Vi bruger cookies!

vafo.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.vafo.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Solfattig sommer har kostet omsætning i lokale butikker

Festihvalen, Havnefesten og andre arrangementer trak også i år gæster til Juelsminde, men byens forretningsliv har i andre uger manglet det gode sommervejr og gæsterne, der søger til byen på grund af det. Arkivfoto: Martin Ravn

Solfattig sommer har kostet omsætning i lokale butikker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Butikker i Juelsminde har manglet sommergæster, som kigger til byen enkelte dage for at nyde strand og havn og kigge i butikker.

Juelsminde: Sommeren 2017 var våd, solfattig og ikke ligefrem en årgang, som Juelsmindes butiksliv råber hurra for.

Meldingen fra handelsstandsformand Tina Vind Trabjerg er, at byen har manglet gæster, som kører på udflugt til strand og havn i det gode sommervejr.

- Det er ikke fordi, butikkerne har lidt nød hen over sommeren, men vi har manglet mange af de endagsturister, som vi nyder så godt af, og det er klart, at det kan ses på bundlinjen, siger hun.

Nu siger du sommer. Jeg tror, jeg blinkede, mens den var her.
Jan Abrahamsen, indehaver, Paradis, Juelsminde.
Sådan var sommervejret
Meget vådere, solfattigere og koldere end det typisk har været i sommerperioderne mellem 2006 og 2015.Sommeren 2017 var den solfattigste siden 2000, og den vådeste siden 2011.

Få sommerdøgn, ingen tropedøgn. Næsthøjeste laveste temperatur og laveste højeste temperatur siden 1874. Mange nedbørsdøgn. Ved en del lejligheder i alle tre sommermåneder var der kraftig regn og skybrud. Indimellem var der blæsende.

Kilde: dmi.dk.

 

Færre på dagsudflugt

Handelsstandsformanden er ikke i tvivl om, at par og familier, der kunne have besøgt venner på både eller i sommerhuse, er blevet hjemme på grund af det omskiftelige og våde vejr.

Badegæster var der også færre af, og når endelig vejret var til at slikke sol på stranden i Juelsminde, blev alle timerne brugt på det fremfor også at runde de lokale butikker, mener hun.

- Til gengæld synes jeg, vi har haft helt vildt mange nordmænd og tyskere, og de har ikke opfattet vejret så dårligt som os. De har bare været glade for at være her, siger Tina Vind Trabjerg.

Ringeste issalg i flere år

Jan Abrahamsen, indehaver af Paradis i Juelsminde, har råbt og skreget på sol.

- Vi er enormt eksponeret i forhold til vejret, og vi har haft alt for få solskinsdage, siger han.

Vejret taget i betragtning betegner han sommeren som ok, men han erkender, at det har været isbodens dårligste i de seks år, han har drevet den.

- Vi taber ikke penge, men vi rammer ikke det budget, vi har lagt, siger han om sæsonen i Juelsminde.

Fantastisk sommer På Havnen

Anderledes lyder fra det naboen "På Havnen". Som en af få bruger restauratør Johnny Valentin ordet "fantastisk" om sommeren.

- Vi har haft den største omsætning gennem de seneste 12-13 år, og jeg tror lige nøjagtigt, det er vejret, der har gjort forskellen. Det har egnet sig til at gå ud at spise i stedet for at grille i sommerhuset, siger han.

Restauratøren har nydt godt af sin overdækkede terrasse, og glæder sig over vellykkede arrangementer og et godt samarbejde med Hotel Juelsminde Strand.

I juli talte han i snit 500 spisende gæster om dagen.

- Den største dag havde vi 700 spisende plus det løse. Lægger vi alle tre sommermåneder sammen, er det helt fantastisk, siger han.

Op og ned for ny cafe

I Odelsgade har Pervin Köken haft en meget svingende, men bestået sommer i Cafe Tika Basa, som hun åbnede i juli.

- Jeg fik det bedste med fra Havnefesten. Der var virkeligt travlt - også efterfølgende. I de seneste uger har jeg skullet vænne mig til, at der ikke er så travlt, siger cafeindehaveren, der er glad for modtagelsen borgere og virksomheder har givet hende.

Hos Juelsminde Havn og Marina melder havnefoged Kem Kaas om en ok sæson.

- Vi har rundet 10.000 både - grænsen til hvor vi kan sige, at det har været okay, fortæller han.

På byens campingplads er der også en vis tilfredshed.

- Det har været en fin sæson. Bedre end sidste år - ikke meget bedre, men dog med fremgang, siger forpagter Ann-Brit Svendgaard.