimist

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En god del af min barndom og mit uddannelsesforløb har været præget af dystre forudsigelser om fremtiden for menneskeheden. I folkeskolen skulle vi se film om industrivirksomheder, som ledte tungmetaller ud i floderne, køleskabe, som udledte freon og ødelagde ozonlaget og læse depressionsdigte af Michael Strunge.

I gymnasiet skulle vi høre om Thomas Malthus' teorier, The Club of Rome og grænser for vækst. Det hele handlede om overforbrug og dårlig samvittighed over, hvad kolonimagterne havde gjort i Afrika. På universitetet kunne man fra forskellige undervisere (dog ikke alle) høre, at verdens ressourcer var begrænsede, og at vi derfor snart ville løbe tør for olie, metaller og dyrkbar landbrugsjord.

Hvis andre har haft samme oplevelser som jeg, kan jeg godt forstå, at man kan forfalde til at blive pessimist, for chokerende og deprimerende historier sælger langt bedre end historier om, hvor godt det egentlig går. Det var også den kendte læge (nu afdøde) Hans Roslings pointe. Han producerede en række korte og præcise videoer med dette budskab for organisationen Gapminder, hvor han også gennemgik de faktiske tal og viste, at verden udvikler sig langt bedre end mange tror.

Men allerede i 1981 skrev økonomen Julian L. Simon den opsigtsvækkende bog, The Ultimate Ressource, som gjorde op med forestillingen om alle mulige, snarlige katastrofer. Simon tog udgangspunkt i officielle statistikker og gjorde rede for, at pessimisterne systematisk havde taget fejl i alle deres forudsigelser. Han indgik og vandt endda et væddemål med en af de mest højtråbende pessimister, Paul Ehrlich om hvorvidt fem af Ehrlich valgte metaller som følge af den påståede knaphed ville stige eller falde i pris over en tiårig periode. De faldt 57 pct. i gennemsnit.

Der er ingen tvivl om, at der findes forurening, fattigdom, sygdom og knaphed i verden, og at det i en eller anden grad altid vil være tilfældet. Men pålidelige data viser år for år, hvordan menneskeheden bliver bedre og bedre til at håndtere disse problemer.

For 100 år siden levede cirka 80 pct. af den globale befolkning i ekstrem fattigdom (mindre end 1 dollar om dagen). I dag er det under seks pct. - på trods af, at befolkningen er steget fra 1,8 milliarder til over syv milliarder i samme tidsrum. Selv i absolut forstand er fattigdommen faldet - fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til omkring 700 millioner i dag.

For 100 år siden levede under 20 pct. af den globale befolkning i et demokrati. I dag er det over halvdelen. I samme tidsrum er andelen af den globale befolkning, som har fået en basal uddannelse, steget fra under 40 pct. til over 85 pct., ligesom 85 pct. nyder godt af vaccinationer, mens vaccination ikke var almindeligt tilgængelig før 1960.

For 100 år siden døde over en femtedel af alle børn, før de blev fem år gamle. I dag er det under fire pct. Alene siden 1962 er den globale, forventede levealder steget fra 52 til over 70 år.

Med andre ord har levevilkårene for den globale befolkning udvist en helt entydig tendens mod forbedringer år for år, og der er ingen indikation på, at dette ikke også skulle være tilfældet i fremtiden.

I takt med, at næsten alle verdens borgere bliver rigere, styrkes ligeledes vores evne og vilje til at forbedre miljøet. Selvom der derfor fortsat findes forurening, har vi haft store landvindinger i forhold til at håndtere ozonlaget, partikelforurening, CO2-udledninger etc., ligesom dødsfald relateret til forurening har været konstant faldende i flere årtier.

Når medier, undervisere eller naboer derfor for fremtiden viderekolporterer dystre forudsigelser, så husk på, at alle sådanne forudsigelser i et halvt århundrede er blevet gjort grundigt til skamme, og at vi kan forvente, at optimisterne også i fremtiden vil triumfere. Menneskeheden kan godt løse problemerne. Det er derfor, at vi i et evolutionært perspektiv stadig er her. Husk at være optimist.

Selv i absolut forstand er fattigdommen faldet ? fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til omkring 700 millioner i dag. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Selv i absolut forstand er fattigdommen faldet ? fra 1,9 milliarder mennesker i 1990 til omkring 700 millioner i dag. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Chefstrateg: Husk at være optimist

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce