Grænsegigant klar til større satsninger på nettet

Jens Klavsen tæller som koncerndirektør selvfølgelig penge, men er også i fuld gang med at planlægge en fremtid, der ligger online. Fotos: Jacob Schultz

Grænsegigant klar til større satsninger på nettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fleggaard-koncernen udvider i år sit voksende imperium med flere handelsportaler.

Han kunne sidde og nyde den enestående udsigt til Flensborg Fjord og by, et kort stenkast fra Fakkelgaarden og et lidt længere fra de grænsehandelsbutikker, koncernen er mest kendt for. Han kunne også som en anden Joakim von And sidde mageligt i sin stol og tælle de mange penge, han har været med til at tjene til den familieejede virksomhed gennem de seneste 14 år. Men det gør Jens Klavsen ikke. Den administrerende direktør for Fleggaard Holding A/S, der har diskret domicil på Skovbakken i Kollund, tænker frem.

Med en rekordomsætning på 6,4 milliarder kroner, et overskud før skat på lidt under en halv milliard, en egenkapital på 1,2 milliarder i det seneste regnskabsår og ca. 1700 ansatte fra omkring 40 lande er koncernen ikke blot Aabenraa Kommunes suverænt største privatejede virksomhed, men baseret på regnskabet 2016-17 Danmarks 75. største virksomhed. Og den skal fortsætte væksten - ikke på tre ben som nu, men på fire. - Vi er rimelig gode til detailhandel. Det er også det, vi er mest kendt for i offentligheden, siger Jens Klavsen og henviser til grænsehandelsbutikkerne Fleggaard og Calle, der siden frasalget af selskabets mobiltelefonvirksomhed til et tysk selskab har udgjort fundamentet i koncernens indtjening.

Bedst til forretning
Fleggaard-koncernen har som en del af en målrettet strategi bevidst spredt sine aktiviteter på forskellige brancher med afsætning til forskellige målgrupper og markeder. I evnen og viljen til hele tiden at udvikle koncernens forretningsområder er et meget centralt element i koncernens strategi og vision om at være Bedst til forretning understreget af disse tre sætninger: Vi er ikke altid størst, men vi vil altid være bedst. Vi kan ikke alt, men det vi kan, skal vi være bedst til. Vi vil være bedst til at udvikle nye forretningsområder.

Købet af aktiemajoriteten i den engelske grossistvirksomhed Click Entertainment, der har specialiseret sig i gaming-produkter, indgik i 2016-17 for første gang i Fleggaard-koncernens regnskab og er en af hovedårsagerne til årets vækst. Men også de øvrige forretningsområder havde et godt år. Grænsehandelsbutikkerne Fleggaard og Calle udgør stadig en stor del af forretningen. Engrosfirmaerne, der står for den store omsætning, er ud over Click Entertainment Dangaard (nonfood og livsstilsprodukter), Calgros (levneds- og nydelsesmidler), Famobra (international handel) og Aswo (reservedele og tilbehør). Læs mere om Fleggaard-koncernen på www.fleggaard-holding.dk

Online er fremtiden

- Det andet ben er engroshandlen med fem selskaber, deriblandt Dangaard med salg af nonfood og livsstilsprodukter og det nye Click Entertainment, der sælger gamingprodukter og tilbehør med base i London. Engrosdelen står alene for over tre milliarder kroner af omsætningen. Så har vi som det tredje ben leasingdelen med Fleggaard Leasing og det nye bilhus Fleggaard Auto i Vejle, hvor vi håndplukker nogle af de bedste brugte leasingbiler og sælger dem til slutforbrugeren. Det fjerde og sidste ben er det, vi kalder øvrige aktiviteter. Her er Hotel & Restaurant Fakkelgaarden, hvor vi bl.a. kan mødes og spise med vores internationale forretningsforbindelser, der også kan bo der. Fakkelgaarden er og bliver en del af familien. Under øvrige aktiviteter ligger også Petimo, et onlineunivers for kæledyr. Det er i onlineuniverset, fremtiden ligger, og det er her, det fjerde ben skal udvikles. Verden er i kraftig digital bevægelse, og Petimo er vores første skud på stammen, siger Jens Klavsen, der godt vil afsløre, denne portal er forløberen for en større onlinesatsning, som vil blive offentliggjort om kort tid.

- Petimo er tre ting. En slags blå avis for hunde på www.gipote.dk og Facebook, det er Danmarks største handelsplads for hunde, som et par hundrede tusinde mennesker klikker ind på. Den anden ting, der ikke er i luften endnu, er Garmin/Fitbit for hunde, hvor ejere gennem halsbåndet kan se hundens aktiviteter - skridt, søvn, leg og løb. Og den tredje er en onlineforretning med dyrefoder og dyrelegetøj. Og så er der ikke langt til også at prøve det samme med katte og i andre lande som for eksempel Sverige. Vi kan virkelig flytte noget ved digitalisering, siger Jens Klavsen, der også har planer om en onlineshop inden for reservedele og tilbehør.

Vækst på to måder

I domicilet i Kollund sidder en flok forretningsudviklere og arbejder med ideer, der kan give Fleggaard-koncernen øget indtjening.

- Vi skal vækste både organisk og ved opkøb, hvis det kan betale sig, og hvis det ligger inden for vores fire kerneområder. Vi har for eksempel frasolgt Hotel des Nordens, privathospitalet i Kollund, Benniksgaard Golf og Dan Trim med fitnesscentre, fordi vi skal gøre det, vi er gode til, og her er købmandskab et nøgleord. Vi er en handelsvirksomhed, vi er ikke gode til at producere, siger koncernchefen og henviser til familietraditionen, der går næsten 100 år tilbage, til 1926, da Hans Frede Fleggaards far åbnede Fleggaards Kolonialhandel i Padborg. Hans Frede Fleggaard kigger stadig jævnligt forbi huset på Skovbakken og drikker en kop kaffe med Jens Klavsen, men det er hans tre børn, Ole, Susanne og Birgitte, der i dag tegner firmaet som bestyrelsesmedlemmer i holdingselskabet.

- Vi er altid i gang, både indefra og udefra, med at udvikle i alle vores virksomheder. Vi er altid interesseret i det rette match. Når noget passer sammen, kan to og to godt give fem, man får mere power og flere rabatter. Det var det, der skete, da vi slog os sammen med Click Entertainment. Vi havde erfaring og et hovedkvarter, og nu sidder der ca. 40 mennesker i London og arbejder for en sønderjysk virksomhed.

Som et eksempel på en ny udvikling i grænsehandlen, hvor Fleggaard er markedsleder, nævner Jens Klavsen tilbygningen til den store forretning i Harrislee. - Her har vi været ved at drukne i vores egen succes, efter at vi har indført såkaldt Click & Collect. Vi tager slæbet for kunderne, som så bare kan hente deres bestilte varer hos os.

Der er således skabt endnu en mulighed for at købe ind "lige over grænsen", som det hedder i Fleggaards reklamer, og nu foregår det også på det net, den store sønderjyske familiekoncern satser stærkere på i fremtiden.

Grænsegigant klar til større satsninger på nettet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce