Jytte vil smide tøjlerne: Ridecenter skal sælges

I øjeblikket er der omkring 20 heste opstaldet i Jelling Ridecenter, hvor Jelling Sportsrideklub hører til. Arkivfoto

Jytte vil smide tøjlerne: Ridecenter skal sælges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der skal nye kræfter til, lyder det fra Jytte Thøstesen, som har sat Jelling Ridecenter til salg.

Jelling: Hver morgen møder Jytte Thøstesen ind i stalden hos Jelling Ridecenter på adressen Linkager 2 i det vestlige Jelling.

Her skal hestene fodres, og dernæst bliver de lukket ud, så hun kan ordne boksene. Ja, der er nok at se til, når man har omkring 20 heste opstaldet, og inden hun har set sig om er det blevet aften, hvor der igen er nye opgaver at klare. Og sådan fortsætter det dag ud og dag ind.

Men med en alder på 56 år kan Jytte Thøstesen samtidig mærke, at arbejdet med at stå for driften af et ridecenter bliver hårdere og hårdere. Derfor har hun sat ridecenteret til salg.

- Jeg har haft Jelling Ridecenter i otte år, hvor jeg har været på fra klokken 8 om morgenen til klokken 11 om aftenen - og nogle gange senere. Sådan er det at passe dyr. Man er på hele tiden. Men forhåbentlig er der snart nogle nye kræfter, der kunne have lyst til at tage over, siger Jytte Thøstesen.

Når det en dag bliver solgt, står jeg nok og græder, fordi det har været en livsstil for mig i mange år.
Jytte Thøstesen, ejer af Jelling Ridecenter.
Smilet var stort hos Jytte Thøstesen, da hun i 2010 overtog Jelling Ridecenter. Arkivfoto
Smilet var stort hos Jytte Thøstesen, da hun i 2010 overtog Jelling Ridecenter. Arkivfoto

Sælger ikke på grund af uro

I knap to år har Jelling Ridecenter været til salg, men så længe det ikke er solgt, bliver Jytte Thøstesen ved med at drive det, forsikrer hun.

Jelling Ridesportsklub har til huse i ridecenteret, og gennem årene har der været en del uro med skiftende bestyrelser. Mon det også har haft en betydning for Jytte Thøstesens beslutning om at sælge centeret?

- Nej, overhovedet ikke. Det har ikke noget med ridesportsklubben at gøre. Det er simpelthen, fordi jeg ikke kan blive ved med at holde det. Men det er korrekt, at det er gået op og ned i klubben, og den har haft det svært indimellem. På nuværende tidspunkt kører det dog rigtig godt, siger hun.

Flere henvendelser

Ridecenteret består af en 1792 kvadratmeter stor bygning, der blandt andet indeholder en ridehal, hestebokse, et cafeteria med rytterstue og en lejlighed. Prisen er ifølge ejendomsannoncen på 2.975.000 kroner.

- Der har været flere interesserede, men der er ikke sket noget endnu. Der har været mange søndagskiggere, hvis man kan sige det sådan. Desværre er det mit indtryk, at det nu til dags ikke er let at låne penge af bankerne, hvis man eksempelvis vil købe et ridecenter. Det får man ikke lov til, medmindre man har en god sjat penge. Det var nemmere, dengang jeg selv købte ridecenteret, siger Jytte Thøstesen.

En livsstil

Indtil videre må hun knokle videre og vente på en ny ejer.

- Der er flere, der har spurgt mig om, hvad jeg så skal lave, når det bliver solgt, men jeg ved det faktisk ikke. Det tager jeg en beslutning om, når den dag, det bliver aktuelt. Jeg er selvfølgelig ikke færdig på arbejdsmarkedet endnu og håber at finde et mere almindeligt job, siger hun.

- Men når det en dag bliver solgt, står jeg nok og græder, fordi det har været en livsstil for mig i mange år, lyder det fra Jytte Thøstesen.

Jytte vil smide tøjlerne: Ridecenter skal sælges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce