Problemer med sikkerhed: Stilladsarbejdere blev bedt om at stoppe arbejdet i Danmarksgade

Stilladset opstillet på hjørnet af Danmarksgade/Danmarksstræde efter Arbejdstilsynet har været forbi i slutningen af juni og udstedt strakspåbud. Ifølge ejendommens ejer samt hovedentreprenøren er der nu styr på sikkerheden. Foto: Henrik Juel Skovrider

Problemer med sikkerhed: Stilladsarbejdere blev bedt om at stoppe arbejdet i Danmarksgade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Arbejdstilsynet var i slutningen af juni på besøg i Danmarksgade, hvor renoveringen af nummer 14 er i fuld gang. Syv sikkerhedspunkter var ikke i orden, og det resulterede i et strakspåbud. Det mundede ud i en halvsur smiley fra Arbejdstilsynet.

Fredericia: 3F blev kontaktet af en borger, der havde haft en oplevelse af, at de arbejdere, der gik på stilladset, der er stillet op ved ejendommen Danmarksgade 14/Danmarksstræde 'kastede rundt med tingene'.

Sådan forklarer Flemming Sejr Bernhard Rasmussen, gruppeformand for bygge- og levnedsmiddel i 3F.

- Jeg havde hørt, at det sikkerhedsmæssigt skulle gå vildt for sig, og da jeg var dernede, kunne jeg også konstatere, at der var forhold, der ikke var i orden. Det er klart, at jeg så er nødt til at arbejde ud fra det. Vi vil gerne understrege over for både borgere, virksomhedsejere og medarbejdere generelt, at 3F holder øje og er synlig, fortæller han.

- Der manglende fodspark flere steder. Der var åbninger på stilladsdækket, hvor der var fare for nedstyrtning (...). Der var rod og uorden på stilladset. Der var risiko for nedfald af genstande fra stilladset til det underliggende terræn.
Uddrag fra Arbejdstilsynets tilsynsrapport
"Rod og uorden på stilladsdæk". Sådan lyder det i beskrivelsen fra Arbejdstilsynets rapport fra 27. juni. En rapport, der er lavet efter et besøg på adressen, der mundede ud i et strakspåbud og en gul smiley til virksomheden, der havde arbejdere på stilladset. Foto: Arbejdstilsynet

Rod og uorden

Der var blandt andet en sprogbarriere, der gjorde det svært for gruppeformanden at kommunikere med arbejderne fra United Workers Ivs, der har base i Fredericia.

Senere samme dag - 27. juni - kom Arbejdstilsynet på besøg, og det kunne konstatere, at syv punkter, der skal være i orden, for at sikkerheden er i top, ikke var tilfredsstillende. Derfor udstedte det et såkaldt strakspåbud og stoppede samtidig arbejdet på stilladset. Det måtte ikke genoptages, før forholdene var bragt i orden.

- Så vidt jeg er orienteret, skulle alting være bragt i orden, lyder det fra Peter Fløe, indehaver af Fløe Bolig Aps, der ejer ejendommen Danmarksgade 14, som der sidste år blev givet tilsagn til kunne blive facaderenoveret med støtte fra Bevaringsfonden.

Arbejdstilsynet konstaterede som nævnt syv punkter med konklusionen, at stilladset ikke er opstillet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. I rapporten, som Fredericia Dagblad har fået aktindsigt i, lyder det:

"Der manglende fodspark flere steder". "Der var åbninger på stilladsdækket, hvor der var fare for nedstyrtning". "Ganglinjen på stilladsdækkene var spærret flere steder". "Der var rod og uorden på stilladset". "Der var risiko for nedfald af genstande fra stilladset til det underliggende terræn". "Der kunne passere personer tæt under stilladset". "Der var adgang ind i bygningen under stilladset."

"Risiko for nedstyrtede genstande". Der er sten af en slags, der ligger tæt på kanten af stilladset. Nedenfor går Danmarksgade, hvor der dagligt færdes mange mennesker. Foto: Arbejdstilsynet

Samarbejde består

Peter Fløe er træt af sagen og træt af, at sikkerhedsforholdene ikke har været i orden. De påpegede punkter fra Arbejdstilsynet, der omhandler selve stilladset, er sendt til hovedentreprenøren, Jensen Træ ApS, som så har sørget for at få den del udbedret.

- Der var intet at komme efter, hverken i forhold til løn eller arbejdsforhold. I alle vores kontrakter står der, at al lovgivning skal overholdes. Både hvad angår løn, arbejdsforhold og sikkerhed. Vi har selvfølgelig indskærpet, at det, der er skrevet under på i kontrakten, det skal overholdes, fortæller Peter Fløe.

Ifølge Peter Fløe får strakspåbuddet ikke betydning for samarbejdet med hovedentreprenøren.

"Manglende fodliste". Arbejdstilsynet var på besøg i Danmarksgade i slutningen af juni. Her viste det sig at syv sikkerhedsforhold ikke var i orden på et stillads. Foto: Arbejdstilsynet

Punkter udbedret

Indehaver af Jensen Træ ApS, Christian Jensen, oplyser til Fredericia Dagblad, at der er ryddet op og opsat plader.

- Alt er nu i den skønneste orden, slår han fast.

Det gør sig gældende både i forhold til de punkter, der direkte omhandlede stilladset og de punkter, der vedrørte forholdene på stilladset.

Det har ikke været muligt for Fredericia Dagblad at få en kommentar fra virksomhedsejeren bag United Workers Ivs. Virksomheden er nu registreret i Arbejdstilsynets smileyordning med en halvsur, gul smiley.

Der findes tre slags smileys: En grøn kronesmiley, en glad og grøn, en halvsur og gul samt en meget sur rød.

Problemer med sikkerhed: Stilladsarbejdere blev bedt om at stoppe arbejdet i Danmarksgade

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce